7. søndag efter Trinitatis

v/ Johs Kühle

Det er sjovt at klatre i træer. 

Det var det, da jeg var dreng.

Vi havde et stort lindetræ i haven.

Hvis man var stor nok, kunne man lige nøjagtig nå i de stor grene som voksede ud i alle retninger. – Var man først oppe kunne man kravle flere veje.

Vi kaldte dem hovedvej 1, 2 og 3. 

Når man kravlede op af 3.eren, som var den farligste, kom man så højt op, at man kunne se ud over hele byen. – Ligesom fra kirketårnet.  – Flot. 

 

Det tænker jeg altid på, når vi synger: Lad os lege i livstræets krone / så  føler man, at livet er stort / og skuer de blå horisonter / og himmelhvælvingens port. 

Vi sansede den store udsigt til alle sider – og fornemmede de blå horisonter og himmelhvælvingens port. -  Det er stort at lege sammen i livstræets krone. 

 

I dagens historie kravles der også i træer. Men noget er helt forkert. Det er en voksen mand, der kravler. Han er ikke sammen med nogen, og han leger heller ikke. 

 

Zakæus hed han. Han var en lille fyr.

Han havde ellers gjort det godt, skulle man tro.

Han havde fået en stilling i staten og var blevet tolder. Overtolder.

Han var ganske vellønnet, for han sørgede for at tage rigeligt i afgift, når folk skulle passere hans toldsted. – Det var helt i orden for statsmagten, når bare de fik deres.  

 

Men efter nogen tid mærkede han, at noget var galt.  Det var ikke så godt alligevel.

Han var ikke velset.   De andre sagde ikke noget til ham. De hilste ikke på ham – talte ikke med ham og gik helst over på det andet fortov, når de mødte ham på gaden. 

Han fik ingen invitationer. Havde ikke nogen at være sammen med.

Så det hænger ikke sammen for Zakæus. – Han er rig og ensom

 

Så kommer Jesus til byen. Den berømte profet fra Nazareth.  Rygterne kom først. Folk stiller op på gaden. – Der var mange, for alle ville gerne se profeten og måske blive vidne til noget stort, svarende til alt det man havde hørt om ham. 

Zakæus vil også gerne se. Men han var lille og de vil ikke lade ham komme forbi. 

Han er udenfor.  Børn fik lov til at komme i første række. Men ikke Zakæus. De rykkede tæt sammen, skulder ved skulder og lod ham ikke passere.  Det kunne sikkert kaldes mobning. Selv tænkte de, at det havde han selv været ude om. 

 

Og så begår Zakæus sit livs bommert. 

Han kravler op i et træ for at være med på en kigger. – han tror han er skjult i træets krone. Tænker vel at alle ser efter Jesus og ikke efter ham. 

Så kommer Jesus. Han stopper op.  Lige ved Zakæus´ træ. Og så ser Jesus op.

Og lige med et kan alle se, at der sidder Zakæus.

Den lille rige overtolder sidder i træet som en anden skoledreng.

 

I dette øjeblik har Jesus en enestående mulighed for at kalde latteren frem hos alle.

 – Hvem er dog det, der sidder der. – Hvem er det,  der er begyndt at lege fugl og bygge rede. – Gad vide om han kan flyve…..

 

Alle ville kunne slå sig på lårene af grin over denne mand, som arbejdede for den romerske besættelsesmagt. Historien ville kunne bruges hver gang, de skulle passere toldboden. – Nå Zakæus, hvordan går det med flyvning.  Zakæus ville for altid have mistet al respekt og autoritet. 

 

Men Jesus har gennemskuet situationen.

Han ser mennesket. Det fortvivlede ensomme menneske, som har mistet sin selvrespekt. Og nu er havnet i en umulig situation, hvorfra der ingen vej frem er.

Og så sker det helt overraskende. 

Jesus inviterer sig selv og sine disciple til middag hos Zakæus.

Zakæus griber den uventede chance og byder straks Jesus velkommen. 

Men folk skumler og siger:  Se han er gået ind som gæst hos en syndig mand. 

 

Jeg forestiller mig, at både borgmester og synagogeforstander står for enden af hovedgaden, klar til at tage mod den berømte gæst i deres by.

