Joh. 21, 15-19

Salmer: 408, 218, S&S 102, 249, 696, 234  

I Faderens, sønnens og helligåndens navn. Amen.

Livet forstås baglæns men må leves forlæns.  Det er en kendt Søren Kirkegård sentens.

Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Det kan jo være en stor udfordring for os, at det er sådan.

I bagklogskabens lys kan der være mange begivenheder i vores liv, som falder på plads i et forståelsens lys af det, der engang var helt uigennemskueligt for os. I det lys får vi øje på fejl og dumheder vi begik, på urimeligheder vi udsatte andre for, som dengang så ud som det rimeligste af verden.  Af og til kan ve se tilbage og få øje på, hvor pinligt vi har optrådte i en situation, eller hvor meget ondt vi kom til at gøre et andet menneske, uden egentlig at ville det. 

Bagklogskabens lys kan være meget ubarmhjertigt. Som mennesker, der reflekterer over vores liv, er det vigtigt at forsøge at forstå baglæns, men det kan være en barsk affære. Måske så barsk, at den eneste måde vi kan leve videre forlæns på er at fortrænge vores fadæser så meget fra vores bevidsthed, at vi næsten glemmer det.  For det kan være rigtig svært at komme forlæns videre i livet, hvis vi må trække vores fejltagelser med som store sten i en snor om livet.

Måske har det også været sådan for Simon Peter, Jesu discipel.  Det var allerede sket to gange efter Jesu korsfæstelse, at Jesus havde vist sig levende for nogen af disciplene. Nu sker det igen, en tredje gang, og her retter mødet sig særlig mod Peter. I evangeliet til i dag hører vi en dialog mellem Jesus og Peter under dette møde mellem den opstandne Jesus og disciplen.

Dengang Simon Peter allerførste gang mødte Jesus var det var det ved vandet.  Simon Peter fiskede med sine venner, men der var ingen fangst.  Da bad en mand, der stod inde ved kysten og talte til en folkemængde, ham om at kaste nettene ud igen, og selv om Simon Peters iltre temperament protestererede i ham mod at skulle vejledes af en landkrabbe, så gjord han det, og fik en guddommeligt stor fangst.Siden da havde Simon Peter været i lære hos Jesus som menneskefisker.Det havde for Peter været en rejse mellem yderligheder: Han havde set Jesus i forklaret lys og glans på bjerget, og han havde en stormfyldt nat set Jesus komme gående på søen som en lysende skikkelse og havde selv forsøgt sig i vandvandringens kunst.  Men han havde også set Jesus kaste sig på knæ og vaske sine venners fødder og han havde set ham have bordfællesskab med dem, som ingen andre ville nærme sig.Det var efterhånden blevet sådan, at selv om Peter overhovedet ikke forstod til bunds, hvad det var med Jesus, så følte han sit liv uløseligt vævet samen med Jesu liv - så meget at han var fuldstændig overbevist om, og højtideligt erklærede, at skulle der komme anslag mod Jesus, ville han aldrig, aldrig svigte ham. Men der gik ikke engang ti timer fra han havde sagt det, til han stod i ypperstepræstens gård og  fornægtede ham hele tre gange:"Du var da også sammen med ham nazaræeren Jesus" - Nej, jeg ved ikke hvad du mener!      "Så jeg dig ikke i haven sammen med ham ? - Nej jeg var der ikke !Jo du er en af dem, du er jo fra Gallilæa" - Jeg kender ikke det menneske, I taler om.

Det var det sidste Simon Peter kom til at sige om Jesus, inden Jesus døde på korset.  "Jeg kender ikke det menneske, I taler om."        Med smagen af de ord i munden så han Jesus dø på korset.  Med de ord i kværnende inde i hovedet, fik han på tredjedagen derefter opstandelsesbudskabet.   Det dæmrede for Simon Peter, at der var sket noget helt afgørende, noget der forandrede alt : Opstandelse. Men det gjaldt ikke ham. Han havde sat sig selv udenfor: Jeg kender ikke det menneske.   Simon Peter rejste hjem til Gallilæa. Der var ikke mere for ham at gøre i Jerusalem.

Jeg tager ud at fiske, sagde han en dag. Vi tager med, sagde de andre. At tage ud og fiske er altid en god kur, når livet slår knuder, især for Peter - på søen i sin båd var Peter i sit rette fortrolige element. Men fiskeriet kom der ikke noget ud af den dag. Ikke før en mand på kysten bad dem kaste nettet ud igen, da kom der 153 store fisk i nettet. 153, det samme antal, som man på den tid vist nok opfattede som antallet af fiskearter i verden. Simon Peter og hans venner, der havde stået i lære som menneskefiskere, fik nu alle verdens fiskearter i nettet. Det gjorde de, da manden på kysten satte dem i gang med det. Den mand var den opstandne Jesus. Det vidste de nu, uden at han egentlig præsenterede sig for dem. Det var som deres mission med at samle mennesker for Herren tog sin endelige begyndelse med den fiskefangst.

