Prædiken

Via Dolorosa er navnet på en gade i Jerusalem.

Den fører fra Romernes borg midt i byen ud til Golgatha, uden for byen, hvor man henrettede forbrydere.

Ad denne vej blev Jesus ført for at blive korsfæstet.

Mange vil også i år gå den samme vej og genopleve det, som skete dengang.

Man vil standse ved nogle ”stationer” og mindes det, som skete på netop det sted.

Kan man ikke komme til Jerusalem, findes Via Dolorosa i mange lokale kirker, især katolske, hvor der opsat billeder, som svarer til stationerne langs via Dolorosa.

På et af disse billeder ser man Veronica, en kvinde som med sit hårtørklæde aftørrer Jesu svedige og blodige ansigt på en måde, så man får et billede af ham og fornemmer hans udseende.

Det er billedet af en smerternes mand.

Det mærkelige ved denne historie er, at hun ikke har eksisteret. Der står intet om hende i bibelen. Hendes navn ”Veronica” er et græsk navn, og det betyder slet og ret ”det sande ansigt”.

Selvom hun ikke har eksisteret og billedet heller ikke findes, så har det alligevel sin egen sandhedsværdi. Det er et billede som viser os Gud. Sådan ser han ud: en smerternes mand.

Selvom han måtte bære alskens ondskab, kunne det ikke standse hans kærlighed.

Selv her i nederlaget, i ydmygelserne, lever den. – Kærligheden hører aldrig op. – Heller ikke da han var blevet sat i de nederstes sted.

Det er nu ikke det billede, han selv har ønsket at give os, tror jeg. Det er statisk billede uden bevægelse og dynamik. Selv har han ønsket at give os et andet billede: Et forbillede. Sådan som vi hørte det før i beretning om fodvaskningen. Her giver Jesus os et billede af sig selv som en tjener i funktion. – Et forbillede til efterligning.

Ingen tvivl om, at det måtte være lækkert, at få vasket fødder efter en lang dag på de støvede veje. Ansigt og hænder var blevet vasket. Men nu tager Jesus selv fat og vasker disciplenes fødder.

Det er tjenerens opgave. Det er slavearbejde. Og det virker helt forkert på Peter og de andre, for Jesus er jo Herre og mester.  – Men Jesus fortsætter uanfægtet, for billedet af Gud er et billede af en Jesus, som ikke holder sig for god til at være tjener for de disciple, som han holder af.

Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden, siger han et sted.

Billedet af Jesus er altså et forbillede for os. For at vi skal gøre det samme overfor hinanden. Og det er et levende billede. En handling. Det bliver fremvist, hver gang vi efterligner det.

Præcis sådan er det også med nadveren, som vi fejrer i aften. Nadveren er ikke et billede malet af Leonardo Da Vinci eller et andet maleri, som man kan se på.

Det er en handling, man kan deltage i.

Da disciplene og Jesus havde spist påskemåltidet og fejret befrielsen fra Ægypten, tog han brødet og delte det ud til dem. Derefter tog han bægeret med vinen og gav det til dem. Spis det og drik det til minde og mig. Sådan skal I huske mig, indtil jeg kommer igen. – Denne handling er altså måden at huske Jesus på. Det er hans billede.

Et levende billede.

Når vi ser rejsebilleder, familiebilleder, avisbilleder er vi ofte mest optaget af de billeder, hvor vi selv er med på. Hvis vi altså er der. For det vi jo ikke altid. Der tages faktisk rigtig mange billeder uden os selv.

Men på det levende billede af Jesus, på billedet af den treenige Gud, hører vi med. Helt naturligt. Faktisk kan man ikke tænke sig den situation, at vi skulle formenes adgang. – Jeg mener. De var der alle sammen; disciplene, Peter endog Judas. – Som det nye Guds folk.

Det måltid er den nye pagt mellem Gud os mennesker, i kød og blod, som han sætter sit liv ind på. Denne pagt, dette fællesskab er det levende billede på den Gud, som vil komme igen og gør alting fuldkomment. – Til den tid behøver vi slet ingen billeder. Der skal vi mødes ansigt til ansigt.

Indtil da må vi nøjes med nadveren, som det levende billede på den treenige Gud som giver sig selv helt for fællesskabet med os.  Det er et billede på den kærlighed, der aldrig hører op.

Som han selv forklarer det: Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden.

Det billede er også forbillede. I en og samme handling.

Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.   

/ sognepræst Johs Kühle