Søndag den 7. maj 2017 v/ Johs Kühle

3. søndag efter påske 2017

Gudstjenesten i dag handler om glæde. Der er grund til glæde. Sådan vil det ende.

Men ikke en letkøbt glæde – smertefri glæde. 

Det var skærtorsdag aften – før langfredag Jesus var sammen med sine disciple og  tog afsked med dem. 

Han sagde farvel med ordene om at de ikke vil se ham en tid, - en kort tid. 

 – Han vidste at det ville blive forfærdeligt.

Han vidste at der på vejen frem ventede ham lidelse og død.

Han vidste at ”tæppet” så at sige ville blive trukket væk under ham og under dem.

Han vidste at det ville komme til at gøre ondt rent fysisk.

Oven i dette kom så alt det med hans venner, der ville svigte ham. 

Og det ville de selv have det forfærdeligt med bagefter. Have dårlig samvittighed.

Han vidste, at det vil blive både hårdt og sort.  

Men han vidste noget mere. Og det er det vi skal lægge mærke til. 

Han vidste, at sorgen ville vende til glæde. For han siger, at de skal mødes igen.

Og da skal ingen kunne tage deres glæde fra dem.

Fordi Gud ikke vil lade det slutte med død og ingenting. 

Husk det. Altid. – Husk at Gud er der også. 

- Og derfor skal vi holde ud. Vi skal ikke give op men blive ved. 

 

Gnags lavede engang en sang om 

de to små mus som  en mørk og kold aften

faldt ned i en spand mælk.

De skreg, men ingen kom til hjælp.

Så derfor måtte de svømme rundt i mælken,

så godt de kunne og blev trætte:

Så ville den ene drukne sig,

men makkeren sagde, nej,

for håbet sejrer kun måske

så læng´ vi leder efter det

-  bliv ved at lede efter det!

Så svømmed de, som aldrig før,

og mælken blev til sidst til smør,

så kravlede de op mod land.

Sådan blev de frelst og kunne knuge  hin´an.

 

De 2 mus klarede det: mælken blev til smør. De vidste ikke selv, at det var helt rigtigt at de blev ved med at svømme rundt i mælken med benene som små piskeris. 

De vidste ikke selv, at Livet er fyldt med overraskelser. Men det er det.  

Man kan ikke om morgenen regne ud, hvordan det bliver senere på dagen. Om aftenen kan det være blevet helt anderledes, end man havde troet om morgenen. 

 

Det handler historien om den fattige mand med de hvide heste om.

Han gør det rigtige. For han lader være med at bestemme om noget er godt eller skidt. – Han er åben for det, som kommer. Det som han ikke ved noget om endnu. 

 

Landsbybeboerne har derimod en rigtig træls måde at tænke på. 

De vil hele tiden gøre regnskabet op.

- Er det som er sket godt eller skidt?

- Og det kan man ikke. – Det bliver hele tiden forkert.

De vender forkert. De tænker bagud. På fortiden. De tænker på det som er sket. 

De skulle hellere tænke fremad. 

Tænke på alt det som muligvis kan ske. 

 

Og det er det Jesus gør. Han tænker fremad. 

Det gør han også selvom han er er ved at sige farvel. 

Han ved at det bliver forfærdeligt. – Men ikke kun det. – Han ved også at der kommer noget bagefter. – Og det handler om opstandelse og liv. Evigt liv og glæde. 

 

Man kan illustrere det Jesus her siger med korset. Det står for enden af den vej, som Jesus måtte gå.  Jesu modstandere glædede sig. Nu slap de af med ham. Han var en gudsbespotter. De var ligeglade med, at de brugte bestikkelsespenge for at få Judas til at forråde ham. Jesus skulle dø, mente de. De var sikre på, at de handlede efter Guds vilje. – For ellers ville han vel have reddet Jesus i sidste øjeblik. Og det gjorde Gud ikke. – Når han var død, troede de at den historie var slut for altid. 

 

Og så vender det fuldstændigt.  Med Jesu opstandelse påskemorgen. 

Sorg blev vendt til glæde. Nederlag blev vendt til sejr.

Gud har ikke alene båret på al ondskab uden at svare igen med hævn. 

Han er også stærkere end døden.

Og her i kirken står korset for enden af den vej, Jesus måtte gå. – Men korset er tomt.

Han er ikke på korset. – Han er opstanden. Og derfor er korset tegn på Guds sejr over død. Det er et sejrstegn. Et livstegn. Tegnet for at selv døden ikke kunne besejre Gud. 

 

Derfor er tiden efter påske fuld af glæde. Glæde over livet. 

Og den glæde fik disciplene til at åbne munden. De begyndte at fortælle om Jesu opstandelse og om det liv, han havde levet. 

De fortalte om sig selv og den forandring der var sket dem i mødet med Jesus.

Det kunne være tolderen Zakæus som kun gik op i penge, indtil den dag Jesus kom forbi. Han havde masser penge men ingen venner. -  Men efter mødet med Jesus droppede han sine penge og fik i stedet masser af venner og mening med sit liv. 

Det kunne være den blinde, der havde fået sit syn, eller den spedalske som var blevet renset og fået lov til igen at komme hjem til sin familie.

 

Alle disse mennesker gav sig til at fortælle om det der var sket dem. 

De fortalte det først til dem de kendte, hjemme i Galilæa og Jerusdalem.

Men siden rejste de ud i verden. Til Tyrkiet, Grækenland og Rom. 

 

Sorgen og smerten vendte og blev til glæde. 

Både for Jesu tilhængere og for Jesu modstandere. 

Det er da fuldstændigt overraskende. .

Jesu sejr over døden gælder også hans fjender. – 

For som han sagde på korset:  Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør. 

Jesus møder ikke sine modstander med hævn og gengældelse men med kærlighed og tilgivelse. 

Opstandelsens glæde skal også nå dem. 

 

Sådan en kærlighed er uimodståelig: Svært at se, hvordan man kan fastholde sit fjendskab når man hele tiden bliver mødt med venskab. 

Det kan man måske en tid. – Så længe man er i en åndelig pubertet i forhold til Gud. 

Men det er vor tro og vort håb, at vor trods og vrede på et tidspunkt må smelte for den imødekommenhed og varme, som Gud møder mennesker med. 

 

Og nu kommer vi så til os. Vi er døbt til at tilhøre ham. Døbt med korsets tegn.

 – Det betyder, at vejen er åben, åben fremad. – Vi ved at vejen fører til livet. 

For i dåben er vi blevet genfødt til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. 

I dåben er vi blevet knyttet sammen med ham, som lever. 

Det liv vil han dele med os. Sammen med alle andre mennesker. 

Det bliver til glæde.

 

Men ikke endnu. Det onde er stadig på spil.

Vi skal være robuste. – Vi skal kunne stå imod det som er ondt og gør ondt.

Vi skal holde ud og kæmpe.

Tro ikke på folk, som dem i landsbyen, som er klar til at fælde deres domme på baggrund af fortiden.

Tro ikke på den mus, som er ved at give op, fordi kræfterne er ved at være brugt.

Se op, se frem, tro på Gud. For Gud er alle ting mulige.

Han vil, at vi skal leve.

Det vil han fordi han elsker os.

Og for det budskab siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen