6. søndag efter Trinitatis

v/ Johs Kühle

Faderen Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

Jesus er både skarp og skrap i det afsnit af bjergprædikenen, vi har hørt i dag:

”I har hørt, hvad der er sagt til de gamle i Moseloven: Du må ikke slå ihjel. 

Men jeg siger Jer, enhver som bliver vred på sin bror 

og tænker idiot om ham, er skyldig i drab”.

Og

”I har hørt, at der er sagt til de gamle, at du ikke må bryde ægteskab”.

Men det har du allerede gjort, blot du kaster et lystent blik på en anden mands hustru.

Sådan fortolker Jesus Moseloven. - Når den skal fortolkes så stramt er der jo ingen, der kan overholde den. 

Men det skal den. Jesus er ikke kommet for at nedbryde loven men for at opfylde den, siger han. - Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår farisæernes og de skriftkloges, så kommer I slet ikke ind i himmeriget.

Det er både skarpt og skrapt. Men en ting er, hvordan det lyder. Noget andet er, hvordan det hænger sammen, når det samtidigt fortælles om ham, at han var ven med toldere og syndere. Alle mulige mere eller mindre skæve eksistenser var velkomne hos ham. Hvordan kan han på den ene side betingelsesløst invitere alle indenfor, for i næste omgang at afvise dem, der ikke holder loven.

 

Er det til at forstå? at han på den ene side lokker med ubegrænset kærlighed, for derefter at pålægge de samme folk ubegrænsede strenge krav om gode gerninger? 

Eller vender han bare det hele om, sådan at de udstødte kommer ind i varmen, medens dem indenfor bliver smidt ud i kulden. 

At de første bliver de sidste og de sidste bliver de første?

Det vil hverken være fair eller retfærdigt. 

 

Jeg tror nu nok, det hænger sammen. Men så bliver man nødt til at acceptere den helt særlige form for retfærdighed, som Jesus taler om. 

Søg først Gud rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives i tilgift. 

Hans retfærdighed. Det er Guds retfærdighed vi skal søge.  Det er pointen.

 

Farisæerne søgte deres egen retfærdighed. 

De var gode, fromme og ordentlige mennesker. De solede sig i deres renommé som mennesker, der overholdt loven. De var forbilleder, mennesker, man kunne se op til.

Men Jesus siger, det er Guds retfærdighed, du skal søge, ikke din egen.

Derved flyttes fokus flyttet fra dig og det du kan, over til Gud, og det han kan og gør.

Det er det, at Gud gør godt mod alle. For ham er der ikke forskel. 

Når solen skinner, skinner den på alle. Når det regner, regner det på alle. 

Gud er, som en far er for sine børn. Hos ham er der ikke forskelsbehandling.

Hvilken far ville give sin søn en sten, når han beder om brød og en slange når han beder om en fisk. – Spørger Jesus.  Det er der jo ingen forældre, der vil.  De vil jo give deres børn det bedste. - Sådan vil Gud også give gode gaver til sine børn. 

Gud er altså de gode gavers giver. Bevægelsen går fra Gud til mennesker.

Det er kærligheden, der driver ham.

Og vi er hans børn. Som han lærer os med at bede: Fader Vor. Når Gud er vor far, så er vi hans børn. Han elskede børn. Der er ikke forskel: Der er ikke rigtige børn og forkerte børn. Der er ikke gode børn og onde børn. 

Der er kun elskede børn. - Og det er os, alle sammen, vi er søskende. 

 

Gud retfærdighed er altså det, at han har kærlighed til mig. Han kender mig og ved, hvad der bor i mig. – han stoler på mig og regner mig for retfærdig.  Jeg skal ikke først til eksamen og vise, at jeg er god nok.  Det er jeg allerede, fordi hans kærlighed aldrig hører op. Min retfærdighed bygger altså fuldstændigt på Gud, på hans mening om mig. Der skal ikke lægges noget til, ikke trækkes noget fra. Det er bare sådan.

 

Problemet er, når vi meget hellere vil være gode i os selv, - være dejlige i os selv, i kraft af vort udseende, vore evner og tanker og det vi fantastiske vi gør. 

Så er det, han rækker os spejlet. Det er det han gør i bjergprædikenen. 

