I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

Jeg synes teksten i dag er lidt knudret og indviklet. Men det er egentlig ligetil. Det begynder med, at disciplene skændes om, hvem der er den største. - Den mest betydningsfulde. Til det siger Jesus, at det ikke gælder om at være hersker men om at være tjener. Mange tror måske, det er finest at være den, der sidder til bords og blive beværtet. Men Jesus selv er her som tjeneren, der varter op. Sådan er det i Guds rige.  

Gud har overdraget sit rige til Jesus. Og Jesus vil overdrage riget til disciplene. Disciplene skal sidde til bords sammen med Jesus i dette kommende rige.  Ja, de skal sidde på troner og dømme Israels12 stammer.  

Og så roser Jesus disciplene for at de er blevet hos ham, selvom de har mødt megen modstand, og oppositionen er blevet stadig tydeligere.  Og det er slet ikke slut. Henvendt til Peter siger han, at Satan prøver at fange ham i sit spil. - Men Jesus beder for ham, at hans tro ikke skal svigte, selvom han endnu ikke er afklaret. Slutreplikken til Peter lyder: Du skal styrk mine brødre, når du har vendt dig rigtigt.  

Så vidt altså evangelieteksten. Den handler både om tiden nu og i fremtiden. Om verden nu og verden som kommer. De to verdener er meget forskellige. I vores verden gælder det om at have magt og indflydelse. Om at være størst. I den kommende, gælder det om at være mindst, tjener. ( set med nuets målestok ) Det er den verden, Jesus kæmper for, ved selv at være tjener.  

Altså: Den verden, den virkelighed, hvor Gud råder, som Jesus kalder Guds rige, er ved at bryde frem med Jesus. Gud har overdraget dette rige til Jesus. I det rige gælder det ikke om selv at være i centrum og have indflydelse. I stedet skal medmenneske være det. - Jeg skal varte op og betjene min næste.  

Guds rige hører sammen med Jesus. Han har fra dag 1 forkyndt, at Guds rige er kommet nær. Han har kaldet 12 mænd til at blive sine disciple i lyset af det budskab. Hverken 8, 11 eller 17. Netop 12 disciple, fordi Israel fra gammel tid var opdelt i 12 stammer, svarende til Jacobs 12 sønner. Som repræsentanter for de12 stammer er disciplene begyndelsen på det nye Guds folk.  De skal sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer. Det lyder stort. - Ikke underligt at det gik dem til hovedet. De kom fra små kår og havde ikke drømt om at de skulle score sådan en fremtid. En storslået fremtid.  

Men så er det, der går kludder i det.  De tager den gamle tankegang med sig. De kan ikke lade være med at sammenligne. Når du er stor og jeg er stor, - hvem er så størst? Sådan er vi vel indrettet. Vi sammenligner os med hinanden. Vi lærer alting ved at efterligne hinanden. Vi lærer at tale, fordi nogen taler med os. Vi gør ting, fordi nogen viser os, hvad man kan gøre. Så det at efterligne er egentlig noget godt. Hvis du er stor, eller dygtig, eller hurtig, eller flot. Det er beundringsværdigt. Men af en eller anden grund flytter målestokken med. Og med ét vil jeg være større end dig, dygtigere, hurtigere eller flottere end dig. Og så er vi blevet konkurrenter, rivaler, som står i vejen for hinanden og lykken.  

Og det er just dette, som vi ser hos disciplene. - De vil ikke blot være store. Men størst. Det er som i en konkurrence, hvor der skal findes en vinder og en taber. Der skal træffes en afgørelse og fældes en dom. Og det er her Satan er på spil. Satan gjorde krav på jer, for at sigte jer som hvede. Det gør man, når man sigter kornkernerne fra avnerne. Når man skiller godt fra skidt. Når man dømmer hinanden og gør forskel. Denne sortering er Satans værk.   

De skal sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer. - - Sådan gjorde stamfædrene tilbage på Jacobs sønners tid. I den gamle verdens tid. Men nu er Guds rige kommet. Den nye tid. - Og Jesus brugte ikke sin magt til at dømme, adskille og sortere. Jesus samlede mennesker af alle slags til fællesskab.  

Det samme skal disciplene. De skal tjene, som Jesus tjente. De skal samle mennesker, uden forskelsbehandling, uden konkurrence, uden fordømmelse. - Som Jesus siger til Peter, Du skal styrke dine brødre. - Ikke dig selv. - Men mennesker du hører sammen med.     

