Søndag septuagesima

Dette er en mønt.  Det er en 20 krone. 

Og her er en brødskive, en oblat.

Mønten er af metal.  Den ene side viser et billede af Dronning Margrethe, og den anden de løver, som vi fører i vort skjold.

Brødet er bagt af mel og vand og bærer et billede af den korsfæstede Kristus.

Mønten og brødet har næsten samme størrelse.  Begge kunne vel være det arbejderne i vingården får udbetalt.

Mønten kan bruges, når der skal handles.  Når vi skal købe mad, tøj og teknik skal der kroner på bordet.  Varerne har en pris og kan blive vores, hvis vi betaler med penge.   Det er noget for noget.  Lige for lige. 

Og penge tjener man, hvis man sælger sin arbejdskraft, sin tid, og sin viden til nogen, der vil købe den.  Jeg giver dig, for at du skal give mig.  Sådan er handel.  

På den måde fungerer samfund.  Alle er led i en omfattende fødekæde, som strækker sig fra mark til mølle og marked. Alle får vi så meget profit, at vi kan opretholde livet. -  Bare tingene foregår nogenlunde retfærdigt. 

 

Oblaten er et brød, som man modtager i nadveren.  Altså det måltid, som Jesus bød sine disciple at holde i sit navn, indtil han kommer igen.  Oblaten giver han os gratis. Der er ingen betingelser, der først skal opfyldes. Når vi spiser brødet, bliver vi fælles med ham. På den måde knytter han et bånd med os, som intet kan bryde. Det er en ny pagt mellem Gud og mennesker. Den står han inde for. 

Når vi spiser brødet bliver vi samtidigt fælles med hinanden, - med de andre som også spiser. Vi får alle del af det samme brød. Og bliver Jesu Kristi legeme. 

Sådan deler Vor Herre ud af sin glæde og kærlighed. Han ønsker at være sammen med os for at hans glæde og kærlighed kan blive fuldkommen.  

Det lille brød er tegn på alt det, Gud vil give. Intet overgår det i værdi.

Lad os gøre et tankeeksperiment. Og ta´ på shopping udstyret med en oblat.  Måske har vi sparet op og taget brød med fra 5 - 10 altergange.  Vi går ind i en butik, finder det vi vil købe og lægger så alterbrødet på bordet som betaling. 

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at det ikke går?  Men hvorfor?

- fordi, butiksindehaveren ikke tror på Gud?

- fordi Guds kærlighed ikke har nogen markedsværdi?

- Fordi Gud og mammon ikke har noget med hinanden at gøre?

Vi kunne også gøre det modsatte.  - tage 20 kronen med i kirken, og med op til nadverbordet. Når så præst eller degn kommer med brødet, siger vi, tak, jeg vil gerne have lov til at betale for det. Her er 20 kroner.

Det gør vi jo ikke.  Men hvorfor egentlig ikke?

Der er garanteret mange, der har prøvet at handle med Gud. Som har været i dyb krise og følt at livet var helt ude af kontrol og som har tryglet Gud om hjælp og lovet højt og helligt, at hvis man kom godt gennem dette her, ville man gå i kirken hver søndag, og aldrig mere slå sine kone, snyde i skat og i stedet blive et bedre menneske. 

Det er sådan, der fortælles om den unge jurastuderende Martin Luther, der på vej hjem til sine forældre blev fanget i et voldsomt tordenvejr. Han var ræd for sit liv. Og bange for Guds vrede og Guds straf, - også måske også for sin far. – Han tryglede den hellige Sct Anna om at bliver frelst for uvejret og lovede Gud at blive munk og gå i kloster, hvis han kom levende gennem tordenvejret. 

Martin Luther gik i kloster og fik tid til at læse sin bibel og opdagede, at sådan er Gud ikke. Gud er ikke en gengældende Gud, der straffer mennesker efter deres gerninger.

Han er derimod kærlig og barmhjertig og lader nåden erstatte gengældelsen.  

Samme tankegang møder vi i Jesu diskussioner med farisæerne om. De skiltede med deres fromhed, så alle kunne se, hvordan de fastede, gav tiende, foldede deres hænder og bad bønner osv. Jesus beskylder dem for at gøre det for høste ære og prestige, - som betaling for deres fromhed. 

Det værste er ikke hykleriet i sig selv. At man bilder sig ind, at man er god blot fordi man opfører sig pænt. 

Det værste er, at man gør Gud til en Gud, man kan handle med.  Som vil gengælde éns indsats i et eller andet mere eller mindre retfærdigt bytteforhold. 