– han række os spejlet for at vi kan se os selv. 

Du tænker da vel aldrig en ond tanke om din bror, vel?

Du tænker aldrig liderligt, når du ser en smuk mand og en dejlig kvinde, vel?

Men gør du det, er du lovbryder. Du som vil være retfærdig i dig selv. Se i spejlet!

- Hvordan er det lige, du selv synes, det går.

Problemet med selvretfærdighed er, at man gør sig bedre end man er. Så lyver man jo for sig selv og lever på en løgn. Værre er det, at man samtidig gør sig bedre end andre. Så gør man forskel.  På sig selv og andre. Og bilder sig ind, at man er mere end de andre. Mere end sine søskende. Og det er jo løgn. For vi er alle lige værdige.  For vi har alle vores værdi alene i dette i at vi er Guds børn. 

 

Derfor er Jesus så skrap. De udstødte skulle være med i det store fællesskab. 

Men det bekom ikke farisæerne og de skriftkloge. De er fine på den og ønsker speciel anerkendelse for det, de kan og det de gør. Derfor balladen.

Det er i virkeligheden dem selv, der melder fra overfor Guds retfærdighed og siger, vi kan meget bedre selv. Vi har vores retfærdighed i os selv og vores fuldkommenhed. 

 

Derfor rækker Jesus dem spejlet og spørger: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje ser du ikke.

Derfor skal du ikke dømme andre. Dømmesyge føre til ondskab. 

Den opstår ud af mindreværdsfølelser. Hvis man har svært ved at rage op, er det lettere at rakke ned med sladder og bagtalelse. – Så står man sig bedre i sammenligning med dem, man får trukket ned i sølet.

Det er infamt, men det virker meget godt. Lige indtil den dag man bliver opdaget. 

 

Søg derfor ikke din egen retfærdighed. Den holder ikke en meter. Søg i stedet Guds retfærdighed. I den finder du din værdighed i kraft af hans kærlighed.

 

Det handler med andre ord om at blive sig selv på den rigtige måde.  Det bliver man ikke alene for sig selv.  Man bliver altid sig selv i relation - til en anden eller Gud. Måske den til den elskede, måske i den store fællesskab med andre og med Gud. 

 

Jeg har her et rør.

Røret har to huller. 

Det er røret der har hullerne. Det er ikke hullerne der har et rør.

Fjerne jeg røret forsvinder også hullerne.

Røret er konstituerende for hullerne. – Ikke omvendt.

 

Tag det som et billede på forholdet mellem os, mellem dig og mig.

Det er i relationen mellem os at vi bliver til som du og jeg. – 

Mor og barn.

Far og barn.

De elskede.

 

Vi har mange skilsmisser i Danmark. Det er blevet normalt at gå fra hinanden.

Vi skal ikke kun tælle de formelt indgåede ægteskaber, men alle de brudte forhold.  Begrundelserne er mange. Vi kender dem.

Vi passede ikke sammen. Vi voksede fra hinanden.

I stedet for at være sammen ønsker jeg at realisere mig selv.

(husk papir og saks)

Men det som faktisk sker er, at jeg finder andre at realisere mig selv i forhold til.

Og det er ganske vist. – Et nyt forhold kan kalde noget nyt frem i mig.

Det er forholdet mellem os, der skaber mig og min måde at være til på. 

Vi realisere altså ikke os selv. – Vi realiserer hinanden. 

 

Dette handler ikke kun om kærester og parforhold. – Det handler om det at være mennesker. Og her er det at Gud tilbyder sig. –  Gud er den anden, som jeg står i relation til og som gør, at jeg kan blive  mig. – For han kalder alt det frem i mig, jeg har potentiale og talent. – Alt det som han har skabt mig til at være. 

 

Det er i relationen til ham at jeg kan blive til, som den jeg er.  Derfor skal vi søge Guds rige og hans retfærdighed. Så skal alt det andet gives os i tilgift. Og tilgiften er, at vi får skænket os selv, som dem vi er,  i fællesskab med Gud og mennesker. Vi lever ikke for sig selv og ikke dør for os selv….. og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd. Du som var er og kommer som en sand treenig Gid, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.