Det var svært den gang for disciplene. De svigtede alle. Det fortæller påskehistorien. Det bliver også svært for os. For vi dyrker jo konkurrencen på alle niveauer. I udgangspunktet er vi alle ens. Små og nøgne kom vi hertil, uden at eje noget. Og præcis lige så meget kan vi tage med os herfra. - Intet. Vi skal miste alt. Men mellem disse to yderpunkter bruger vi al vores energi på at sammenligne os med hinanden for at gøre os bedre end hinanden. Vi vil vinde over hinanden, på sportspladsen, i skoleklassen, på kærestefronten, på arbejdsmarkedet, aktiemarkedet. Det skal kunne betale sig at gøre en indsats. Derfor skal jeg have mere i løn end dig og de andre. - Ikke noget med at arbejdet bærer sin løn i sig selv. Nej, det er den ekstra indsats som løber med hele opmærksomheden. Det man kan skilte med og prale af. - Og så kan man sejre. - Men sejren kan blive en sejr ad helvede til. Satan som vil have os til at sammenligne os med hinanden. Og så er Fanden løs. Kain sammenlignede sig med Abel. Han følte sig vel overset og blev misundelig. Og med ét blev Abel den rival, der stod i vejen for Kains lykke. Og Kain smadrede sin bror og slog ham ihjel.  

- Er der en anden vej. Ja, svarer Jesus. Tjen hinanden og styrk hinanden. Og for det budskab gav han sit liv. Det er vejen til livet. I kraft af Gud og det rige, som kommer. Det må være hans budskab til os i dag og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen    

Jeg har lyst til at supplere prædikenen med følgende historie:  

Engang deltog nogle australske ledere for mentalt retarderede unge i et kursus, hvor lærte om betydningen af krop og bevægelse. Motion og motorisk træning er befordrende for kreativ og intellektuel aktivitet. Som en følge heraf ville de arrangere et idrætsstævne for deres unge fra hele deres region. Sund konkurrence er godt alle.  Nyheden blev modtaget med glæde og begejstring. De unge kunne næsten ikke vente.  For dette her ville blive noget stort.  En idrætsdag, hvor de kunne være med. Man trænede i både løb, spring og kast, for at kunne gøre det godt. Alligevel sneglede tiden sig af sted.   

Og så endelig oprandt den store dag. Man samledes på et rigtigt atletikstadion.  -  Og tilskuerpladserne var fyldte  med de mange familiemedlemmer som vare blevet inviteret til at overvære begivenheden.  

Og nu skulle der så være 100 m løb.  Alle deltagerne samledes bag startlinjen. De var tydeligt nervøse og spændte. Løberne var så ivrige, at det næsten ikke var til at holde sig i ro. For nu skulle de løbe. Lige om lidt skulle det ske. Og alle ville de komme først og vinde løbet. Spændingen var næsten uudholdelig.  

På deres pladser, færdige, Løb.  Startskuddet lød. Og så var løbet i gang. Nu skulle det være. Nu foldede de sig ud.  Hele den opsparede spænding blev nu omsat til bevægelse, til muskelkraft og fart.  Og de løb og de løb.  

Men pludselig var der een, der faldt.  Han røg helt ned og lå der, da de andre løb forbi.  Det var ikke til at bære. Og så græd han. Først stille, så højt og hjerteskærende.  De andre var allerede langt fremme og det halve af løbet var gennemført. Da nåede lyden deres ører. De ligesom vendte sig om, og så ham.  De hørte at han græd og var ked af det.  Det var jo ikke meningen.  Farten gik helt af feltet og løberne gik i stå.  De vendte sig og gik den anden vej, hen til den grædende og trøstede ham. De agede ham og gav ham hånden og fik ham op at stå. Du må ikke græde, og så tog de ham under armen og gik i samlet flok hen af løbebanen.  Og nu kom de, hele feltet arm i arm, og samlet gik de over målstregen. Og publikum havde fulgt det hele.  Nu rejste de sig og klappede begejstret, ja een råbte endda hallelujah. Og løberne hørte klapsalverne og følte triumfen. Og så råbte de i glæde: Vi har vundet. Vi har alle sammen vundet. Amen.