Torsdag i sidste uge landede en ørn på Skagens Odde. Den største af alle ørne, stod der i Nordjyske, med et vingefang på 2.50 meter. Den lever kun frit i det nordlige Japan og ved Beringshavet og er aldrig før set i Danmark. Fuglen var hverken ringmærket eller udstyret med radiosender. Det var en fri og vild fugl.  De begejstrede ornitologer forstiller sig, at den højtflyvende fugl er blevet båret af varme jetstrømme i den øvre atmosfære helt til Skagen. Besøget varede kun et lille døgn, så fløj ørnene videre til en ukendt destination. Ørnehistorien fra Skagen fik mig til at tænke på en fabel om en ørn. En fabel er en historie om dyr, hvor dyret tillægges menneskelige tanker og tale.  

En ørn blev engang spurgt: Hvorfor opdrager du dine børn så nær ved solen? - Hvorfor skal de lære at flyve helt deroppe, hvor vingerne strejfer den blå himmel og regnbuen, og hvor deres vilde skrig går i ét med stjernesangen?

Ørnen svarede: Hvordan skulle mine unger ellers lære at flyve og søge imod lyset? Hvordan skulle de få dristighed og lære at håbe vildt? Jeg opdrager mine unger nær solen, for at de skal blive ukuelige og frygtløse og flyve over alle afgrunde og imod de værste storme. Mine unger skal ikke krybe forskræmte over jorden, de skal være frie fugle.  

Sådan er det med ørnen.  Og sådan er det med mennesker. Vi er lysets børn som elsker lyset. I lys kan vi se. Hvor vi skal gå og hvor vi skal stå. Vi kan se til vores arbejde og vi kan se hinanden. Vi er skabt til lys, liv og lykke. Vi er ikke skabt til at mørke. Ej heller til at stå i skyggen af andre. Vi er ikke skabt til at krybe langs jorden. Det er ikke vores natur. For vi er skabt i Guds billede. Til frihed og kærlighed.  

Det bliver sagt til os ved døbefonten. - Vi bliver genfødt til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse. Korsets tegn på pande og bryst er håbets tegn, opstandelsens tegn. Mørke og død vil aldrig får det sidste ord. Vi hører ham til, Jesus Kristus, Guds søn.  

Grundtvig taler om mennesket, som en guddommelig skabning af støv og ånd. Støvet er den fysisk biologiske verden. Den har vi fælles med den øvrige skabning. På mange punkter er det nyfødte menneske bagefter fra begyndelsen. Andre nyfødte kan stå og gå efter nogle få timer. Vi er meget langsommere - men grundigere. Først skal man ligge på maven og lære at løfte sit hoved. - Så skal man stemme sig op med armene. Men det er jo for at udvikle muskler og få kontrol over sin overkrop. Siden følger knæene med og man kan kravle og derved få krydskoordinationen ind i sit bevægemønster. - Man skal kravle før man kan gå. Og jo grundigere man lærer det, desto bedre bliver man til at stå og gå, løbe og springe, klatre, balancere og  svømme. Det er i kraft af den langsomme og grundige læreproces grundlaget bliver lagt for menneskets enorme bevægelsesmuligheder, hvad enten det er på en fodboldbane, under et cirkustag eller på et kirkeorgel. Og som om det ikke er nok. Med vore tanker kan vi få ideer og visioner. I fantasien kan vi rejse til ukendte steder med en hastighed, så selv en ørn må give fortabt. Det er fantastisk. Mennesket er med bibelens ord skabt i Guds billede.  

Men billedet kan ridses og sløres. Vores storhed kan bringes i krise. På flere måder. Med alderen. Det kan komme til at knibe, med hørelsen og med synet. Kroppen kan blive slidt og knoglerne skrøbelige. Vi kan blive afhængige af hjælp fra andre. Det er ikke kun kroppen, som kan blive ramt. Også sindet. Skuffelser, tab, griskhed, jalousi, had, selvoptagethed kan fange os Og formørke livet, så det bliver en skygge af sig selv og dets muligheder. Derom handler dagens evangelietekst.  

Jesus kommer til Jerusalem. - Den store prægtige hovedstad for alle jøder. Det er byen, hvortil alle jøder kommer til de religiøse og nationale fester for at samles i templet. - Og templet er det sted, hvor jord og himmel mødes, støv og ånd.  I templet har himlens og jordens skaber taget bolig, midt blandt menneskene. - Her kan mennesker møde den levende Gud med tak og bøn. - Her kan mennesket set sit liv i den store sammenhæng og genfinde retning og mening for sit liv.   

