Konfirmandvelkomst den 24.08.2014

Tekst : 5.søn e. Trin. 1. rk. Luk, 5, 1-11

Salmer: 749, 260, 70, 582, 470, 192v7, I en tid.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Når vi er på vej et eller andet sted hen, så benytter vi en vej af en eller anden slags.

Det kan være en bred vej, en motorvej  eller det kan være en smal sti,  eller alt hvad der ligger der imellem af mellem- veje. Motorvejen er bygget til at kunne komme hurtigt frem over lange strækninger - uden for mange kurver og forhindringer, som kræver nedsat fart. En smal sti, den er måske slet ikke bygget, men bare blevet til, fordi nogle mennesker eller dyr har gået en bestemt rute mange gange.

Det er næsten altid nemmest og hurtigst at komme fremad ad den brede vej.

Også hvis man f.eks. går en tur i skoven.I skoven kan der være nogle nogenlunde brede skovveje eller skovstier, som det er nemt at gå på med et godt underlag, og nemme at følge. Men så er der måske ind imellem en lille sti ind til siden - den kan se spændende ud, men også lidt usikker, for sådan en lille sti, den kan måske pludselig stoppe igen midt i det hele, så man ikke kan komme længere, eller træerne kan stikke deres grene ind over stien, så man hel tiden går imod noget, elle den kan været mudret og sumpet, så man får våde tæer. Sådan er det med den smalle sti i skoven, så for det meste vil vi nok vælge den brede skovvej, selv om den smalle sti måske kunne bringe os hen til noget spændende, vi slet ikke havde ventet.

En gang imellem har jeg taget ned til Alperne og vandret i bjergene der.  Når man vandrer i bjerge, så går man ofte på stier. Når man ikke er kommet så højt op på bjerget endnu, så kan stierne godt være nogenlunde brede, men når man er højt oppe, så bliver stierne smalle, fordi der ikke er så meget plads til at have stier på der. Måske går der en stejl afgrund ned lige på den ene side af stien og en stejl skrænt op lige på den anden side, eller måske er der bare knoldet og stenet og ujævnt rundt omkring. Når man går på sådan en smal sti højt oppe i bjerget,  så kan det vær lidt svært,  hvis man møder en modgående- man kan ikke bare gå forbi hinanden. Den ene part er nødt til lige at træde forsigtigt til side fra stien og stå og vente, mens den modgående passerer forbi.

Men der er noget helt særligt deroppe i bjergene på de smalle stier nede i Alperne. Man hilser altid på hinanden, når man møder nogen, man går forbi. Også selv om man aldrig har set hinanden før og muligvis heller aldrig kommer til at se hinanden igen.  Og ved I hvad de siger, dem der kommer fra områderne dernede ? Vi ville måske sige hej eller dav eller sådan noget.  Det gør de ikke, de siger Grüss Gott.

Dem her der kan en lille smule tysk kan regne ud, at det betyder: hilsen fra Gud eller nærmere: Gud velsigne dig. Og jeg har jo lært der i bjergene at svare det samme: Grüss Gott, selv om det ellers ikke er noget, jeg sådan går rundt og siger hver gang jeg møder nogen. Tænk sig, det er da helt fantastisk, at man går der på den smalle sti, måske med hjertet i halsen fordi der ærligt talt er noget højt ned, måske med heftigt åndedræt og ømme ben, fordi der er  vældig stejlt opad,  og så møder man der et andet menneske, der siger: Gud velsigne dig.

Jesus sagde engang noget til sine disciple, han sagde:  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelse, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og få finder den.

Jesus anbefaler den smalle og trange vej.

Men nu skal vi til det, der skete dengang det begyndte, alt det med, at Jesus havde disciple.

Simon Peter og hans fiskervenner havde været ude at fiske hele natten, sådan som de plejede. Men de havde ikke fanget det mindste. Det var ærgerligt og irriterende, men da det blev morgen, kunne de lige så godt gå i land og ordne deres garn, for om dagen kunne man ikke fange fisk.  Men så stod Jesus dér på søkanten og talte til en masse mennesker. Og det endte med, at han talte til Simon Peter og sagde :  Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst. Simon Peter gjorde det, selv om det godt nok var noget besværligt noget.  Nu havde de lige pakket sammen og det nyttede nok ikke noget.  Det kunne han heller ikke lade være med at give udtryk for ved at sige:   vi har slidt hel natten og ingenting fået.  Men han gjorde det.  

