Konfirmandtale, Privtskolens 7Y

Lørdag den 6. maj 2017 kl 10, v/ sognepræst Johs Kühle

 

Lad mig begynde med et spørgsmål.

Hvilket bjerg var det højeste i verden før man opdagede Mt Blanc?

Det var Mt Blanc. Det har jo været der hele tiden. Også før man opdagede det. 

Sandheden afhænger ikke af hvad jeg synes, hvad jeg føler, af mavefornemmelser.

Der er kun en sandhed. – Alt andet er usandt.

Her er en kvittering på at du har vundet de 100 kr. -  få dem bagefter. 

 

Vi er i dag samlet om den kristne tro. Der er en sandhed.

Og det er Jesus, som om sig selv siger, jeg er vejen, sandheden og livet.  

Og sandheden er, at Jesus er Guds Søn. Han kommer fra Gud, han er Gud, som blev menneske, nemlig Jesus fra Nazareth, søn af Josef og Maria.

 

Det troede ypperstepræsterne farisæerne og de skriftkloge ikke på. 

De troede på Gud. De håbede, at han ville sende sin søn og blive konge, blive den Messias, som skulle genoprette kong Davids og Kong Salomons store rige.

Men de troede ikke, at Jesus var denne Messias. 

For det kunne ikke passe, at Messias var ligeglad med loven og retfærdigheden. 

Når han brød sabbatten og helbredte de syge. 

Når han mødte toldere og syndere med tilgivelse, forsoning og fællesskab. 

De mente, at han handlede direkte mod den Gud, som de troede på, som belønner mennesker, som gør det rigtige men straffer dem, som forbryder sig mod Guds vilje.  

 

Disciplene havde det også svært med troen på Jesus som Guds søn.

Fra begyndelsen var det let nok. – Det var stort at følge ham og opleve alt det spændende, som skete, når mennesker kom til Jesus og fik hjælp til det som var svært. - Brød til de sultne, fest for de fattige, helbredelser af både hjerte og krop. 

Det var let at fejre hans triumf, da han red ind i Jerusalem til påskefesten.

Det var skønt og herligt lige indtil skærtorsdag aften, hvor Judas forrådte ham, Peter fornægtede ham og de øvrige stak af, da Jesus blev arresteret, dømt og henrettet. Hvorfor kæmpede han ikke?  Hvorfor gjorde han ikke modstand? Hvorfor greb Gud ikke ind?  Der er da noget helt galt. At Guds søn skal lide en forbryders død! 

Thomas kunne ikke tro det. – Kan ikke tro, at Guds skal lide og død. Og selv da de andre disciple siger, at Jesus er opstået og de har set ham, så nægter Thomas at tro det.  Hvis ikke jeg får lov til at stikke fingeren ind i sårene, tror jeg det ikke.

Hans problem er ikke opstandelsen. – Men det er det, at Gud lader sin søn lide og dø. 

Hvis ikke jeg får lov at stikke min finger ind i sårene, tror jeg det ikke!

Paulus troede heller ikke på det. -  Han var en ung rettroende jøde, som stod for den hårde linje, som var blevet lagt af ypperstepræsterne og de skriftkloge.

Derfor var det helt uacceptabelt, at disciplene gik rundt og missionerede for Jesus og hævdede, at han var opstået fra de døde. 

Han dannede en gruppe, som nærmest valgte at føre hellig krig mod de kristne. – En slags farisæisk jihad. Og det varede lige indtil det øjeblik, hvor Jesus selv viste sig for ham i et syn.  – Hvorfor forfølger du mig, spurgte den opstandne Jesus ham. 

– Og så vendte det hele naturligvis i hovedet på den unge Paulus, 180 grader.

For så var det jo sandt, at Jesus var Guds søn. 

Det var sandheden, at han gennem lidelse og død havde besejret ondskab og død. 

Når det var sandheden, så var alt det, som Paulus havde troet på forkert, løgn.

 

Spørgsmålet om sandhed og løgn er i dag stadig aktuelt. Mere end nogensinde måske.

Vi prøver at bruge vores fornuft og tænke logisk. 

Videnskaben har bevist at…….. bla…….

Forskningen er noget frem til det resultat at bla

Statiske undersøgelser som er blevet lagt frem i en rapport peger på at bla bla.  

Sådan har det været længe.

- Vi lære i skolen at bruge vores forstand og tænke sig frem til sandheden.  

