2. søndag i Fasten  12. marts 2017 v/ Johs Kühle

En kvinde og en mand mødes
Hun er palæstinenser og han er jøde. 
Kvinden og manden mødes på grænsen mellem deres to lande.
De er ikke på talefod. Dvs. manden er ikke på talefod med kvinden, for han vil ikke høre på hende og svarer hende ikke et ord.
Og selvom hun øger stemmeføringen og trygler om hjælp til hendes syge barn, og selvom han faktisk ville kunne hjælpe, afviser han hende blankt - hun ikke hører til hans distrikt. 

Men da hun bliver ved med at råbe, taler han groft nedsættende til hende. Han sammenligner hendes barn med en hund og siger, at det ikke er rigtigt at tage brødet fra de små børn og give det til hundene.

Historien kunne sagtens være aktuel virkelighed. Men den stammer fra det første århundrede og finder sted på grænsen mellem Galilæa og det nuværende Libanon. 
Historien fortæller, at en mand afviser en kvinde med anden etnisk baggrund i et sprog, som både kan tolkes som kønsdiskrimination og racediskrimination. 
Det får være, hvad det er. Men ordene bliver sagt af Jesus. Og det er rystende.

Det strider mod det grundlæggende i den kristne tro:
Gud har skabt alle mennesker. Han har skabt os som sine partnere. Han har givet os jorden, som et sted at leve. Han har givet os naturen som forrådskammer, for at vi ikke skulle mangle noget men sammen med ham glæde os i al evighed. Han har gjort det, fordi han elsker.  Derfor ville han heller ikke, at vi skulle være alene. Han har skabt os for at gøre kærligheden levende – mellem Gud og mennesker og mennesker hinanden imellem. 

Men nu kommer så Guds egen søn, og er afvisende, arrogant og diskriminerende.
Sådan begynder historien i hvert fald. Man kan prøve at bøde lidt på det og bemærke, at Jesus til sidst giver sig og faktisk helbreder det syge barn og roser kvinden til skyerne for sin tro. 

Men selv med denne slutning står førstegangsindtrykket tilbage og kræver en forklaring. – Selvom man er Guds søn, opfører man sig vel ikke sådan. Ja, netop som Guds søn, og Guds partner må man vel forvente en respekt for det andet menneske uanset køn, race, kultur og religion. For også dette menneske er skabt i Guds billede.
Hos Gud er der ikke personsanseelse, siger apostlen Peter. - Der er ikke forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri, skriver Paulus flere gange i sine breve.
Jeg tror historien kan blive en øjenåbner for en dybere forståelse af Jesus. Hvem han var. Vi kan komme til at gøre ham uret, når vi med trosbekendelsens forudsætning straks gør ham guddommelig. Han er jo Guds søn, tror vi.  Han repræsenterer Gud. Han kender planen med det hele, han har det rette sind, den rette kærlighed og den store tro.  Som Guds søn og Guds ord  råder han over Guds kræfter. 

Men det er ikke hele sandheden. Som Guds søn blev han menneske. Helt menneske.
På samme vilkår som os andre. Han blev barn, ung og voksen. Han havde forældre og legekammerater, gik i skole og synagoge og levede som man nu levede på den tid. Han tænkte og talte med det sprog, som man gjorde på det sted. Hvad ellers?
Derfor kom han som alle andre til Johannes Døberen og blev døbt med synderes dåb.
Det var her han fik sit kald. Hvor han så himlen åben og hørte Gud tale til sig:
Du er min søn den elskede, i dig har jeg velbehag. 

