Trinitatis

v/ Johs Kühle

Jeg vil begynde med en beretning fra Sundby Idrætspark. 

Det er mange år siden. Som så ofte før havde vore lokale helte i Fremad Amager haft en rigtig god sæson og manglede nu blot et enkelt point i den sidste turneringsrunde for at spille sig op i den fornemste række. Det var dengang berømtheder som Frank Arnesen og Søren Lerby prydede spillelisten. 

Nu gjaldt det. Stemningen var høj svarende til publikums store forventninger.

Så blev kampen fløjtet i gang. Nu skulle kronen sættes på værket. 

Men så skete det, som ikke måtte ske. De andre scorede. Der blev fuldstændigt stille.

Indtil en pludselig råbte med grødet øl – bas: Der er kun én vej tilbage – Fremad!!!

 

De fleste kender det og har prøvet det. Om ikke fra fodbold så fra livet selv. – At blive presset helt i bund og komme bagud. Det er ikke så meget det, at der bliver scoret mod en.  Man kan komme igen.  Men falder man i at tænke, at nu går det galt igen. Ligesom det plejer.  Hvis man mister troen og selvtilliden. Så er slaget tabt før tid. Så bliver man en taber, fordi man tænker som en taber. 

 

For mig fik denne skelnen dybde og perspektiv ved at møde med mennesker fra Apartheidtidens Sydafrika, som havde været dybt involveret i Sandheds og forsoningskommissionens arbejde. – Hvordan kommer man videre efter det som er sket? Det er spørgsmålet om man ser sig selv som victim eller som survivor. Ser man sig som offer for fortiden, bundet af sine sår, sine savn, sin skam og sin skyld, sit had og sin hævn eller i stedet ser sig som overlever, som et benådet menneske, som ikke gik helt ned, for hvem fremtiden er åben og fyldt med muligheder: Jeg er ikke en taber, jeg er en overlever. Der er kun en vej tilbage, - Fremad.  

 

Man kan blive reddet af pausen. En "time out" kan bruges til at gøre sig fri af fortidige traumer og i stedet tænke fremad på 2. halvleg.  – Det er nu der skal spilles!   Det er i de andres mål, der skal scores. Og det kan man, hvis man ser sig selv og sit hold som værdige til at spille i den fornemste række. Det er før set, at 2. halvleg udviklede sig helt overraskende. Spillerne var som forvandlede og fornyede. Som var de blevet født på ny.

 

Nu er sportssprog ikke velegnet til at beskrive alting. Problemet med konkurrence er, at nogen skal tabe for at andre kan vinde. Når nogen rykker op, må andre rykker ned. (og heller i det år rykkede Fremad Amager op i 1. division ). 

Konkurrencesproget passer dårligt på Evangeliet og den kristne tro.

Det er ikke sådan, at nogen skal gå fortabt for at andre kan blive frelst. 

Gud tænker og handler inklusivt. Han har et projekt for med alle mennesker og hele verden. Han vil fortsætte og fuldføre sit skaberværk. Gud har jo ikke forladt verden for at lade den sejle sin egen sø. – Han skaber og opretholder verden hver eneste dag. 

Det vil han fortsætte med at gøre indtil værket er fuldført. – Derfor kom Jesus blev menneske. Han kom med budskabet om Guds rige, som kommer og vil blive til virkelighed, som han har tænkt det fra første begyndelse. 

 

Nikodemus hedder manden, som opsøgte Jesus i ly af mørket for at komme bag om rygterne.  Han vil personligt finde ud af, hvordan hvem Jesus er og hvad han står for.

Han anerkender Jesus, som en lærer sendt af Gud på grund af de tegn, som sker.

Men han har svært ved at forstå det med, at man skal blive født på ny. 

 

Blive født på ny. – Det kan man jo ikke, siger Nikodemus. Man kan ikke for anden gang komme ind i sin moders liv. – Så hvad menes der, synes Nikodemus at spørge.

Og her kan vi passende tænke dåben med.  Også ved dåben tales om genfødsel.

Vi bliver i dåben genfødt til et levende håb, ved Jesus opstandelse fra de døde. 

Livet får med andre ord en helt ny dimension ved dåben, ved troen på Guds rige. 

En dimension som hører fremtiden til. 

Livet har en begyndelse og det varer ved alle vore dage indtil deadline. – Vi fødes, vi lever og vi dør. – Indenfor denne ramme lever vi vort liv. Sådan plejer det at være.

