2. søndag efter Trinitatis

v/ Johs Kühle

Som kristne tror vi på én treenig Gud.

Der kun én Gud, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. 

Vi er som kristne monoteister i modsætning til polyteister.

På Jesu tid var det almindeligt med mange guder. – Jupiter, Juno, Amor, Mars, Apollon, Neptum, Ligesom vi i Norden havde Odin og Thor, Freya osv.

De græsk – romerske guder havde hver sit tempel, sit præsteskab og sine tilhængere. – De første kristne levede i multireligiøs virkelighed. – Hvert folk havde sine guder. 

Med kun en Gud bliver man nødt til at kunne sige Alle.  – Alle for én Gud.

Denne ene Gud har skabt det hele, himlen jorden og alt som lever og gror.

Han har også skabt mennesket. Alle mennesker. 

Han er far til alle. Jøder og kristne, muslimer og buddhister, ateister og nihilister.

Alle er vi hans børn:  Både mænd og kvinder, rig og fattig, gode og onde. Alle. 

Gud har skabt os, fordi han vil os noget. – Han har et projekt for med os. 

Han har skabt os med fantasi og kærlighed for at kunne samle os til fest og glæde.

Det gælder alle. Vi skal komme sammen fra alle jordens hjørner og være sammen med ham. – Så vil sløret blive fjernet fra vore øjne og vi vil møde hinanden ansigt til ansigt. Og Gud vil selv være midt i blandt os og tørre tårerne af vore øjne. Og døden skal ikke være mere ej heller sorg eller pine.

Det er den store vision som foldes ud for i Joh Åb 21.

Og som Esajas allerede har skrevet om det i det Gamle Testamente, som vi hørte før.

Gud vil samle os alle til fest. Og det er denne fest, Jesu fortæller om i lignelsen om det store gæstebud. En konge sender sin tjener ud med invitationer til en fest. Det er Jesus selv, som er dette postbud. 

Når man vil holde en fest sammen med mennesker man sætter pris på, er det dejligt med positive tilbagemeldinger med det samme: Vi vil gerne komme og glæder os. Det er rigtig træls, hvis folk ikke svarer på invitationen eller måske endda sender afbud med mere eller mindre forståelige begrundelser. 

Man kan let blive både skuffet og ked af det, og fortryder måske endda at man overhovedet ville holde den fest. Det kan ramme selvtilliden hårdt at bliver forsmået af dem, som man regner med, holder af og står en nær.

I stedet for at kunne glæde sig sammen, kan man stå tilbage både ensom og fortabt. 

Men sådan er det ikke for Gud. – Det fortælles der om i flere lignelser i Luk 14 og 15.

Om hyrden og det mistede får, og den gode far med de fortabte sønner. Gud mister ikke modet og giver ikke fortabt. – Han bliver ved med at opsøge os for at finde os og få os med til festen i Guds rige.

Så!!! En konge ville holde en fest. – Forberedte det hele. Inviterede dem, som forud var adviseret. – Desværre, sagde de.  Jeg har lige fået en mark, en traktor og en kone. – Desværre. Jeg beder dig have mig undskyldt.

I stedet bliver sendebuddet sendt til fattige, vanføre, blinde og lamme for at få dem med til festen.  Lignelsen ligner Jesuhistorien meget. For det var jo den slags folk, som han var sammen med. De opsøgte ham og han tog sig af dem. 

Og det gjorde han ubegrænset. – Ligesom tjeneren i 3. omgang gik ud på vejene og langs gærderne, så synes der ikke at være nogen grænse for, hvem Jesus ville have med at gøre.  Det er virkelig ordet ALLE, som dækker bedst.

De eneste, der bliver udelukket, er de udvalgte, som først blev inviteret.  

I virkeligheden havde de nogle gode begrundelser:

Køber man en mark, så skal den dyrkes. – Der skal brød på bordet.

Køber et par okser, så skal maskineriet for at undersøge om det er i orden. 

Får man en ægtefælle skal man pleje sit parforhold og passe på sin familie.

De nævnte begrundelser er gode og rimelige. 

– Arbejdsliv og familieliv er det fundament vi bygger vort velfærdssamfund på. 

Vi har i den sidste tid hørt meget om pensionsordninger, der skal få os til at blive længere på arbejdsmarkedet. For en god og lønsom arbejdsindsats er forudsætningen for, at vi kan bevare vort velfærdssamfund. Man skal yde før man kan nyde. 

Det er nødvendigt, at vi har en god og sund arbejdsmoral, hvor dem som kan, skal yde en indsats for vort samfund, for helheden, så længe man har helbred til det.

 

Men i Jesu lignelse er der ikke ros men ris til dem, som sætter arbejdet og familielivet øverst:  Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.  

De mangler noget. Noget helt afgørende. - Forståelse for festen sammen med festens herre og alle andre. De mangler troen på Gud og hans plan for verden.

 

Jesus fortæller denne lignelse ved en frokost, som han er blevet inviteret til at deltage i på en sabbath. Dagen er begyndt med synagoge-gudstjenesten med tekstlæsning salmer og bøn. Måske har man hørt den samme tekst om den store fest for alle folk, som vi hørte først i gudstjenesten skrevet af profeten Esajas. Det er en grundlæggende tanke i GT, at Gud er Gud for alle folkene og han på den yderste dag vil samle alle folk på det hellige bjerg i Jerusalem. – Det er den fælles jødiske tro. 