Den unge mand, Jesus, blev her kaldet til at være Guds søn. 
- Hvordan er man det? – Og hvad skal man gøre. Spørgsmål, som må have myldret rundt i hans hoved. Ikke underligt at han søgte ud i ensomheden i ørkenen for at finde ud af det.
- Skulle han mætte de sultne ved at skabe en overflod af brød?
eller demonstrere overnaturlige evner og overbevise folk ved mirakler? 
eller skulle han gå efter den rå magt, kejsermagten, som den blev udfoldet i Rom.
Hvad er det rigtige at gøre?  Og hvordan undgår man at gøre forkert. 
For Jesus ville jo følge Guds vej og ikke Fandens.  
Og så i dag følger historien om, hvordan Jesus igen blev udfordret – denne gang ikke af djævelen – men af en fremmed kvinde, som ikke var jøde men hedning. Og hvad gør Jesus? Han møder kvinden med det sprog og den kultur, som han har lært hjemmefra og er opdraget med i synagogen. Hvad ellers? 
Det begynder ved et tilfældigt møde. Kvinden er fortvivlet og prøver sin chance. 
Hun bliver tydeligvis provokeret af hans afvisning og arrogance.
I stedet for at lade sig kyse træder hun i karakter. 
Man fornemmer den vilje og den kraft som vokser frem i hende.
Det kan bare ikke være rigtigt det, du siger.
Om så du regner mit barn for en hund, så lader du jo selv hundene komme til og spise krummerne, som børnene spilder. – Så tag dig dog af mit barn.
Jesus må bøje sig. Argumentationen er overbevisende. Det er en moders kærlighed til sit barn, der sprænger alle kulturelle fordomme. Naturligvis skal det syge barn hjælpes uden hensyn til distrikt og fordomme. 
Det er jo livet om at gøre. 
Og Jesus udbryder, Kvinde, din tro er stor. Det ske dig, som du vil.
Af et tilfældigt møde opstod en dialog, som blev til skæbne for dem begge. – Kvinden blev en mor, som kæmpede helhjertet for sit barn. 
Barnets ve og vel er det vigtigste af alt. Det er tro. 
Tro er det, som angår os ubetinget, siger Paul Tillish.  Det, som angår os ubetinget.
Det spørgsmål må gerne køre i vores hoved i dag. - Hvad angår mig ubetinget?
- ikke blot det, der er vigtigt en gang imellem. Ikke blot det der er vigtigt blandt 1000 vigtige ting. – Men hvad er det ubetinget vigtigste.
Jeg ved ikke, om man kan vide det. Det med troen. – Det ligger så dybt i os, at det er vanskeligt at sætte ord på, fordi det er skjult i os. Men engang imellem sker det. 
Når vi bliver trængt ud til grænsen, når vi hverken ved ud eller ind, når vores liv hænger i en tynd tråd. Pludselig kan livet kræve os på en måde, så det, der angår os ubetinget, viser sin kraft og styrke.
– Det er tro. Den tro er en Guds gave. 
Den tro har Gud givet os som sin partner. Den tro, vil han gerne samarbejde med. 
Når den tro bryder igennem, bliver troen til skæbne for os.
Så får livet mening og indhold på en måde, som man ikke ønsker at miste. 
– Den tro blev vakt i kvinden. Og barnet blev helbredt.
Mødet blev til skæbne for dem begge sagde jeg før. Også med Jesus skete der noget. – Alle de etniske og religiøse fordomme, som han troppede op med, blev flænset i stykker af kvinden i sin kamp for sit barn.  Den kulturelle overflade krakelerede, og frem af dybet voksede en viden hos Jesus om det ultimativt vigtige i livet. Troen på livet og troen på Gud, som har skabt livet i kærlighed. Sådan blev mødet med denne kvinde også skæbne for ham. Fordi masterplanen blev tydelig for ham. Meningen med det hele.
Men det blev også skæbne på en anden måde. For hans egne blev vrede på ham. Fordi han blev nødt til at tage afstand fra den særlige jødiske selvforståelse om at være udvalgt på bekostning af de andre folkeslag.  
Der går en lige linje fra mødet med kvinden i de palæstinensiske grænseegne til hans død på Golgata som Gudsbespotter. Det blev prisen.
Sådan er det med troen. Troen som det ultimativt vigtige. Den kender ikke til personsanseelse men kun til kærlighed. Sådan kan tro blive skæbne. Og Jesus valgte troen. Troen på, at Gud vil, at vi skal leve. En tro som skabes af den kærlighed, som kommer fra Gud og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.  


Vor Gud og Far. Vi takker dig for troen, du skaber i os, for håbet, du giver os, 
og for kærligheden du kalder os til at leve i.
Lær os at skelne mellem det, der er vigtigt i vort liv og det som ikke er det,
Mellem det, vi skal holde os til og det vi skal holde os fra.
Du kender os bedre end vi kender os selv.
Du ved, hvordan vi har det når vi har svært og livet gør ondt 
-  når vi rammes af sorg og savn
- og når døden truer og fylder os med gru.
Hjælp os i vor nød og vær os nær alle vore dage.
Hjælp os at bede for andre, som vi beder for os selv,
for de sørgende og sultne, de ensomme og forladte, de misbrugte og fortvivlede, 
de fremmede og de fyrede.
Forbarm dig over os alle og fyld os med troen på dig, som den der kommer og gør glæden og kærligheden fuldkommen.
Hør os i det vi beder om, når der bliver stille.


Tak for jorden du skabte til os og landet vi bor i. Vi beder dig om, at vi må kunne stå sammen med respekt om vor samfundsordning med kongehus og folketing, regering, domstole og al lovlig øvrighed. Hjælp os til at arbejde for demokrati, fred og forsoning lokalt, nationalt og internationalt.

Velsign kirken ud over hele jorden, i Cambodja, Letland og Tanzania og her i vort eget sogn. Vi beder dig for dagens indsamling til fordel for verdens fattigste og nødlidende. 
Vi beder dig for de familier, hvor der i dag holdes dåb - Send din Helligånd til at føre os sammen, så vi kan møde hinanden i åbenhed og kærlighed uden frygt og angst. 
Giv os at leve af tro. Amen.