Da Jesus kom op til templet blev han både skuffet og vred. Templet var blevet gjort til en karikatur af sig selv. Bønner var blevet gjort til noget, som kunne købe sig til. I templet blev folk tilbudt at købe høns og duer, får og geder, som skulle ofres til Gud. Syndsbekendelse og skriftemål var blevet erstattet af ofre, som var til køb og salg. Jesus blev vred og drev de handlende ud. Bøn til Gud har intet med penge at gøre. Det handler om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sit sind hele sin styrke.         

Jesus bliver ikke alene vred. Han græd også over byen. Den ved ikke, hvad der tjener til dens fred. Fred på hebraisk og arabisk hedder salam. Jerusalam. Men byen lever ikke op til sit navn. Og derfor græder han. Fordi konsekvenserne vil blive uover-skuelige og ødelæggende. - Det vil blive bygget mure omkring byen. Belejringsmure som vil forhindre import af fødevarer og på lang sigt gøre det umuligt for at overleve. Sådan som det kom til at ske godt 30 år senere, da romerne nedkæmpede den jødiske opstand, indtog byen, og dårligt nok lod sten på sten tilbage.  

Også i dag er der bygget mure udenom Jerusalem og midt gennem byen, som tegn på uforsonlighed og fjendskab mellem mennesker. Og midt i byen ligger tempelet som er blevet symbol på det, som skaber afstand og had, og som ligger der som en latent bombe under verdensfreden. Templet eller byen er ikke længere Guds bolig. - Gud har for lang tid siden forladt dette ene geografiske sted for sit nærvær i verden. - Det gjorde han langfredag, da forhænget ind til det Alle Helligste blev flænget fra øverst til nederst. - Nu er Guds bolig hos menneskene over alt på jorden, i kirker, i hytter og under åben himmel, dér hvor mennesker kommer sammen for at fejre gudstjeneste. - Vi er Guds hus og kirke nu bygget af levende stene. Templet er der, hvor mennesker kommer sammen for at høre evangeliet, sammen om dåb og nadver.  

Vi skal ikke satse alene på det materielle. - Ting har sin tid, de bliver slidt og går itu. Udvikling og afvikling synes at være to sider af samme sag. Af støvet er du kommet. Til støv skal du blive. - Det er naturens gang. Men mennesket er ikke skabt af jord alene, men af ånd, der er gået i støvet. - Og det er her vores liv henter sin kvalitet, i de områder, der kan beskrives med tro, håb og kærlighed. - herom vidner Vor Herre Jesus Kristus. Det er når han kommer til os, og til vores by og krydser vores vej, at livet bliver stort. Vi er ikke alene ørneyngel, vi er Guds elskede børn, som er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.  

For mere end 20 år siden blev den norske komponist  og pianist fra Oslo Gospelkor Per Tveit, ramt sclerose af den hårde slags.  "Hvordan går det med helbredet", blev han en dag spurgt: "Helbredet har jeg mistet for længst. Men håbet har jeg stadig.  Jeg kan ikke bruge mine arme og ben, men jeg kan kærtegne mit barnebarn på kinden". Sidste efterår besøgte præsten Per Arne Dahl ham på sygehjemmet. "Tag mig med ud i sensommersolen", bad han. Og med Per Tveit i kørestolen og gik de ud i byen, hvor de mødte en nydelig 70 årig kvinde, som kendte Per fra tidligere. "Hvor hyggeligt at se dig ude blandt os almindelige mennesker". Dertil svarede han, at man ikke kan sidde inde, når alt håb er ude. Så vidt historien om Per Tveit, som døde af sin sygdom 27. november 2012.  

Tydeligere kan det vel ikke siges. Man kan ikke sidde ind, når alt håb er ude. Når man er ramt af sclerose, når diagnosens statistik fortæller, at døden er uundgåelig, når man ikke længere fysisk er i stand til at bruge sin krop og måske ikke engang kan trække vejret ved egen kraft, så har man kun håbet tilbage. Men dette håb er til gengæld stærkere end alt andet. Det er trumf  mod død og fordærv i kraft af troen på Gud og hans opstandelseskraft, som vi kender den fra Jesus opstandelse fra de døde. Med den tro går der ånd i støvet og der skabes levende håb... Derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.