Luk. 19, 41-48

Salmer: 741, 7, til856, 330- 312, 208, 426, 335

I faderens og sønnens og helligåndens navn. Amen  

"Tak at huset her blev bygget som en sang om Paradis"

Med disse ord beskriver salmedigteren Jens Rosendal formålet og ideen med og bestemmelsen for kirkens bygning : at den skal være som en sang om paradis. Det er et ejendommeligt billede han bruger her, for hvordan kan noget så håndfast som en bygning være som en sang- altså noget der er lyd ? 

Man kan næsten ikke forstå det anderledes, end at det indeni kirkens bygning skal genlyde af sang om paradis, som vi kan høre, hvis vi lytter, og at der også udenpå, ud fra kirkens bygning skal genlyde af sang om Paradis. Fra kirkens bygning skal der ud i samfundet lyde sangen om Paradis.  

Jesus er på vej til Jerusalem. Han har været undervejs længe, ja egentlig siden han nogle år tidligere begyndte sin omvandrende virksomhed, efter at han var blevet døbt af Johanens døber i Jordanfloden.   Han havde været rundt i mange almindelig landsbyer i Galilæa og besøgt folk der i deres almindelig liv - fyldt med store dramaer som også vores almindelige liv er.

Og hvor Jesus havde været og folk havde taget imod hans helbredelse, hans myndige ord, hans underfundige ord, hans uforbeholdne accept af ethvert menneske, hans mærkelige fortællinger om guds rige - alle de steder kunne de galillæiske landsbyboere bagefter sige til hinanden eller tænke i deres indre, at det var som om de havde hørt en sang om Paradis.  

Efter at sådan at have været længe undervejs kommer Jesus nu op over bakken og kan se Jerusalem ligge dernede. Byen der har sin særlige betydning fra templet, som han kan se dernede i byen - ragende op over alle de andre bygninger. For enhver jøde, som var på valfartsrejse til Jerusalem kunne dette syn af templet, få hjertet til at flyde over med glæde.

Men sådan er det ikke for Jesus. Da han ser ned over den stolte, men hårdt prøvede by med templet græder han. Jesus græder over den by og det folk, som ikke kender sin besøgelsestid.  Han græder over det folk, der ikke er beredte til det besøg, som Gud vil gøre sit folk.  

Moses var ude for noget lignende. Han have været på bjerget, hvor Gud havde givet ham stentavler med alle lovens bud. Da Moses er på vej ned af bjerget kan han se, at folket i mellemtiden, mens han har været på bjerget er begyndt at dyrke gudebilleder af guld og danse deres livsdans omkring dem i stedet for at lytte til den levende Gud.  Da Moses ser det, bliver han så rasende at han kaster alle stentavlerne fra Gud på jorden så de splintres og går i tusind stykker.

Men sådan reagerer Jesus ikke, da han ser den by, som ikke er beredte til at tage imod hans besøg, som ikke har hørelse til at høre den sang om paradis, som han vil synge for dem. Han reagerer med sorg og oprigtig medfølelse.

Mange står parate i Jerusalem til at hylde ham, men den hyldest stikker ikke dybere, end at den vil vendes til afvisning kort efter. Deres smukke tempel er ikke blevet en gæstehal til modtagelse af Guds søn og hans sang om glæde.

Men vreden kommer kort efter, da Jesus når helt ned til pladsen foran templet og ser alle de handlende, der sælger offerdyr og andet godt. I vrede jager han de handlende ud fra tempelpladsen og i de ord hvormed han kritiserer denne virksom hed ved templet henter hans stof fra profeterne Esajas og Jeremias."Mit hus skal være et bedehus, men i har gjort det til en røverkule."

Hvad er forskellen på et bedehus og en røverkule ? Ja der er måske en hel del forskel. Men den principielle forskel er vel denne, at i et bedehus der kommer man ind med tomme hænder for at bede Gud om at han vil give livet og det, vi har brug for. Men i en røverkule, der kommer man med fyldte hænder med alt det gods man har taget for at oplagre godset der i hulen. Måske indtil man kan sælge det eller på anden måde drage nytte af det.

Sådan lyder Jesu kritik mod offervæsenet ved templet, mod hele den beregning, hvormed de omgiver deres henvendelse til Gud.

Kan denne kritik mon også rettes mod os, når vi kommer til vores gudshus, vores kirke for at henvende os til Gud ?

Det spørgsmål bliver vi nødt til at benytte søndagens evangelium til at stille os selv og hinanden.

Kommer vi herind med tomme hænder for at bede og lade kirken være en gæstehal, hvor vi venter på Gud og hans ord ?  

Eller kommer vi slæbende ind med alt det, vi har taget og tillavet os, vores færdige meninger og forestillinger, vores beregninger, vores rettigheder, vores færdige bedømmelse af det ene og det andet, kommer vi med det for at få Gud til også at passe ind i det. Eller for at drive forhandling med Gud ?  

Måske er det sådan, at vi bedst kan høre Gud når vi tømmer hænderne for tage- tingene.   Men vi kan godt komme ind i kirken med hænderen fulde af alt det,  vi har fået.  I dag er en familie kommet med det barn de har fået som en forunderlig gave, og vi alle er komet ind med hænderen fulde af de glæder vi har fået siden sidst, og også de udfordringer og svære ting vi har fået, kan vi tage med herind for at lade Guds ord kaste sit lys på det.   

Det er vigtigt at kende sin besøgelsestid, forstår vi af evangelieteksten i dag.

Men hvad er det ?

Ja måske er det at være parat til at lade sig besøge. Måske er det i bønnen, som vi beder i vores bedehus, eller alle andre steder at være parat til at lade sig besøge -af Gud og hans ord. Måske er det at tømme sig og lade både sind og kirkebygning være en gæstehal, hvor vi venter på at høre Guds sang om paradis.

De folk, som Jesus græd over, da han stod udenfor Jerusalem, kunne ikke tømme sig for deres forestilling om, hvordan Guds salvede, deres ventede Messias skulle være. De kunne ikke være åbne for Det besøg, der ventede dem af Guds søn.  De kunne ikke se eller høre Paradissangen hos ham.  

Efter at Jesus havde jaget de handlende væk fra pladsen foran templet, kommer han igen de følgende dage og underviser på pladsen der foran templet.  Han gør sit besøg hos dem og lader sit ord om Guds rige lyde ud fra templet. Og Lukas fortæller, at det afstedkom både modstandere og tilhængere: folket hang ved ham for at høre ham, fortæller Lukas, men folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen.  

Sker det, at vi lader os besøge og hører Guds tale til os, hører hans sang om glæde til os, da skal vi også gå ud på pladser og steder udenfor kirkens bygning og lade det lyde der og virke der.

For engang sendte Gud sin søn, som ikke havde røvet sig til det at være Gud lig. Men han gav afkald på det og blev som et menneske og skulle dø på korset. Ham ophøjede Gud. 

Og han kommer lyslevende og besøger sit folk. Også nu. Og vi må kende vores besøgelsestid og vide, hvad der tjener til vor fred: at vi lytter til hans sang og om paradis og lever med den i sindet og synger den højt og lader den gælde for sandhed i alt hvad vi foretager os.  

Vi vil slutte med endnu et vers Jens Rosendals salme :  

Lad dit ord med glæden springe
I vor høje gæstehal.
Lad din skabermagt os tvinge,
når du siger : tjener tal !
Gør os til din menighed
med dit folk i tusind led.    

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en, sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed,

Amen.