Midfaste søndag den  26. marts 2017 v/ Gurli Møller Andreasen

Midfaste søndag 2017

Joh. 6, 1-15

Salmer: 743, 31, 41, 320, 208, 697

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

I evangeliet i dag hører vi om et brødunder. Jesus bespiser en tusindtallig skare med 5 brød og to fisk. Et under, hvor der på forunderligste vis bliver mad nok til alle. 

Men hvad betyder det egentlig for os i vores tid at høre det?

Her i Danmark er vi i disse år ved at lægge de sidste generationer i graven, der har oplevet decideret mangel på mad.  Erfaringen af virkeligt at mangle mad og ikke vide om man kan spise sig mæt er ved at svinde ind - i vores hjørne af verden i hvert fald. Og det er jo kun godt. 

 

Men betyder det, at vi har mistet fornemmelsen for mad, for brød som en gave, - har maden og muligheden for mæthed for os det skær, måske det vi kunne kalde den hellighed, som tidligere generatioener har haft for sig, når de satte sig til bordet?   Det har den nok i ringe grad.
Mad og mæthed er blevet  profaneret kunne vi sige. Fornemmelsen for mad som noget givet og helligt er i noget omfang blev erstattet af overforbrug, overindkøb og overspisning. Det er altid rart at have lidt ekstra i køleskabet eller i fryseren,  tænker vi, for hvis nu… 
De fleste af os går i en evig kamp mod de ekstra fedtlag, der uønsket vil sætte sig på vores sideben. 

Men der er mod-reaktioner i gang: ”Bekæmp madspild”- en bevægelse er opstået, som arbejder for at bekæmpe madspild i både de forretninger, der smider tonsvis af mad ud, fordi de fik  indkøbt mere, end de kunne sælge til rette tid, og også  bevægelser for at bekæmpe madspild fra både offentlige og private husholdninger. 

Gode bestræbelser, som ikke kun sker for at spare penge men også med genfremkaldelse af de sidste rester af fornemmelse for, at mad har en for vigtig rolle i vores liv til at det kan smides ud.  

Samtidig med at vi i vores del af verden bøvler med at undgå at vanhellige maden ved at overforbruge og smide væk, er der netop i disse uger meddelelser om, 

 

at en meget stor og gennemgribende sultkatastrofe er på vej i nogle afrikanske lande, og der må handles hurtigt og resolut, hvis ikke hundredetusinder skal dø af sult i den kommende tid.   

Det er for os en fuldstændig pinlig og barok situation, vi står i, at mens vi må anstrenge os for ikke at bruge og skaffe os for meget, kan andre ikke, selv om de anstrenger sig nok så meget, skaffe nærende mad nok til deres børn.

Tilbage til evangeliet i dag om Jesu brødunder blandt de skarer, der var fulgt med ham ud i det øde uden at tage mad med: vi forstår, kun hvad der er på færde, hvis vi genkalder os fornemmelsen for mad og brød som noget ikke- selvfølgeligt. Kun da begriber vi lidt af, hvilken stor gave, det var, at de mange tusinde alle kunne blive mætte den dag. De mange sultne oplevede at blive mættet af Jesus.
Johannes  fortæller om brødet og underet med det i Jesu hænder, men når han fortæller det, er det dog  for at fortælle om noget  endnu mere end brød. For at fortælle os om, at Jesus med sin velsignelse mætter os for andet en brød- sult, ja mætter os for sult efter mening,  efter liv og ånd i livet.   En sult, som er lige så gennemgribende og afgørende i vores liv, som sulten efter mad. 

Som det siges i den gammeltestamentlige læsning, vi hørte i dag fra 5. mosebog: Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. 

 

Hvis vi prøver at se sceneriet for os: en tusindtallig skare af sultne mennesker på en grønsvær og midt i det står en lille dreng med fem brød og to fisk i hånden.

Men hvad er det til så mange?

Det er som et sindbillede på den tilstand, vi altid er i, når vi står i uoverskuelige situationer:
Når vi står med det slatne salathoved i hånden, vi vil smide ud og tænker på de tusinde sultne i Afrika.    

Når vi står hos en ven, der har mistet en elsket og sørger, og ikke vi har de perfekte og forløsende ord at sige til hende eller ham om det.

Når vi har et projekt eller en opgave foran os, som vi kan se konturerne af, hvordan må være, men ikke synes vi har tilstrækkeligt at bidrage med, for at det bliver til noget. 

Hvad er det til så mange? 

Men Jesus tager det i hænderne og velsigner det og deler det ud.  Og alle bliver mætte. 

Det er et under, men det egentlige gennemgribende under er de tolv kurve, der bliver samlet ind af brødrester. 

12 er det fuldendte tal: Israels tolv stammer, 12 disciple, 12 måneder i et år 

Hvis man ser kunstneriske fremstillinger af den fortælling her, så har de fleste billeder  de 12 fyldte kurve stående i forgrunden. De er det egentlige under: at der bliver overflod ud af det, der bliver givet og delt.  

Det er sporet af Guds rige, af det fuldendte; den fuldendte situation af ikke-mangel.    

I Jesu hænder sker der det, at dér, hvor brødet bliver delt ud, bliver der mere af det.
Og I Jesus sker der det, at dér hvor livet bliver delt, bliver givet, bliver der mere af det.

Hvad er det til så mange ? 

Hvad er vores håb, vores tro vores kærlighed over for verdens uretfærdigheder, krige, sult, terror og katastrofer. Hvad er det over for vores egne personlige kampe og ulykker?

Med Jesu velsignelse og Jesu liv, bliver der givet os en overflod, som vi kan leve af.

” Påsken, jødernes fest var nær” med denne oplysning indleder Johannes sin fortælling af denne beretning.  Det er ikke en tilfældig tidsangivelse. Det er angivelsen af, at vi skal se hele denne beretning i lyset af påsken og påskens begivenheder.  

Denne beretning er ikke henlagt til skærtorsdag, alligevel så kan vi sige, at den  bidrager med brikker til indholdet af skærtorsdags brødsbrydelse: at Jesus giver sig selv, sit eget liv og det kommer  mennesker til gode i brødet, der brydes og deles som hans krop.

Bagefter var der nogen, der ville gøre ham til konge. ”Brødkonge” kan vi sige.  Og selv  om vi  altid vil længes efter brød- konger, der kan sætte en endelig stopper for al sult i verden, så var det ikke den slags konge  Jesus ville være. Han trak sig tilbage fra mængden. 

Det, som Gud giver os i Jesus er livets brød.  

Denne lille beretningen fortæller os om Guds rige og giver os livets brød: at i Jesu hænder, igennem Guds magt kan en lille bitte smule blive til den fuldendte overflod af mening og kærlighed og mæthed. Ja i det liv, som Jesus gav og giver, sker der det helt forunderlige, at overhovedet ingenting bliver til noget: at død bliver til liv.

Troen på det er det livets brød, vi skal leve af.        

Hvad så med de fattige og sultne? 

Ja dem må vi tage os af, for Gud giver os det brød, som skal bygge os op til at få fantasi, evner, vilje og veje og håb til at gøre noget ved det.  

For det siger vi 

 

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.