Men de forregnede sig. – Jesus valgte den foragtede tolder som havde solgt sin jødiske sjæl for pengenes skyld. – Se, han er gået ind hos en syndig mand. 

 

Og ifølge Lukas er Jesu besøg i Jeriko sidste stop før Jerusalem, hvor Jesus selv løb ind i en mur af foragt og fordømmelse. Det går ikke ustraffet hen at træde på folk med fine fornemmelser om sig selv.  

 

Jesus valgte altså Zakæus. Og virkning var til at få øje på. 

Zakæus vender fuldstændigt, som på en tallerken. 

Hvis han før havde været en grisk tolder, der kun tænkte på at tjene så meget som muligt for sig selv, så bliver det nu lige modsat.

Han beslutter at give halvdele af sin ejendom til de fattige.

Og han vil betale firdobbelt tilbage til dem, han har bedraget.  

Han som før var rig blev nu fattig.

Det var ikke noget han blev tvunget til. Det var noget han gjorde af fri vilje.

Han vidste, hvad det var at være rig, ensom og foragtet.

Og nu valgte han at blive fattig ligesom mange andre.

Til gengæld blev han rig på en anden måde. – Rig på respekt og værdighed.

 

Han var blevet set. Jesus gennemskuede ham. På den gode måde. – Så ind tværs gennem alt det ydre, facade, påklædning, status, omdømme.  Han ser ikke kun som andre ser.  Han så ikke kun manden i offentlighedens gabestok. 

Jesus så mennesket indeni. Han så Zakæus, som det elskede menneske, som Gud har skabt i sit billede.  Jesus så Zakæus som han er, inderst inde. 

Han så ham med den kærlighed, som Jesus har fra Gud. 

 

Her er forandringens mulighed. Her kan noget nyt kan blive til. – Nemlig i mødet med et andet menneskes anerkendelse og kærlighed. Det begynder med anerkendelse, og kærligheder. – Forandringen kommer efter.  Rækkefølgen er vigtig.

 

Hvis de gode gerninger for at blive anerkendt var det første. – Så er det jo ikke mig, som bliver elsket. Så er det mine gerninger, der bliver værdsat. – Det er påtaget og ikke helhjertet. Det giver ikke glæden ved at være elsket, som den jeg er, inderst inde. 

Den vej fører kun til mere aktivitet i forsøg på at opnå den andens kærlighed. 

Den gode gerning har en en skjult dagsorden. – Og er derfor dømt til at mislykkes. 

 

Nej det er modsat. – Værdigheden og kærligheden kommer først. I det lys kan jeg blive mig selv, spejle mig som den jeg er. – Og det kan frigøre mange ressourcer, som kan folde sig ud i både glæde og virkelyst. Til gavn og glæde for alle. 

 

Hvorfor ikke lade denne prædiken slutte med en overvejelse. – Er du den du er? – Har du fundet dig selv og hviler i dig selv, så du sprudler af glæde og virkelyst?

Eller prøver du at tilpasse dig den rolle, du tror, de andre forventer af dig? 

Jeg tænker ikke på din arbejdsplads. For der forventes naturligvis noget af dig. Det er du ansat til. Og derfor får du løn. – Det er ok. – Sådan er det alle steder i det offentlige, i foreninger, klubber, kirker og hvor vi ellers er med som medlemmer.  

Nej jeg tænker på det, helt privat, inderst inde?  Er du den du er? – Hviler du i den værdighed, som du vitterligt har som menneske? – Eller forsøger du at lave dig om til noget, du ikke er?  Er du fanget af noget, de andre vil ha´ af dig?

Spørgsmålet er vigtigt. Og svaret kan ikke gives fra en prædikestol.

 

Svaret må hver enkelt søge i forholdet til Gud. – For det er jo ham, der genskuer mig og ved, hvad der bor i mig. Han har selv skabt mig og har ved dåben erklæret sin evige kærlighed til mig. Og har givet mig håbet om en fremtid uden ophør i kraft af Jesu opstandelse fra de døde. Jeg behøver ikke at skabe mig. – For jeg er jo allerede skabt. – Jeg behøver ikke at opføre mig, som om jeg er ude af mig selv. 

For jeg har muligheden for at blive mig selv i kraft af hans kærlighed. For han ser mig og kender mig

 

 og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet far første begyndelse nu og i al evighed.  Amen