Til dem og os fortæller Jesus nu lignelsen og vingårdsbonden, som skulle have høstet sin vinmark.  Han går på torvet og hyrer de ledige og aftaler en dagløn på 1 denar.

Ved den 3. time bliver flere arbejdere hyret til den løn, de har ret til.

Scenen gentager sig ved den 6 og 9. time. 

Også i den 11. og sidste time bliver nogle ansat. 

Efter den 12 time skal der udbetales løn. De stiller op på række. -  De sidste skal have udbetalt deres løn først.

De får en denar.  - Det gør de første også.

De sidste bliver glade, fordi det er langt mere end forventet. De første bliver sure, fordi det er uretfærdigt. De har jo arbejdet meget længere. Der går matematik i sagen:

Når man for 1 time kan få en hel denar, så må man for 12 timer vel få 12 denarer.

Men de får også 1 denar, som det blev aftalt. De bliver vrede og klager: 

Men vingårdsmanden svarer de vrede. Jeg har holdt min del af aftalen om en denar. 

Jeg har vel ret til at gøre godt med det, som er mit. 

Hvorfor gir du så ondt af dig?  - fordi jeg er god? 

Nu er historien en lignelse.  Med den fortæller Jesus om Guds Rige. Gud har brug for dig og din indsats. Du betyder noget og må gerne være med til at arbejde for ham og alt det han står for. Alt det som handler om fred, glæde og kærlighed. Det er aldrig for sent at tage udfordringen op og være med på hans side. 

Det vil give dig del i hans glæde og sin kærlighed.  Den er fuldkommen og hel ligesom brødet, oblaten, er fuldkommen helt udtryk for Jesu Legeme. 

Det har intet med retfærdighed at gøre. Det er lige løn for ulige arbejde. Du får det samme, hvad enten du har arbejdet i 1 eller 12 timer. Lønnen er ikke beregnet efter din dygtighed og fortræffelighed. Men alene på grundlag af nåde: Gud vil give dig alt det, der skal til, for at man kan leve en dag. Nemlig værdighed og kærlighed. 

I Guds rige udbetales lønnen efter kærlighedens skalatrin. Og det betyder jo i praksis, at lønbegrebet er ophævet.  Ophævet og erstattet af nåde og barmhjertighed.  Og her står vi alle lige.

Nu kunne man vel tænke, at Jesus skelner mellem nåde og retfærdighed. Medens nåden hører til i Guds rige, hører pengene til i denne verden, hvor handel og arbejde får samfundslivet til at fungere. Det er to forskellige systemer, som ikke har noget med hinanden at gøre. 

Men det er næppe hans mening. – For så var der ingen grund til at lade en lignelse om arbejdsmarkedet føre over i en helt anden tankegang om nåde. 

- Lignelsen udfordrer os tvært i mod til at overveje vores opfattelse af retfærdighed.

Det gør den jo ved at lade de fleste arbejdere blive sure over lønsystemet. 

De ville have kroner og ikke oblater. De vil have anerkendelse og kunne måle det i tal. Derfor blev de sure, selvom de fik præcis det aftalte beløb i løn. 

I virkeligheden er der ikke noget at blive sur over. For en dagligløn på en denar kan man brødføde sig selv og sin familie. – Det er, hvad vi beder om i Fader Vor, når vi siger: Giv os i dag vort daglige brød. – En denar om dagen er svaret på bønnen om det daglige brød. 

Det er egoismen, der er problemet. – At man tænker ud fra sig selv og det man har fortjent. Arbejderne ønsker retfærdighed. – Men for hvem, må man spørge. – De bliver sure og klager på egne vegne. De klager over, at de ikke selv får mere. Og det er her kæden hopper af. – De ser ikke den anden mulighed. At man kan kæmpe for andres retfærdighed. For det medmenneske, som ikke har til det daglige brød. – det menneske, som ikke har til dagen og vejen.  

Jesus vil have os til at opdage den nåde og barmhjertighed, som vi oplever hver dag. – Som åndedræt, hjerteslag, helbred, arbejdsevne, hjem og medmennesker, interesser, udfordringer, oplevelser, fysisk, sanseligt, åndeligt, alt det som gør livet stort for mig. 

- Lad os i taknemmelighed for alt dette, tjene Gud og ikke mammon. Lad ikke livet blive ødelagt af griskhed, smålighed, egoisme og surhed. For vi lever at Guds nåde og barmhjertighed, som han giver os ufortjent og gratis, fordi han elsker os

og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sandtreenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen