Tiden før påske kaldes fastetiden.
Det kunne også hedde fristetiden.
Hvis man faster, kan man let blive sulten og lade sig friste af mad. Hvis man er ryger og har lagt smøgerne på hylden, kan tanken om det næste hiv føre til både rastløshed og svedetur. Og hvis man er alkoholiker men er stoppet med at drikke, kan tanken om den næste øl drive en til vanvid.  

Når man bliver fristet, har man endnu ikke gjort noget galt. Men man er lige ved at gøre det. - Gøre det man ikke vil. I tanken er man fuldstændig splittet. Det er rædselsfuldt. - Giver man efter for sit begær, ødelægger man det helt for sig selv.  

Jesus prøvede at blive fristet straks efter sin dåb. Gud havde talt til ham: Du er min søn den elskede, i dig har jeg velbehag. - Så der var ingen tvivl. Det var hans livsopgave at være Guds søn. - Men hvordan er man det? For at finde ud af det gik han ud for sig selv, i ensomheden, i ørkenen og fik hverken vådt eller tørt i 40 dage. Og i tanken forestillede han sig alt det, han kunne gøre som Guds søn. - han kunne lave brød af sten og blive mæt. Han kunne lave store undere og ligesom tvinge folk til at tro på sig. Ja, han kunne da tage magten og blive kejser, i stedet for ham i Rom.     

De fristelser vi her taler om er ikke de hyggelige søde fristelser, som ekspedienten møder en med i butikken, når man har fået lyst til at se på de lækre udstillede varer og så siger: Hvad kan jeg friste med. - For det behøver der ikke være noget galt med. En alvorlig fristelse er en tanke, som bliver en mulighed for én. Giver man efter, kan man ødelægge det fuldstændigt for sig selv, så verden aldrig bliver den samme igen.  

Det viser historien om Kain og Abel. Kain var den ældste. Abel var yngre. Kain ville gerne have kontrol over sit liv og styre begivenhederne.  Derfor lavede han et gave af årets afgrøde og ofrede det til Gud. Han ofrede for at få succes, for at blive set og anerkendt. - Af Gud og måske af sin far og hvem der ellers var. Men Abel stod i vejen. Hans lillebror. - Det var Abels offer, der blev set, Ikke Kains. Det var fortvivlende. - Det gik ikke, som han havde forestillet sig det. Og pludselig slår det klik. Han dræber sin bror. I afmagt. Han har magt og fristes til at anvende den, og mister den derved fuldstændigt.   I sin stræben efter anerkendelse og succes falder han for fristelsen og taber alt.  

Hvordan man kan blive fanget af sit begær kan illustreres med en historie om abefangst, som fortælles af nogle indianere i Syd Amerika. Først laver man en kasse. - I den ene side borer man et hul, som er præcist så stort, at en abe kan få sin hånd ind gennem hullet, når det ikke har noget i hånden. Så lægger man nogle nødder ned i kassen som aberne elsker. Kassen sættes ud i  skoven, og gøres fast til et træ. - Så lægger indianerne sig på lur.  

Det varer ikke længe, så kommer aben. - Den er nysgerrig og undersøger kassen. - Den kan høre, at der er noget indeni. Den stikker sin hånd ind og mærker verdens dejligste nødder. Men den kan ikke få hånden med nødderne ud, fordi hullet er for lille. Nu kommer indianerne. - Så bliver aben bange og vil løbe, men kan ikke, for den ikke kan få hånden ud af kassen. - Den kan ikke give slip på nødderne. -  Derfor bliver den fanget.  Aben blev fanget af sit begær. Fristelsen kostede den friheden.  