Nu spiste de brød og stegte fisk sammen med Jesus. Han gav dem brødet og fisken.

Efter måltidet var det tid til en fortrolig samtale mellem Jesus og Simon Peter. Det blev den samtale, som vi har hørt i evangeliet i dag. En samtale om kærlighed. 

Vi kan forestille os, at Peter kunne have frygtet en samtale, hvor han ville blive stillet til regnskab for sit svigt. I stedet gav Jesus ham tre gange en opfordring til at erklære ham sin kærlighed. Elsker du mig? spurgte Jesus. Tre gange.Ja, jeg har dig kær, det ved du. Svarede Simon Peter tre gange. Simon Peter, der ellers aldrig plejer at være sen til at benytte store ord, svarer her lidt mere afdæmpet : jeg har dig kær.

Den Peter, der havde vist sig troløs, da det gjaldt, får tre gange lejligheden til at erklære Jesus sin tro og kærlighed. Og hver gang Peter har gjort det, giver Jesus ham en opgave. En betroet opgave. En opgave som fylder et helt liv:
Vogt mine lam.
Næste søndag skal vi høre Johannesevangeliets beretning om, at Jesus betegner sig selv, som den gode hyrde for mennesker. Og her i dag ved evangeliets slutning hører vi, at Peter bliver sat til at være hyrde assistent. Til at vogte alle de får, som Jesus har i verden.

Sådan er det den opstandne Jesus møder mennesker.  Med tilgivelse  - og en opgave.  Ordet tilgivelse er slet ikke nævnt i teksten her, men det er jo det, der foregår: Jesus giver den stortalende og svigtende Peter muligheden for at erklære sin kærlighed og giver ham en opgave.  Og siger derpå: Følg mig !  Han kan bruges til noget, han kan bruges til en stor betroet opgave, selv om han ikke er fejlfri, selv om han kan svigte igen.  Det, der sker for Peter her er, at han får muligheden for at begynde på en frisk, -med Jesu kærlighed i bagagen. Peter formåede ikke at være Jesus tro, men Jesus tror på Peter, og det gør Peter til hyrde, til en af dem, der lod ordet om Jesus spredes ud over verden, til den der tog sig af de første kristne.

Efter sit svigt af Jesus da det gjaldt, havde Peter i rigt mål forstået baglæns - i en grad, så han næsten ikke kunne få sig vendt til at leve forlæns, selv om opstandelsesbudskabet havde lydt. Men efter dette møde med den opstanden mester, kan han leve forlæns - alt imens han stadig erindrer sin egen fejlbarlighed - den er pludselig til at holde ud, for Jesus ved det hele om ham og vil stadig bruge ham og vil stadig gerne have hans kærlighed.  

Så er der alt det mærkelige til sidst i dagens tekst om at binde op om sig og gå derhen, hvor man ikke vil. Binde op om sig, det var når man tog sin lange klædedragt og bandt op om livet, så man bedre kunne bevæge sig, f.eks hvis man skulle på en længere vandring eller hvis man skulle arbejde i marken. Kan man selv binde op om sig, kan man også selv bestemme, hvor man går hen. Med ordene om, at Peter en dag ikke mere kan binde op om sig, men må strække armene ud og blive ført derhen, hvor han ikke vil, hentydes der måske til den opgave, som Peter nu som discipel og hyrdeassistent har fået: bundet til Jesus bestemmer han ikke ubetinget, hvor han selv går hen, men må følge den vej, som discipelskabet udstikker. Men det kan også hentyde til den martyrdød, som visse skrifter beretter, at Peter senere led: ved i Rom at  strække armene ud og  blive korsfæstet som Herren- dog med hovedet nedad.
"Følg mig" får sin ultimative betydning her.

Men selve fortællingen om Jesu og Peters samtale har den altid overraskende pointe, at vores opstandne frelser og mester elsker mennesker, ikke for vores fulkommenhed men som vi er, og han kan bruge selv det mest ufuldkomne menneske til noget.  Han vil give os kærlighed og vil have vores kærlighed, selv om vi er som vi er. Det er grunden til at vi i troen på vores opstandne mester kan både forstå livet baglæns og med let og håbefuldt hjerte leve livet  forlæns.
Det vil han, at vi skal.
Vogt mine lam og følg mig, siger han.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.