Måske kan vi sige det på den måde, at han allerede her valgte det, man kunne kalde den smalle vej.    Den brede nemme vej for Simon Peter var her at sige: nej det gør vi ikke, vi ved godt hvordan det er med fisk, vi bliver ved det vi kender til. Men Jesus kalder Simon Peter til at vælge den smalle, mærkelige usikre vej.

Og så siger Jesus det noget dramatisk. Han siger ikke bare: Sejl ud på søen. Han siger :Læg ud på dybet. Dybet. Det er i hvert fald noget, hvor man ikke har fodfæste, noget hvor man aldrig kan vide, hvad der sker. Det er en smal sti.

Og Simon Peter gør det, han vælger den smalle sti og sejler ud. Og hvad sker der: han og hans venner får en fiskefangst så stor, at de aldrig har oplevet noget lignende. Fiskebådene er lige ved at synke af de mange fisk fra nettene.  Fisk er liv, det er menneskeføde. Så da Simon Peter og hans venner den her dag  på Jesu ord, vælger den smalle sti og lægger ud på dybet, da erfarer de stærkt, at den fører til liv, til velsignelse til alt det, en fisker drømmer om: en stor fangst.

Det er bare en lille forunderlig begivenhed det her.  Men for Simon Peter og fiskerne bliver den et tegn, som gør et kæmpe indtryk på dem.

Så da Jesu bagefter siger til dem: Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker, da er der ingen tvivl i dem: de forlader både fiskerbåde og fisk, og alt det, de normalt har holdt sig til for at følge med Jesus.

Det er en smal vej.
Den brede vej ville her være at bruge fortjenesten af den kæmpefiskefangst til at investere og udvide forretningen og blive storfiskere i stedet for små familiefiskere. Det ville de fleste mene var en klog ting og en god chance, de her fik.

Men de valgte den smalle sti, de lagde ud på det usikre dyb ved at forlade alt det, der var deres vante hverdagsliv og følge Jesus uden at vide, hvad det egentlig skulle føre til.

De gjorde det, fordi de efter det her var overbeviste om, at dér, hvor Jesus var, var der liv ud over alle grænser, ud over alt, hvad de nogensinde kunne komme til at erfare på anden måde.

Fra nu af skal du fange mennesker, sagde Jesus til Simon.         

Så ser vi måske for os at Simon går rundt med sine fiskenet som sådan en lasso og fanger mennesker ind, så de sidder fast i hans garn.

Men det tror jeg ikke Jesus mente.  Måske kunne Jesus lige så godt have sagt : Fra nu af skal du møde mennesker. Mennesker, der som du bliver ligeså optaget af det liv, jeg bringer jer. Ja du skal hjælpe mig med at få mennesker til at opdage og tage imod det liv og den velsignelse jeg vil give.

Det gjorde Simon Peter og hans venner så.

Det blev en smal sti at gå på. Smal og usikker og besværlig og farlig.  Mange syntes de var idioter, eller det der var værre. De vidste sjældent, hvor de skulle sove næste nat, eller hvad de fik at spise i morgen. Men de mødte mennesker, som blev ligeså velsignet af Jesus, som de selv var blevet. Det var alle mulige slags mennesker- mange af dem lignede ikke dem selv.       

Men de mødte også Gud. Det var jo det, der var ved det hele:  I alt det, der skete på vejen med Jesus kunne de mærke Gud  og meningen med det hele. Den mening, som de havde svært ved at se, dengang de bare lod det hel gå derud ad for fuld drøn som på en tresporet vej, fuldstændig ligesom alle de andre, der drønede derud ad uden at ane hvorfor, eller hvorhen de egentlig skulle. 

Her på den smalle sti med Jesus mærkede de, at Gud var med i deres liv, og mening var ikke noget, de gik og spurgte om, den var der bare. 

Læg ud på dybet og kast jeres garn til fangst, sagde Jesus. De troede Jesus og gjorde det.

Jesu ord her gælder også os nu. Vi bliver alle opfordret til at tro Jesus på hans ord og begive os ud i et liv  som Jesu disciple i dag. Hvad det så er at være discipel i dag, det er det vores opgave at finde ud af. Det kan vi gøre ved at spejle vores liv i fortællingerne om Jesus og i Jesu ord. Det kan vi gøre ved at komme til kirke for at være sammen om forundringen over livet.   - blot skal vi regne med, at det kan være en snoet og smal sti. Men på den sti  vil vi blive mødt af Guds velsignelse.

For det siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.