Søndag seksagesima

Jeg begynder denne prædiken med at tale om længsel og om håb.

Det er noget vi er født med. 

Vi kan ikke klare os selv.

Andre skal være der for os og dække vore behov.

Kroppens behov for mad og drikke.

Sjælens behov for omsorg og nærvær.

Åndens behov for kærlighed og mening. 

Når vi får det, vi mangler til krop, sjæl og ånd, bliver vi glade.

Sådan måtte det gerne være. Men sådan er det ikke. - Ikke altid og ikke hele tiden. 

Derfor må vi lære at leve med sorg og savn. – Over det vi ikke kan opnå.

Derfor er vi ikke altid glade. Men vi har ikke glemt glæden. – Vi længes efter den.

Og det gør på mange måder.

Man kan længes efter vår og sommer.

Man kan længes efter weekend og ferie.

Man kan længes efter at få besøg af sine børn og børnebørn.

Man kan længes efter at få en kæreste.

Længsel kan være positiv følelse, som en søgen efter det, vi mangler.

Det ligner den nysgerrighed, som driver os til at gå på opdagelse i tilværelsen.

Barnet undersøger alt, først med munden, så med øjne og hænder, alt som er indenfor rækkevidde. I køkkenets skuffer og på stuens reoler. 

Den unge søger ud i verden mod nye bekendtskaber og sociale sammenhænge.

Den voksne ser ud over horisonten og op mod bjergene og undrer sig på, hvad man får at se, - over de høje fjelde, og drager afsted.

Hvis mennesket ikke havde denne søgen i sig var der aldrig kommet over alperne.

For hvorfor skulle man dog give sig selv besvær og strabadser, når man nu havde det hele nede i Italien, rigeligt med mad i et behageligt klima. 

Men vi har alle en søgen i os, så man næsten skulle tro at det ligger i generne.

Og det er ikke så underligt, kan man sige, for når vi tror, at Gud har skabt mennesket til fællesskab og glæde, så kan glæden først blive fuldkommen, når vi er sammen med Gud: Intet menneske er som en ø, isoleret for sig selv. Der er broer, der knytter os sammen. – Også en bro til Gud.  

Længsel kan også en negativ og intimiderende følelse, som gør mennesket ufrit og handlingslammet. Det kan være et barn på lejr, som savner sin far og mor på en måde, så det slet ikke kan tage del i de andre børns leg og glæde. Hjemvé kan være en destruktiv følelse, som kan afstumpe et menneske og fjerne det fra glæden.  

Det samme kan længslen efter en kæreste. Man kan længes så meget og så intenst at det erobrer både krop, sind og sans. Som brændes man op af en uudslukkelig ild.

Det er vel også derfor, at vi holder længslen i kort snor. Vi prøver at begrænse den med alt det, som er indenfor rækkevidde. 

Længslen efter fællesskab og kærlighed dækker vi med forbrug som mad og drikke. 

Længslen efter mål og mening dækker vi med villa, volvo og vovse. 

Længslen efter evigt liv dækker vi med sport og besøg i fitnes centeret. 

Længslen er drivkraften i vor søgen efter glæden.

Længslen vokser ud af vores behov og det vi mangler, til legeme, sjæl og ånd.

Men længslen kan ikke levere det, vi i virkeligheden søger efter.

Nu vil jeg tale om håbet. Ligesom længslen er håbet en drivkraft, som får os til at søge ud over os selv. Der er stærke kræfter på færde i håbet. Det er robust og holdbart. Det tåler modgang i en grad, som overgår al forstand. Det har mange oplevet hos et medmenneske, som har levet med en livstruende sygdom.  Håbet er forbløffende sejlivet. Trods dystre diagnoser og nedslående undersøgelser er vi i stand til at konstruere håb på stadig nye måder. Engang sagde man, at så længere der er liv, er der håb. – Men mange er tilbøjelige til at vende sætningen og sige: 

Så længe der er håb, er der liv. For håbet er det, som holder os til livet.

Forleden læste jeg i et interview kristeligt Dagblad med chefredaktøren af det nye digitale avis Zetland Lea Korsgaard. Hun fortæller, at hun aftenen efter det amerikanske præsidentvalg fulgte stemmeoptællingen på TV.  Som natten skred frem, stod det stadig tydeligere klart, at Trump og ikke Clinton ville blive den kommende præsident. Hun skriver:  Jeg havde en følelse af, at den faste grund under fødderne skred væk under os, der tror på den oplyste verden. Da hun kom i seng kunne kun ikke sove. ”Adrenalinen pumpede, og jeg sad og tænkte på, at den sol, der var ved at stå op, stod op over en helt ny verden”. Hun følte at verden var af lave.

Og det må vi i sandhed erkende. – Politiske ledere overalt i verden er ved at dreje hovedet af led, for at finde ud af, hvor man skal se hen og hvad man skal orientere sig efter. Falske nyheder, alternative sandheder, brud på indgåede aftaler, tvetydige politiske signaler, fjendtlige udtalelser og mistillid til samfundets bærende konstruktioner, har fyldt nyhedsmedierne lige siden præsidentskiftet.   

- Til sidst ringede Lea Korsgaard til sin far: ”sig noget, der kan trøste mig”.

