Babysalmesang

Babysalmesang for babyer mellem 3 og 10 måneder og deres forældre tilbydes på skift i de tre bykirker i Frederikshavn: Frederikshavn kirke, Bangsbostrand Kirke og Abildgård Kirke.

 

Hvad er babysalmesang?

I dag ved man, at musik har stor betydning for det spæde barn, ja selv det ufødte barn. Musik stimulerer barnets udvikling.

I et spændende univers af sang, dans, fagter, instrumenter, bobler og farver udforsker vi den særlige verden, vi finder i Danmarks uovertrufne salmeskat.

 

Hvorfor babysalmesang?

Sang udløser endorfiner i hjernen (kroppens eget lykkehormon), som får os til at føle os afslappede, glade og godt tilpas.  Alle børn elsker musik, og forældrenes stemmer er de bedste i verden. Ved at lukke verdens larm ude og kun koncentrere os om det at sanse det nære, knyttes tætte bånd mellem forælder og barn.

Igennem danse, fagter, sæbebobler, vuggen osv. stimulerer vi alle børnenes sanser. De reagerer helt spontant, og efter få gange er de tydeligt med på alt det, der sker, og genkendelsens glæde er stor.

Forældrene lærer salmer og sange, som de kan synge for deres børn, og bliver trygge ved at musicere med dem. Kirkens rum er ideelt at bruge i den henseende, og de danske salmer har en kvalitet, som er helt unik i hele verden. En vigtig gammel del af vores kultur. De er uopslidelige og en dejlig gave at give videre til næste generation.

 

Tvillinger

Tvillinger er også meget velkomne. Har du mulighed for at få en tvillingehjælper med, er det en god ide. Ellers hjælper vi med at finde en.

 

Info

Holdstørrelse: 6-10 babyer. 

Pris: 20 kr. pr. gang, betales samlet den første gang.

Alle hold begynder i kirkerummet kl. 10.00. Vi synger 30-40 min, bagefter slapper vi af med en bid brød, lidt frugt og hyggesnak til de voksne og en velfortjent tår mælk til de små.

Afslutningen er placeret så familien kan være med. Vi bygger en gudstjeneste op med dele fra babysalmesangen og bagefter spiser vi sammen (brunch/aftensmad). Der gives nærmere information til holdene.

Tilmelding sker til underviseren.

 

Om underviseren

Heidi Ettrup Lehm er uddannet lærer fra Hjørring Seminarium og har arbejdet som lærer i flere år. Hun har de seneste år arbejdet med børn med særlige behov.  Heidi er ansat i Abildgård Kirke som kirke- og kulturmedarbejder.

 

Kontakt

Heidi Ettrup Lehm
Tlf. 42 51 17 96
heidi@abildgaard-kirke.dk