Påskedag 2017
Prædiken v/ Johs Kühle

 

Både Jøder og kristne fejrer påske.

Jøderne fejrer befrielsen fra slaveriet i Ægypten.

De kristne fejrer befrielsen fra syndens og dødens regime ved Jesu opstandelse. 

For jøderne er det en fest for begivenheder, som skete i fortiden. 

For kristne er det en fest for begivenheder, som skal ske i fremtiden.

For jøderne er det historien om udvandringen, som førte dem til det forjættede land. 

For de kristne er det håbet om en fremtidig virkelighed, som ikke er indtruffet endnu.  Med en eneste undtagelse: Nemlig Jesu opstandelse fra de døde. Men det er også afgørende. Med den er fremtiden begyndt. En fremtid, som venter os forude. 

 

Det er som med påskeliljen, som springer ud i disse dage og med sine gule, hvide og grønne farver bringer bud om det kommende forår på trods af vind og kulde.

 

Og som med solsorten, som synger sine smukke sange morgen og aften. 

Selv er den hel sort, ligesom det mørke natten bringer. Men med sit gule næb synger den om solen og om lyset på en måde, som varsler den kommende dag.

 

Som påskeliljen og solsorten er tegn på den kommende tid, er opstandelsen tegn på den fremtid, som kommer med Guds rige, hvor døden ikke er mere, eller sorg, eller skrig eller pine. For Gud selv tager bolig midt i blandt os og alle bliver alt i alle. I Guds favnende kærlighed. Som han selv siger: »Se, jeg gør alting nyt!«

 

Før jeg kan gå videre, er jeg nødt til at komme med en indrømmelse. 

Jeg er ved ikke hvad opstandelse er.  - Ikke sådan rigtigt, for jeg har ikke prøvet det.

Jeg ved heller ikke, hvad død er. - Ikke sådan rigtigt, for jeg har ikke prøvet det. 

 

Jeg ved det godt på afstand.  Fra dem jeg har kendt. Min far, min mor, min bror, mine svigerforældre, mine svogre, mine kollegaer og venner.

Jeg ved, hvordan det er at mærke en død. 

Og jeg ved også, hvordan man har det bagefter.

De er her ikke. Ikke som nutid. Ikke som personer jeg kan dele noget med. De mangler og er kun med som erindring, som minde, som fortid.

 

Trods dette ved vi ikke selv, hvad hverken død eller opstandelse er. Og det gjorde de tre kvinder heller ikke, som påskedags morgen gik ud til Jesu grav.

De ville vise ham den sidste ære. – Men da de kommer ud til graven er stenen væltet fra og den korsfæstede er der ikke. Resultatet bliver, at kvinderne flygter bort fra graven og siger ikke noget til nogen. 

Det de oplevede var ikke af denne verden. – For i graven sad der en ung mand i hvide klæder. Hvem han var, ved vi ikke. Han har ikke noget navn. – Han bliver ikke omtalt sammen med Peter og Paulus, som jo nævnes som opstandelsesvidner. 

Det er ikke ham men budskabet vi skal lægge mærke til. Han er Guds sendebud:

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud  for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Jesus har lagt en besked til dem. Den er: Han går forud for jer til Galilæa. Så det må være det absolut centrale, vi skal lægge mærke til. – Det første han siger, er:

 

1. Han går. - En død går ingen steder. - En død bliver båret, bliver lagt, bliver begravet. En død gør intet. Det sidste skridt er gået. Det er slut. Men Jesus går.

 

2.  Han går forud …

Gad vide hvad der menes. – Er han på vej til Paradis, til de evige boliger, et eller andet sted i en eller anden parallelvirkelighed. – Sådan som nogen tænker om døden. Kroppen bliver til jord. Men ud af det åbne vindue på sygestuen flyver sjælen ud i det fri. - Ud i universet til en anden planet, eller som en stjerne, der blinker til os. - Ud i en anden dimension, Eller ind i dette liv igen som en sjæl der re-inkarnerer sig i en ny krop og tager en tur mere, som menneske eller som et dyr, alt eller fortjeneste….

 

3. Men det er ikke sådan for Jesus:  Han går forud til Galilæa…

Vi kan godt glemme alle de luftige tanker om den frigjorte sjæl, som har sit eget luftige liv. Jesus er på vej til Galilæa.  Det er et sted her på jorden. – Det er i denne virkelighed, hvor vi har levet vort liv. – Det er Galilæa, der er mødestedet.