Men ved dåben, ved vand og ånd, genfødes vi til et liv uden deadline. Uden fremtidig begrænsning. - I kraft af Jesu opstandelse fra de døde. For Gud er døden ikke noget mål.  Han vil, at vi skal leve. Han trodser døden. Sætter den i parentes.  Døden er ikke længere et afsluttende intet.  – Vi skal leve til evig tid. 

 

Tid er noget særligt. – Vi lever i tiden. Det gør vi alle. Uden undtagelse. Man kan føle at tiden går i stå. – Men det gør den ikke. -  Tiden går, og vi går med. Lige nu er vi til stede. – Men det nu, jeg netop udtalte, er allerede forbi og er blevet fortid. – Nuet kommer aldrig tilbage. At leve i nuet er en tabersag. – For straks er det forbi og borte. 

  Det forunderlige er, at der hele tiden er ny tid klar til at tage over. Ny tid, hvori livet kan gå videre. At leve med fremtiden for øje er en vindersag. Fordi vi hele tiden gives ny tid. Herom kan Guds tro og videnskab hurtigt blive enige:  Welcome to the future, where you are going to spend the rest days of your lifes. – Som det hedder i P1 kl 13.30 I radioen om videnskab.

Tiden bliver til som fra en stor tidsgenerator, som hele tiden producerer ny tid, som vi kan gå ind i. Det er Gud, der giver os tiden.  - Hvor skulle den ellers komme fra. Vi lever i kraft af den fremtid som hele tiden åbner sig for os. Derfor er der også kun een vej tilbage: Fremad. 

 

Men Gud giver os ikke kun rammerne I tid og rum. – han vil også give os indholdet. Og det hedder Guds rige. Og når projektet er fuldført, vil Gud selv tage bolig i blandt os. Han vil tørre hver tåre af vore øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig eller pine. – For han vil gøre alting nyt, som han har tænkt det helt fra begyndelsen, fra skabelsens morgen.  

Tænk ikke om Guds rige som en parallel virkelighed, hvor jorden er forladt, som en bunke skrot uden værdi. – Nej, Gud har jo skabt den. Godt. – Det er tværtimod vort håb, at Gud vil gå ind i denne verden og tage bolig midt i blandt os, sådan som Jesus selv kom til verden og introducerede det Guds rige, som kommer. 

Og da skal vi samles fra øst og vest, fra syd og nord og sidde til bords med Abraham, Isak og Jacob, med alle mennesker fra alle tider. 

Det er vort håb. Livet kan ikke begrænses af dødens virkelighed, for døden er allerede besejret ved Jesu opstandelse fra de døde. Og det kan ej heller begrænses af ondskab og had for han har besejret det med sin kærlighed og tilgivelse.

 

 Det bliver spændende. Så skal vi sidde sammen, sort og hvid, mand og kvinde, kristen og muslim, teist og ateister, rig og fattig, hjemmefødding og flygtning, huttu og tutsi, shia og sunni jøde og palæstinenser, victim og victimizer, ofre og gerningsmænd.

Og du, dig, du skal sidde ved siden af din værste fjende, det menneske, der har krænket og såret dig aller mest. …… Hvordan mon det bliver - et sandt helvede!!!!  Eller hvad?  

– Håbet om det evige liv har en bagside, en brod-side som må tage pippet fra enhver.

Det forekommer uoverskueligt.

Derfor er det nødvendigt med genfødsel. Til et nyt liv, der som forudsætning har forsoningens og tilgivelsen. Det kan vi håbe på i kraft af Jesus, som har forsonet sig med os gennem sit liv, sin død og sin opstandelse.

 At det er en mulighed er et evangelium som skænkes os.  Men det er samtidigt en udfordring til begynde træningen i at være sammen med sin fjende allerede nu.

Vi skal lade kraften fra hans kærlighed slå igennem i vores forhold til hinanden. 

 

Nogen vil gerne forstå deres liv i bagklogskabens ulideligt klare lys. 

- På den måde kan man justere lidt på det kendte liv på baggrund af sin fortid.

Lad os i stedet se vores liv i opstandelsens klare lys. I opstandelsens fremtid folder genfødelsens virkelighed sig ud og som sådan bliver et levende håb i tiden nu i kraft af troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv til evig tid…..  Der er kun en vej tilbage, fremad mod det rige, Gud vil give os del i…. Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.