Husk lige den historie, når vi nu skifter til disciplene, som diskuterede:  - hvem er den største og hvem er den første. Det er en underlig diskussion. - For det er jo overhovedet ikke noget Jesus lægger op til. Han havde kaldt 12 unge mænd til at blive disciple, - til at stå i lære hos sig. De skulle forberedes til den nye tid i det kommende Guds rige. Med Guds rige ville meget blive anderledes. Det ville ikke bare blive en ny regering som forsatte den gamle regerings politik. Når Gud tager magten vil der ikke længere være forskel på folk, på stor og lille, på rig og fattig, mand og kvinde, gode og onde. Så disciplenes diskussion om at være størst viser, at de har meget at lære endnu.  

Man kan jo spørge sig selv, hvorfor det egentlig er så vigtigt at være først og størst. - Svaret er vel, at det er dejligt at stå øverst på sejrspodiet. - Så er man den bedste. - Og så bliver der set op til én. Man bliver beundret og er noget værd i andres øjne. Problemet med hæder og ære er skyggesiden. Æren har en skyggeside. Nemlig den, at man som taber bliver overset, glemt og sat uden for indflydelse. Prisen for at vinde er, at andre må tabe. Når én er først og størst bliver en anden sidst og mindst. - Med triumf følger altid risikoen for fiasko. Skyggen følger altid med.  

Jesu har et helt andet budskab. - Du er ikke overset. Du er noget særligt i dig selv. Du har slet ikke brug for at vinde over de andre. For det du søger, er du allerede. - Du er elsket og er derfor sat fri til at leve, som netop du kan det.   

En ørn blev engang spurgt: Hvorfor opdrager du dine børn så nær ved solen? - Hvorfor skal de lære at flyve helt deroppe, hvor vingerne strejfer den blå himmel og regnbuen, og hvor deres vilde skrig går i ét med stjernesangen?  

Ørnen svarede: Hvordan skulle mine unger ellers lære at flyve og søge imod lyset? Hvordan skulle de få dristighed og lære at håbe vildt? Jeg opdrager mine unger nær solen, for at de skal blive ukuelige og frygtløse og flyve over alle afgrunde og imod de værste storme. Mine unger skal ikke krybe forskræmte over jorden, de skal være frie fugle. Sådan er det med ørnen.  Og sådan er det med mennesker.  

Vi er skabt til lys, liv og lykke.
Vi er ikke skabt til at mørke. Ej heller til at stå i skyggen af andre.
Vi er ikke skabt til at krybe langs jorden. Det er ikke vores natur. For vi er skabt i Guds billede. Til frihed og kærlighed.  

Dybt i hjertet af den kristne tro bliver vi frie, - frie fra at skulle hævde os selv. I stedet er frie til at være noget for andre. Det er det, Jesus kalder at være tjener. Tjener for hinanden. Det er ikke noget med at krybe og kravle i støvet og ydmyge sig. Tværtimod. Vi kan være stolte ved at være mennesker. At være Guds børn.  

At være tjener for andre handler ikke om at give afkald på magt og indflydelse. Magt har vi alle. - Vi har indflydelse på hinandens liv. - Nogle gange forfærdende meget. - Men vi er aldrig blevet bedt om at give afkald på den indflydelse, vi har. Derimod er det vores opgave at bruge magten til fordel for medmennesket, for samfundet og for naturen i hele den kosmiske verden.  

Jesus blev fristet til at bruge sin magt til sin egen fordel. Til at sikre sig selv, sit liv og sin succes. - Man han faldt ikke for fristelsen. Han sikrede ikke sig selv, men gav sig selv hen for os. Han fik ikke succes men led forsmædeligt nederlag med døden på korset. - Derved åbnede han vejen for en fremtid helt forskellig fra vores nuværende virkelighed, med kontrol, sikkerhed og begær. Denne nye  virkelighed kalder vi Guds rige. - Det kommer. For Gud har givet det til Jesus, for at han skal give det til os. Og det gør han hver gang, vi fejrer gudstjeneste. Det gør han når vi bliver døbt. Det gør han når han deler sit liv med os ved nadverbordet og det gør han når han beder for, at vi ikke skal falde i fristelse men befries fra det onde... Og det gør han også i dag og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.