Han svarede hurtigt med ord som grebet ud af den blå luft: 

Et kristent menneske er forpligtet til at håbe. 

Den sætning kan vi godt dvæle lidt ved.  ”Det er en kristen pligt at håbe”.

Den blive sagt i en situation, hvor fortvivlelse og modløshed er ved at få overtaget.

Valgresultatet kom som et chok, der som en mavepumper tog pippet ikke bare fra Zetlands redaktør, men fra en hel verden, som har troet på tillid, fællesskab og samhørighed som grundlæggende værdier i vores demokrati.

Husk håbet. – Ikke hvilket som helst håb.  Men det kristne håb. 

Det er det håb, som er knyttet til Kristus. Det er ikke noget, du skal konstruere i dig selv. – Ikke noget du skal hive frem fra dit eget indre, hverken fra følelsesliv eller spiritualitet. – Det kristne håb er givet med Jesus og hans opstandelse fra de døde.

Derved overvandt han alle destruktive og livsødelæggende kræfter og lagde døden bag sig. -  Han tog dens brod og knækkede dens styrke. – Her er kernen og kraften i det kristne håb. – Og det har du fået i din dåb. – Hvor du blev genfødt til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. 

Som Kim Larsen har sunget:

Har du husket det gyldne håb, som du fik i gave, i din barnedåb ( synges ).

Vort håb lever i kraft af det, vi håber på. – Guds rige. Hvor Gud har magten. Hvor hans kærlighed råder. – Det er kommet nær med Jesu fra Nazareth. Han forkyndte det med sine ord og med sine gerninger. Med sin omsorg for mennesker, fysisk, psykisk og spirituelt. Det er på grund af ham, der er kraft og saft i håbet. Det er i kraft af ham, der er noget at håbe på.

Som kristne, har vi pligt til at håbe.  Det lyder måske lidt underligt med ordet pligt.

Håbet er først og fremmest en gave fra Gud til os. Men jeg hører ordene som en opfordring til at bygge på det håb, som Gud rækker os i vores fortvivlelse.  – Vi skal ikke lade os styre af det, som sker lige nu. Vi skal ikke lade os skræmme eller true.

Vi skal bygge på det, som er langtidsholdbart. – Håbet skal downloades fra Guds virkelighed til vores.  Det er ud fra dette, vi får viljestyrke og handlekraft tilbage. 

Jesus kendte til fortvivlelsen. Både fra sine disciple, tilhængere og modstandere.

Det så jo ikke ud af noget. Guds rige. Hele verdens frelser!  Og så en flok fattige, forpjuskede og forkomne tilhængere. Det lignede ikke en magt, der kunne tage kampen op mod de kræfter og den virkelighed, som bestemte verdens gang.

Jesus svarede igen med lignelse om sædemanden. – Der bliver sået. – Det kan godt være, at noget går til spilde. Noget bliver trådt ned og spist af fugle. Andet bliver kvalt af ukrudt. – Og så er der alle de frø som spirer i et alt for tyndt jordlag.

Det kan godt være. Det til trods falder noget i god jord, frø som vokser op og bliver til store aks med mange kerner. Med andre ord. Det vil lykkes. Guds rige vil komme. 

Jeg begyndte med at tale om længsler og håb. Længsler er som behov, noget der kommer indefra og rækker ud af for at blive mødt og tilfredsstillet.

Med håb er der modsat. – Det er en kraft som kommer ude fra og bliver rakt til os, som vi kan tage imod og lade os gribe af. – Det er ordet. Guds ord, som bliver sået i os, downloadet i os. – Det gør det med ordet om Jesus opstandelse og hans sejr over ondskab og død.

Og for det budskab siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.     

 

Lad os bede.

Vor Gud og Far. 

Tak for dit ord, som du taler til os. – Lad det slå rod i vore hjerter, så du lever i os og 

vi bliver et i dig og tjener dig i alle ting. Fyld os med din tro, dit håb og din kærlighed, så livet kan folde sig ud som du har villet det.

Hjælp os til at leve det sammen åbent og tillidsfuldt med respekt for hinandens værdighed og særlighed. Lær os at se forskellighed som rigdom og ikke en trussel.

Tilgiv os, når vi bliver årsag til mistro, skuffelse og håbløshed. 

Du kender os bedre end vi kender os selv. 

Hør os i det vi beder om, når der nu bliver stille. 

 Vær med dem som er truet og trængt af sygdom og smerter, som er fanget af arbejdsløshed og hjemløshed, meningsløshed og savn. Vær med dem, der har mistet og sørger over én de havde kær. Vær med dem som har det svært med sig selv og med andre. Vær lys i vort mørke, så vi ser en vej frem.

Velsign vort land og vort demokrati, lokalt, nationalt og internationalt. Vær med os alle i det vi har ansvar for.  Vær med de mange som er på flugt fra klima-forandringer og krig.

Og vær med dem som undertrykkes på grund af race, køn, kultur og tro. 

Vær med de mange som forfølges på grund af troen på dig.

Vi beder dig for kirken ud over hele jorden, - Vore samarbejdspartnere i Cambodia, Tanzania og Letland og her i vort eget sogn. - Send din Helligånd til os, så vi får mod til at vidne om din tro, dit håb og din kærlighed. - Fyld os med din glæde. Amen.