I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Det er skæld ud søndag i dag. Jesus taler skarpe, vrede ord til tilhørere. Han sammenligner sin samtid med børn på torvet, som ikke kan finde ud af at lege. Vi spillede på fløjte og I dansede ikke. Vi sang klagesange og I sørgede ikke. - Om det alene skyldes, at nogen er ugidelige og dovne eller om deres surhed mere skyldes, at de andre hele tiden vil bestemme. Det kan jeg ikke læse af situationen. Men leg bliver det ikke til. Disse børn er eksempel på folk, som ikke kan finde ud af det i forhold troen. Johannes kom og prædikede omvendelse. Og så sagde folk, at han var som besat. Så kom Jesus og spiste sammen med toldere og syndere, og så er han en fråser og en dranker.  

På den måde kan man undgå at blive engageret. Vi er jo ikke fanatiske. Vi er helt almindelige. - Men kan næsten høre, hvad folk siger til hinanden for at holde afstand til den udfordring, som Jesus forkynder. De har hørt Johannes Døberen prædike. De har hørt Jesus tale. De har set de tegn han har gjort. Men uden nogen væsentlig effekt. Og derfor er der "skæld ud".  

Jesus er åbenbart ikke kommet for blot at hjælpe lidt her og lidt dér. Han er ikke kommet for at reparerer på nogle fysiske og psykiske skader. Han skal ikke opfattes som en alternativ helbreder og healer som gennemfører nogle enkelte justeringer på et skaberværk som i det store og hele synes ok. Gud stiller sig ikke tilfreds med middelmådighed.  

Det vidste Johannes Døberen og derfor forkyndte han dom over mennesker og deres liv. Det var ikke tilstrækkeligt med et par indrømmelser. Nej, mindre end dåb til syndernes forladelse og omvendelse til en hel ny livsstil skulle der til.  

Og det samme forkynder Jesus for sine tilhørere i bl.a. Korazin, Betsajda og Kapernaum. Han har været i disse 3 byer men uden den virkning, han går efter. Og han siger, at det vil gå hedningebyer som Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag. Og Kapernaum, hvor der er sket mange helbredelser og hvorfra flere af disciplene kommer, skal ikke tro, at det vil gå den bedre end Sodoma, som blev udslettet i ild.  

Det er ikke kun disse byer, som fremkalder stærke reaktioner hos Jesus. Hovedstaden Jerusalem hører med i rækken. Jesus græder over byen på grund af det, som senere skulle ske med denne by, som romerne erobrede og ødelagde i år 70.  

Det er næsten som om der er en liste over byer. En liste som fortæller om en mørk og destruktiv mulighed ved tilværelsen; om vold, ufred, krig og tilintetgørelse.  

Skal listen læses sådan rummer den navne som Atlantis, som forsvandt på havets bund, Babylon som i dag kun er ruiner i ørkenen, Sades i Tyrkiet, som blev ødelagt af Perserne og senere af jordskælv, Kartago, som blev tilintetgjort af romerne, Pompeji som blev begravet af aske, Rom, som blev plyndret, Konstantinopel som erobret af Tyrkerne, Stalingrad som blev skudt i grus under kampen om Rusland, Dresden som blev bombet ad de allierede, Hiroshima med den første atombombe, Aleppo som nu bliver indtaget af Syriens hær. Hele tiden føjes der nye navne til listen over byer, som af den ene eller anden grund er blevet ramt af tilintetgørende kræfter.     

Jesus er vred. Over vores urealistiske tilværelsesforståelse. - Hvordan kan vi tro, at det hele nok skal gå. Bare fordi det går godt for os selv lige nu. Det er jo forkælede børn, der tænker sådan. Som synes det er i orden at lyst og ulyst skal have lov til at bestemme, hvad jeg gider og hvad jeg ikke gider. Vi ligner tilskuere som står på broen over motorvejen og ser om noget skulle gå galt. Eller måske ligner vi dem, som selv kører og så over trafikradioen får at vide, at der er sket en ulykke på strækningen i modsat retning. Vi sætter farten ned, ikke for en sikkerheds skyld, men for at få ulykken at se.  Måske står vi ligesom på bredden af en flod og ser nødlidende kæmpe for livet i vandmasserne. Og måske får vi lyst til at kaste et tov ud til nogen, der er ved at drukne. Men selv har vi vores på det tørre. - Eller også ser vi folk, som er ved at gå under i tørke. Og så får vi lyst til at hjælpe med lidt mad og vand som nødhjælp. Men os selv vil der ikke ske noget.   

Men sæt nu, at det vi ser, slet ikke er rigtigt. Det kan være, at det ikke kun er de andre, der bliver ramt af tørke eller finansiel krise.  - Sæt nu virkeligheden er, at ukendte problemer kan skylle ind over os som en zunami og trække os ud i strømme, hvor vi slet ikke kan bunde. Så får vi brug for en helt anden tilværelsesforståelse. Så får vi brug for nogen, som kan redde os, som kan bære os og frelse os og ikke bare nogen som kigger og siger, at vi nu heller ikke skal blive fanatiske.  

Det forekommer mig, at listen oover byer er en liste over verdenshistoriens gang. Det er historien om mennesker, som enkeltpersoner, kulturer og samfund. Det er historien menneskets storhed og fald. Så højt kan vi nå og så dybt kan vi falde. - I det vi skaber med i hinanden og i det vi ødelægger for hinanden.  

Hvordan kan vi dog glemme den ene side, den mørke. Det er næsten barnligt. Når man selvretfærdigt går op i sin egen fornærmelse og ikke vil lege, fordi man ikke selv har fundet på det og derfor siger: det skal I ikke bestemme. - Der lurer end ondskab ved døren alle steder, selv til børnekammeret.  

Når et menneske bliver født til verden, skal det trække vejret. Om nødvendigt løfter jordmoderen barnet op i benene og giver det et klask i bagen for at give barnet en forskrækkelse og sige: Du skal. Det er ikke et spørgsmål om du har lyst eller om du er motiveret. På samme måde i dag. Jesus er vred og giver os verbale tæsk. - det vil gå Sodoma tåleligere på dommens dag. Det er som at få et slag i bagen og sige: Kom nu. Du skal engagere dig i dette her. Det er livet om at gøre. For du skal leve. Gud vil at du skal leve.  Du skal ikke gå til bunds i ondskab og død. Gud er forandringens Gud. Fremtidens Gud. Fællesskabets Gud. Vi skal ikke se os selv som en afdød på bunden af en kiste men som levende, skabt i Guds billede. Så må vi arbejde med på Guds riges forandring, fremtid og Guds riges fællesskab.  

Og så slutter kapitel 11 ikke med skæld ud.  Det slutter med en invitation: Kom hid til mig alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Vi skal altså ikke se på os selv for forkastede men som velkomne hos Gud.... Og for den siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, amen.