- Nu er det blevet moderne at supplere med sine følelser og fornemmelser i maven.

- Hvis man er uenig med andre og deres gode argumenter, kan man bare sige, ja, det synes du, men jeg synes noget andet. – Og jeg har lige så meget ret til at synes noget, som du har. – Min mening er lige så god som din! 

Og i dag går det rigtig stærkt. – Før havde man TV og aviser, hvor man skulle dokumentere sine synspunkter. – Et af programmerne hedder detektor. 

Men det tager tid at undersøge og kontrollere, hvad der er sandt og falskt.

Og det kan man slet ikke nå i en verden, som kommunikerer på de sociale medier.

 

Nyheder behøver ikke at være sande.  De kan være Fake News.

Verden rundt er det blevet tydeligt, at man kan lyve så det driver. – USA's nyvalgte præsident har givet stødet til, at vi på en ny måde er ved at opgive sandheden som målestok for noget som helst. – Sandheden er det, som jeg synes er sandt. 

Det har fået Time magasin til på sin forside med blodrøde bogstaver at skrive: Sandheden er død.

 

Men er det rigtigt? – Er det nu sandt, at der ikke er nogen sandhed.  

Er det, jeg synes, det jeg tror, det jeg mærker som sandt - er det sandheden??? 

Det mener jeg ikke. – Jeg tror, der er en sandhed, som jeg ikke bestemmer over. 

Og som argument for det, vil jeg fortælle historien om Den vise kong Salomon i Det gamle Testamente. Han var både konge og dommer. Man kunne komme til ham og få afgjort, hvem der havde ret, når man havde en twist, et opgør med hinanden.

2 kvinder kom en morgen til hans slot. De hylede og skreg. Med sig havde den ene et nyfødt barn. – De blev ført frem for Salomon.  Han bad dem tie stille, så han kunne høre, hvad det handlede om.  Og så fik den ene kvinde ordet.

Hun fortalte, at de var lige gamle og altid havde været sammen, i kravlegården, legestuen, børnehaven, skolen.  Som voksne havde de boet i den samme lejlighed og sovet i det samme værelse. De havde også haft de samme kunder og var blevet samtidigt gravide. – De havde født samtidigt og passet deres babyer i samme rum.

Men i nat havde hende den anden lagt sit barn ihjel. Da hun ikke kunne bære det, stod hun op midt om natten og tog mit levende barn men lagde de døde baby i min favn.  Da jeg vågnede i morges, var babyen i mine arme død. Jeg blev ked af det. Men så opdagede jeg, at det døde barn ikke var mit. –  Giv mig mit levende barn tilbage!

Den anden kvinde fik nu ordet. Hun fortalte den samme historie om at de havde været sammen, samme barndom, samme kunder, samme fødsel. – men alt det om, at jeg skulle have ligget på mit barn, så det døde - det passer ikke. – Det har hun fundet på, fordi hun vil have mit barn. Hun kan ikke klare at hendes egen barn er død.

Stop!sagde kongen. – Så bad han 3 soldater træde an. De to skulle holde barnet i ben og hoved. Og den tredje skulle hugge det levende barn midt over.

Ja, råbte den ene, det er retfærdigt og rimeligt.  

Nej, råbte den anden. – Det må ikke ske…. Så er det bedre, at barnet får hende som mor. For barnet skal leve.

Nu vidste kongen, hvem der var den rigtige mor.  Nemlig den kvinde, som ønskede, at barnet skulle leve.  Det var sandheden.

Historiens pointe må være, at sandheden hører sammen med kærligheden. Og kærligheden vil altid livet. Ikke blot mit eget liv. Men de andres liv. Vores fælles liv. 

Det er en sandhed, man ikke kan bevise. – Her skal der tro til. Her skal der hjerte til.

Nogen mener, at sandheden handler om mig og mit. Jeg skal gå efter min egen fordel. Som naturvidenskaben siger:  Survivel of the fittest. Det er anderledes for den kristne tro. Her handler det ikke først og fremmest om mig og mit. Men om dig og dit. 

Sådan var det for Jesus. Som Guds søn. – Han gik kærlighedens vej. Også da den blev smertefuld og ond. Det kostede ham livet ikke at bekæmpe sine modstandere med vold. Det døde han af. Men Gud oprejste ham fra de døde. Derved er både han og kærligheden levende. altid. – Det er sandheden. Som han selv siger: Jeg er vejen, sandheden og livet og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.