 

Efter gudstjenesten er der så komsammen i farisæerhuset. – Og her er helligdagen blevet fejret under private former i et af byens fine hjem, hvor byens spidser var sammen om at få ordnet fælles anliggender. Sådan noget er hyggeligt. – Især når en berømthed som Jesus også deltager. – Det kan kun blive godt at få vendt nogle af de store spørgsmål med en af landets mest omtalte personer.

 

Men så kommer en syg ind i huset og afbryder snakken og beder Jesus om hjælp til det, der er svært. Det er jo pinligt, - men det synes Jesus ikke. Han hjælper manden og helbreder ham. Som forklaring fortæller han dem lignelsen om det store gæstebud.

 

Lukas fortæller ikke noget om reaktionen på lignelsen. 

- om de blev fornærmede og vrede. – Men de gjorde de jo nok.

Og det kan forklare, at Lukas lader Jesus fortsætte med lignelsen om den fortabte søn. – Den første bliver taget imod og tilgivet, selvom han har været et fjols. 

– Men den anden, den ældre bror bliver så vred, at han nægter at gå ind til festen. 

Gud har åbenbart et problem. Og problemet er alle de sure og selvretfærdige, som føler sig snydt og forbigået, fordi de synes at de fortjener at få ros – Nu har vi opført os godt og rigtigt på alle måder. – Så skal vi også belønnes for det.

Det er selvfølgelig deres eget problem. Men det er også Guds problem. For han er Gud for alle. En Gud for alle vil gerne have alle med. Også de sure og selvretfærdige.

Lignelserne er fortalt, tror jeg, for at få dem/os til at vågne op af vores selvbedrag.

Det store er ikke, at vi har været heldige og har fået et godt liv. – Det store er, at Gud ønsker at samle os alle til fest og glæde i den fremtid, vi er på vej imod.

En anden historie kan måske forklare det: 

En konge indbyder til en stor fest. Mange velansete borgere er indbudt. De fleste kommer i fornemme vogne. Det begynder at regne. Foran porten dannes en stor pyt. En fornem ældre herre stiger ud, men bliver hængende i trinbrættet og falder, så lang han er, ned i pytten. Han rejser sig besværet op. Han er snavset fra øverst til nederst og meget ked af det. For sådan vil han ikke lade sig se ved festen. Et par andre gæster kommer med drillende kommentarer. En tjener, der har set uheldet, fortæller det til kongen. Kongen løber med det samme derud og når lige den snavsede gæst før han kører tilbage. Kongen beder gæsten, om han da ikke nok vil blive. Det gør ham intet, at han er snavset. Men gæsten er både utilpas og bange. Da lader kongen sig i sit fineste tøj falde ned i samme pyt, så han selv er fuld af mudder fra øverst til nederst. Han tager ham derefter ved hånden og trækker ham med sig, snavsede som de er, ind i den festligt pyntede sal. 

Evangeliet fortæller om Jesus, som jo ikke behøvede at gå ned i de nederstes sted i al snavset. Men det gjorde han, for at få os med til festen, også de fine. 

Og på korset tager han os ved hånden og siger: I dag skal du være med mig i paradis. Det gør han, for at nå os. – alle 

og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet far første begyndelse nu og i al evighed Amen.  

 

Lad os bede Vor Gud far, - Vi takker dig for vort liv. - Vi kan mærke dig i hvert åndedrag, hvert hjerteslag og hvert favntag. Du giver os det daglige brød og fylder vort liv med tro, håb og kærlighed.   

Tak at du sendte Jesus til os med invitation til livets fest. 

Nedbryd den modvilje og de fordomme, vi gemmer os bag. Giv os mod til at åbne os for hinanden og møde hinanden med tillid. Giv os troen på den kærlighed som overvinder vor trods og gribe vore hjerter. - Du som kender os bedre end vi kender os selv. Du ved, hvad der er svært for os.  Hør hvad vi beder om, når der nu bliver stille.

Vi beder dig for vort land og dets fremtid. Hjælp os til at værne om demokratiet og bevar vor respekt for regering, folketing, domstol og for øvrighed lokalt og nationalt og internationalt. Vi beder dig for vore børn, at de må vokse op i trygge omgivelser og for de gamle, at de må leve, til de er mætte af dage.

Vær med mennesker som truet og trængt af sygdom og smerte, af ensomhed og sorg over at have mistet een, de havde kær.

Vi beder dig for ethvert menneske i krise. For dem som er på vej til noget nyt. Nyt arbejde, ny uddannelse, nye venner, nyt hjem eller et nyt land, som de ikke kender. 

Vi beder dig for alle som er på flugt fra sult, had og krig eller på grund af deres etniske afstamning eller tro på dig. Vi beder dig om din omsorg og beskyttelse af dem og hjælp os til at ikke at blive blinde for deres nød.

Velsign kirken ud over hele jorden, i Cambodja, Tanzania og i Letland og her på dette sted. Vær med de familier, som i dag holder dåb. - Send din Helligånd til os, så vi kan mødes frit og åbent uden frygt og angst. - Lad os leve af din kærlighed, indtil vi skal mødes hos dig fra syd og nord, øst og vest i dit rige, hvor festen og glæden er uden ende.