De mødte hinanden i synagogen.
De så på ham.
Han så på dem.
De så på hinanden.
Det er et godt udgangspunkt. Det er ikke rart at blive overset.
Når  man gir hånd og siger goddag, skal man samtidig se på hinanden.
Det er en formsag. - Men nogle gange ser folk andre steder hen, når de gir hånd.
Det er træls. Så skulle de hellere lade være. Det gør ondt at blive overset.
Der er noget ved det at møde hinandens blik.
Det er noget af det nærmeste, vi kan komme hinanden.
Her er vi til stede.
Når jeg ser dig og du ser mig, så ved vi begge, at vi ser. Vi ved begge, at vi er her.  

Sådan blev min første ungdomsforelskelse til. Hun sad på 1. række i midtergangen. Jeg sad på 4. bord i vinduesrækken. Vi skulle have matematik. Hun rakte ned i sin taske efter sit penalhus og kiggede i den samme bevægelse ned mod mig. Jeg fangede hendes blik og så ikke væk. Det gjorde hun heller ikke. Og øjeblikket blev til en evighed, som jeg stadig kan huske efter næsten 50 år.  

Men nu tilbage til synagogen i Nazareth. De så ham og han så dem. Ingen af dem så bort. Deres blik var fulde af forventning. De var jo stolte af ham. Det gik ry om ham i hele landet. Jesus fra Nazareth. I kraft af ham var deres by sat på landkortet.  Og så var han jo Josefs søn.    De gav ham bogrullen for at han skulle læse højt. Og han læste om Messias, som skulle bringe godt nyt til fattige, udråbe frihed for fanger, syn til de blinde, og proklamere et nådeår for Herren. Så lukkede han bogen og de rettede spændt øjnene mod ham.  - I forventning, tror jeg, Nu ville han give dem det, de var kommet for. Nu skulle alt det gode, som rygtet fortalte om ham, ske også i hans egen hjemby. I dag, sagde han så, er det skriftord, som lød i jeres ører gået i opfyldelse. Og de blev begejstrede.  

Men så gik det galt. De vil have mere. De vil have syn for sagn. Og Jesus sætter selv ord på det. I vil have det, som er sket i Kapernaum, til også at ske her i min hjemby. Og så nævner Jesus den gamle historie om hungersnøden i profeten Elias tid, som ramte mange enker i Israel. - Men Gud hjælp ikke dem men en enke i hedningeland. Og senere i profeten Elisas tid, blev den syriske hærfører Na´aman helbredt for sin spedalskhed men ikke de mange spedalske i Israel.  

Da vendte stemningen 180 grader. Begejstringen blev til vrede og raseri. De hev ham ned fra talerstolen, skubbede ham ud af synagogen masede ham ud af byen. Ud til den kant hvor alting ender. Og der, på afgrundens rand, så de hinanden igen. Ansigt til ansigt. Men da var der ingen, der rørte ham. Ingen der gav det skub, der kunne dræbe ham.  

Når en bøddel møder den dødsdømte og skal udføre sit arbejde sker det ofte, at offeret får en hætte over hovedet. - Det er gør man ikke for offerets skyld. Men for bøddelens. For at ansigtet, øjnene, det mest levende ved det menneske, ikke skal forfølge bøddelen resten af livet. Det er svært at gøre det menneske ondt, man møder ansigt til ansigt. Og Jesus gik bort. Ad en vej som åbnede sig for ham midt i mængden.  

Beretningen er skrevet som et forord til den fortælling, som slutter i Jerusalem på et kors med en mur af mennesker, som råber og håner ham og dømmer ham til den ultimative tilintetgørelse. Og denne gang er der ingen tøven. - De er sammen om det. Det er alle mod en. Der er fuldstændigt lukket. Der er ingen vej frem eller tilbage. Men her kommer så påskeevangeliet til. Med Jesu opstandelse. Der blev en vej. Fra død til liv. Nu ubegrænset. I al evighed.   

Men hvad var det da, der gik galt I Nazareth. De modtog ham med forventning og begejstring. De så ham. Og han så dem. Men han så ikke kun dem. Han så også dem i nabobyerne og i de fjerne egne. Han så alle jordens folk. Fra alle jordens egne. - Uden forskel, uden privilegier, uden fortrin.  

Det må være her det går galt. De lader synagogen i Nazareth lukke sig om dem selv. Underne og forjættelserne skal være særligt til dem, fordi de er bysbørn. Men sådan kan Gud ikke lukkes inde. Han er Gud for alle. Messias er sendt til alle folk. Ingen bliver glemt.  Ingen kan fortrin. Ingen kan tage patent på ham.  

Vi kan tænke Abildgård kirke i dag ligesom Nazareth den gang. Vi mødes. Vi ser ham og han ser os. Vi ser ham på billedet. Det er en ikon fra den store kirke i Istanbul.  Og han ser mig, møder mig med sit åbne blik.  

Jeg ved ikke om I kender legenden om manden, der med sin kone, børn og kameler rejste gennem ørkenen. Han troede, at han kendte vejen. Men så mistede han orienteringen. Han for vild og vandet var ved at slippe op. Da så han en oase i det fjerne. Men den var beboet. Og ejeren kom ud af sit telt sammen med sine soldater, og så måtte manden fortælle sin historie. Ydmygt og på knæ. For blev han afvist ville det blive den visse død, for han havde ikke mere at drikke. -  Da han havde fortalt sin historie løftede beduinen sit hoved og smilte til manden.   

Sådan løfter Gud sit ansigt mod os i enhver Gudstjeneste og lyser os sin fred.  Jeg bliver set og velsignet. Det gør min sidemand også. Og det slutter ikke ved enden af bænken. Og det er antydet med ansigtsprofilerne på væggen. - Kirkens rum er ikke et lukket lummert lokale for de særligt indviede. Der er åbent udsyn til mange andre. Ja, alle jordens folk er tænkt med. - Alle møder vi hans åbne kærlige blik, og bliver velsignet.  

Men velsignelsen gælder ikke kun mig. Men også min sidemand. Min næste. Vi skal se hinanden! For vi er hinandens bror og søster.  

En rabbiner spurgte sin elev: Hvornår bliver det morgen. Hvornår viger natten for dagen.  - Hvordan ser man det?
- Er det ikke, når man ser det første lysskær på himlen.
- Er det så ikke, når man kan skelne en busk fra et menneske?
Nej, sagde rabbineren, natten viger for dagen, når det ene menneske ser en broder og søster i det andet menneskes ansigt.  

Det glædelige budskab i dag er derfor, at han ser os. Han løfter sit ansigt mod os og giver os sin fred. Forjættelserne vil blive opfyldt. Nådeåret er på vej. Det lysner. Så meget, at vi også kan se, at vort medmenneske er vor bror og søster Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud Fader, Søn og Helligånd. du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.