18. søndag efter Trinitatis

v/ Johs Kühle


Fra det gamle testamente har vi fået buddet om kærlighed – til Gud og til næsten.

Med Jesus bliver dette bud ikke blot gentaget. – Det bliver sat ind i en større sammenhæng.  Et af de smukkeste udtryk for det finder vi i 1. kor 13: 

Engang skal vi mødes ansigt til ansigt.

Nu ser vi som i en gåde.  Nu erkender vi stykkevis, men i Guds fremtid skal jeg kende fuld ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. 

Det bliver som når vi mødes ansigt til ansigt, åbent, direkte, utilsløret.

 

Det betyder noget i vores helt almindelige liv med hinanden. 

Det er vigtigt for os, at få lov at møde lægen, som skal operere os. – Vi vil gerne se ham og tale med ham. – Han må ikke være fjern eller gemme sig bag en maske. 

Det er i det direkte møde, tilliden mellem os bliver til. .

Når mennesker skjuler deres øjne bag store sorte spejlende solbriller og unge dækker sig under hættetrøjer og store bredskyggede kasketter, føler vi ubehag.

Når vi kun ser motorcyklistens sorte styrthjelm og læderjakken med rygmærkerne

og ordensmagten skjuler sig bag elefanthuer, bliver vi utrygge og usikre. – For det er i mødet med den andens åbne ansigt, at grundlaget for tillid mellem os bliver til. 

 

Mon ikke dette er baggrunden for den sidste tids debat om maskering. 

De fleste af os får det skidt, når vi møder en tilsløret kvinde, hvor man kun kan se hendes øjne. – Mange siger, det er udtryk for et diskriminerende kvindesyn. 

Men det er mere end det. Maskering er en trussel mod den grundlæggende tillid, som der er nødt til at være mellem os i et harmonisk samfund

Folk må da have lov til at klæde sig, som de vil. Men vi har ikke lov til at skjule vort ansigt for hinanden. Man kan ikke have tillid til en man ikke kan se.

 

Det er i mødet ansigt til ansigt, at livet bliver seriøst. Man behøver ikke at kende hinanden for at kunne tale sammen. Man kan standse en fremmed og spørge om vej og få et venligt svar. Man kan henvende sig til hinanden i en togkupé og få en samtale i gang med mennesker, man aldrig har set før.

Tilliden mellem os er der, før vi når at tænke os om. – Det er helt suverænt.

Den danske teolog og filosof Løgstrup, kalder det en suveræn livsytring, som spontant sætter sig igennem, før vi bliver indhentet af alle mulige og umulige overvejelser om det nu er fornuftigt at tale med en fremmed. 

 

Mødet ansigt til ansigt kan benyttes i kriminalpræventivt arbejde

En ting er en retssag, hvor man bliver dømt til en straf for en forbrydelse.  

Noget andet er at skulle mødes med det menneske, som man har gjort ondt og blive konfronteret med den smerte, den sorg og den angst, som man har påført den anden. 

Det er vildt. For man skal være ualmindelig hårdfør for ikke at blive ramt på sin samvittighed. Det er ved at tage skylden på sig, at noget nyt kan blive til!

 

 

I torsdags havde vi koncert her i kirken med temaet: børn synger for hele verden.

Og med verden mener vi Asien, Afrika, Amerika og Europa. 

Man kan se på mennesker, hvor de kommer fra. Vi er sorte, bruge, gule og hvide. Vi er forskellige. – Mere end 7 milliarder forskellige udgaver af det at være menneske. – Sikke en fantasi skaberen har!

Og når der så står 150 børn på scenen her i kirken ser man et lille udsnit af verdens befolkning: drenge og piger, store og små, sorte hvide, brune og gule. Et lille udsnit af alverdens folkeslag findes der på scenen og kommer fra vores egen by. Herligt! 

 

Jeg spurgte engang nogle juniorkonfirmander, hvorfor Gud har skabt os forskellige.

Og svaret kom prompte:  Ellers ville vi ikke kunne kende hinanden.

Hvis vi alle var ens. – Så ville jeg ikke kunne vide om du var dig eller en anden. Så ville vi ikke kunne kende hinanden.  Så hurra for forskelligheden. Så kan vi lære hinanden at kende og mødes åbent og frit i tillid til hinanden, uden frygt og angst.

 

Når vi lærer hinanden at kende, har kærligheden gode kår. 

Den man kender, kan man elske.

Den man elsker, kender man. ¨

Man kan ikke elske den, man ikke kender.

Man kender heller ikke den, man ikke elsker. 

 

I Johannes evangeliet er det at elske og det at kende, næsten det samme.

Jeg kender min får, siger Jesus og mine får kender mig.

Ligesom faderen kender mig og jeg kender Faderen. 

- Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer….

Kende og elske er to sider af samme sag. 

 

I dag har vi så hørt om det dobbelte kærlighedsbud. 

- Jesus bliver af farisæerne udfordret til at fortælle, hvilket bud, der efter hans mening er det største. – Og Jesus svarer med henvisning til den jødiske trosbekendelse: 

Hør, Israel! Herren vor Gud, herren er én.  Du skal elsker herren din Gud…

og så tilføjer han buddet om næstekærlighed til som samler alle de øvrige bud. 