 

4. Han går forud for jer til Galilæa. 

De lod ham i stikken. Men han vil gerne møde dem, alle sammen, også Peter. – På trods af svig og svigt. Fællesskabet består. Som det siges af Paulus i Romerbrevet: Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

Heller ikke det som skete Skærtorsdag og Langfredag. – Fællesskabet består. Det er den nye pagt ved mit blod.  Den holder trods alt.  Intet kan skille os.

Han kan møde os. Fordi han er opstanden, og han vil også. På grund af kærligheden.

 

Herved er Fremtiden er åben. Døden er ikke yderste grænse.  Hverken for Gud eller mennesker. Dødens magt er punkteret. Guds skaberkraft er stærkere. 

 

Og så skal vi bemærke, at den korsfæstede og opstandne Kristus er den samme. 

Tømrersvenden fra Nazareth er den samme som den opstandne Jesus.  Han vil møde sine disciple på hjemmebane, i denne tilværelse, på denne gudsskabte jord, i den fremtid, som Gud vil give os.   

 

Også Budskabet er det samme. Jesus forkyndte, at Guds rige er kommet nær og opfordrede folk til at omvende sig og tro. At omvende sig er at vende sig 180 grader og orientere sig efter det Guds rige, som er i frembrud.   

Vi skal vende os bort fra fortiden og se fremad, mod den fremtid, som trænger sig på med Guds riges komme. Sådan som han har lært os at bede:  Komme dit rige. 

Det kommer ikke fra fortiden. Derfra kommer ingenting. Fortid er den tid, som ikke er mere og aldrig kommer tilbage. Guds rige kommer i fremtiden og er med Jesus kommet nær, ja er brudt frem med hans opstandelse fra de døde.  

 

Der er utrolig meget, vi lader fortiden bestemme

Fremtidsforskere beregner udviklingen ved at fremskrive tendenser i fortiden.

Naturvidenskaben forklarer alt ud fra loven om årsag og virkning. 

Psykologien bruger erfaringer af godt og ondt fra barndommen til at forklare os, hvorfor vi har det, som vi har det i nutiden.  

Summa summarum. Vi er i fortidens vold, som var det en skæbne, vi er underlagt og ikke kan gøre os fri af. Vi er som sat i fængsel og forudbestemt os til en fremtid som er i lommen på en fortid, som ikke er her mere og aldrig kommer tilbage.

Hvis man er middelmådig, så bliver man nok ved med at være middelmådig.

Hvis man er taber, så bliver man nok ved med at være en taber. Osv osv. 

 

Der er en anden mulighed.  

Man kan lade sig bestemme af sin fremtid. Af det vi skal blive. 

Hvis du skal op til en stor eksamen, skal du ikke huske på de gange, du dumpede. – Husk i stedet på det, du vil med dit liv. – Husk på det, du vil være dygtig til.

På det, du af hjertet ønsker at gøre i dit liv. Det er ud fra dette mål du skal finde motivationen og energien til at arbejde hen imod det hver eneste dag.

Det fik Jesus ikke lov til. – Han skulle stoppes. De gav ham skylden. – Han var årsagen til alt det onde. – Han skulle skaffes af vejen for at de kunne de få det godt igen. Med hans død triumferede vanetænkning, traditionalisme og jantelov.

Der er ikke noget nyt under solen, som der står der i prædikerens bog. 

– Og det skal der heller ikke være, fortælles der med de 3 kors på Golgatha. 

Men nu er der nyt under solen. – For Gud skaber. Han kan gøre alting nyt. Han har oprejst Jesus fra de døde. Han er den første. – Herefter skal vi følge. – For vi er som kristne vi genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Det er vores dåbsgave. Det er en gave som fortæller os, hvad vi skal blive. 

Se ikke på livet som det var, det det kiksede, da vi svigtede og alting blev uoverskueligt, håbløst og trist. – Vend dig om og se frem til, hvordan det vil blive, når Guds rige kommer. – Når Guds kærlighed breder sig som ringe i vandet. Når tanken om frihed og forsoning bliver en tillokkende mulighed for fællesskab. – Når vårens spirekraft får styrke til at overvinde sygdom, forurening og destruktion. 

Jeg tror, der er en plan. En masterplan. Han har skabt verden i kærlighed. Han lader den ikke gå til i terror, klimaforandringer og totalkrig. Han har et andet mål. I Guds rige er der plads til os alle, fra syd og nord fra øst og vest. Vi skal være sammen, forsonede og glade med Gud selv som del af fællesskabet.  

Det er ud fra denne evige fremtid Gud påvirker udviklingen i nutiden. Fra Guds rige og ind i denne verden. – Gud vil skaber verden forfra – ud fra det som verden skal blive til. Og med opstandelsen fra de døde er denne fremtid blevet til virkelighed nu. – og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.  Amen.