For farisæerne var det et godt svar. – Jesus vedkender sig det centrale i den jødiske tradition. Det vigtigste er kærligheden; mellem Gud og os og mellem os indbyrdes.  

 

Så er de altså enige, skulle man tro. Men helt så let er det ikke. Umiddelbart efter retter Jesu en alvorlig anklage mod farisæerne og de skriftkloge for hykleri.

For de handler ikke selv i overensstemmelse med det, de lærer andre at gøre.  

Problemet er, tror jeg, at Gud er skjult for os. Hvordan kan man elske Gud, når man ikke kender ham. Ingen har set Gud. – Han er godt nok skaberen af alting. – Han har befriet slaverne fra Ægypten og gjort dem til sit folk. – Man kan se tegnene på det han har gjort. Men ham selv kan man ikke se. Han er som en maskeret. Man kan ikke kende ham og derfor er det svært at elske ham.

 

I stedet har man forsøgt sig med billeder og figurer. Jøderne kreerede en guldkalv. Babylonerne lavede en slange. Gudebilleder er alle steder blevet lavet for at få noget konkret at kunne tilbede. Men det er svært at elske kunstværk af hele sit hjerte, hele sine sjæl og hele sin styrke.

Når nu man ikke kan elske ham selv, så kan man i stedet prøve at holde hans bud til punkt og prikke i troen på, at det er sådan, man bliver elskelig i Guds øjne. 

Det gjorde jøderne så. Ligesom så mange andre folk jorden rundt. 

 

Jesus viser en anden vej. – Han bringer sig selv på bane. Han siger om sig selv, at han er vejen sandheden og livet. – Han kender Gud. Og Gud kender ham. Når vi derfor kender Jesus, kender vi Gud. Så ser vi Gud, ligesom vi ser Jesus ansigt til ansigt. 

Og den man kender kan man elske. Det er via forholdet til Jesus, at vi kan elske Gud.

Jesu er Guds Søn. – Han skjulte sig ikke men gik åbent omkring og mødte mennesker ansigt til ansigt, hvor som helst. 

Han undgik ikke nogen. Han kom alle steder. – Til sidst kom han også til Jerusalem. 

Han talte ikke kun om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Han udvidede buddet til at omfatte fjender og forfølgere:

I har hørt at der er sagt til de gamle:  Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger Jer: Elsk jeres fjender og bed for dem som forfølger jer. 

 

Det er uhørt. Det er grænseløst. – Det bygger på, at for Gud er vi alle hans elskede skabninger. – Han har skabt os alle forskellige for at vi kan kende hinanden, have glæde af hinanden og opleve, at livet er smukt og vidunderligt.

 

Når nu Jesus er Guds søn, er han Gud i verden. – Derfor elsker han sine fjender.

Det gjorde han også til det sidste. Han elskede Peter og disciplene som svigtede ham og lod ham i stikken. – Og han tilgav sin bødler.

 

Måske skulle man driste sig til at formulere det på en anden måde og sige:

Jesus elskede ikke sine fjender. For han havde ingen!!!

For Gud / for Jesus er intet menneske hans fjende.

Der var givetvis mennesker, som gjorde Jesus ondt. Men de blev ikke hans fjender.

Det er også mennesker i vor tid, som handler ondt og djævelsk.

Men det gør dem ikke til Guds fjender.  Thi for Gud er intet menneske en fjende.

For Gud har skabt os alle i sit billede, af kærlighed til kærlighed.

Det ved vi fra vort møde med Jesus Kristus, som er Guds søn, Davids Herre og vor frelser for i ham møder vi den elskende kærlige Gud utilsløret, ansigt til ansigt, 

…………og for ham siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader søn og Helligånd. Du som var er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.

 

 

 

Vor Gud og Far, Tak for at du sendte din søn Jesus til os for at vise dig for os. 

Hjælp os til at tro, at vi i ham kan se dig, som du er, du kærlige Gud, som har skabt os forskellige så at vi kan kende hinanden. Lad kærligheden blive levende mellem os.

Kom os til hjælp, når vi har det svært med hinanden og med os selv. 

Hjælp os til ikke at gøre vor næste til en fjende, men omvendt at se fjenden som en næste. 

Du kender os, bedre end vi kender os selv, hør os i det vi beder om, når der nu bliver stille.

 

Velsign vort land og bevar vort folk. Vi beder for vort demokrati, retsvæsen og øvrighed lokalt, nationalt og internationalt.

Hjælp os til at tage vort ansvar på os, hvor det kræves og gøre det retfærdigt og kærligt.

 

Vær med de syge og ensomme, de fortabte og forladte, fattige og forfulgte. Vær med dem, som snart skal dø og med dem, som lever med savnet af een de havde kær. – Hjælp til at tro, at du er os nær med din evige omsorg.

Vær med ofrene for krig, sult og forfølgelse.  Vi beder dig om din omsorg og beskyttelse. For du er Gud for alle mennesker, uanset race, køn, kultur og religion.

 

Velsign kirken ud over hele jorden, i Cambodja, Tanzania og Letland, og for vort eget sogn. 

Giv os frimodighed til at tale frit ud om troen på dig og dele håbet om det evige liv, hvor vi skal mødes ansigt til ansigt.

Send din Helligånd til os, at vi allerede nu kan møde hinanden åbent og frit uden frygt og angst.   Lad os leve af din kærlighed.  Amen.