Prædiken til 10.s e trin 2010. Den 8. august kl. 10.30.

 

Jeg har i denne uge lært et nyt ord: Kiggekøer.

Det er et ord fra trafikradioen.

Når noget alvorligt er sket, bliver vi advaret i radioen, så vi kan køre en anden vej og undgå kødannelse og ventetid. Men alle hører jo meddelelsen. Også os, som kører i den modsatte retning. Nysgerrigheden får os til at sænke farten. Vi vil gerne se det og fornemme gyset.  

 

Når dagen bliver til aften sætter vi os i sofaen med kaffen foran os og ser nyheder.  I denne uge med de omfattende skovbrande som hærger i Rusland og de store regnmængder, som tvinger mennesker i Pakistan og Kina fra hus og hjem. Ulykker og katastrofer er både forfærdelige og fascinerende. Det drager os.  Men kun på afstand.  Det er noget vi kigger på. Men ikke som noget der angår mig. Sådan noget kan ske for naboen men ikke for mig, har mange sagt for åben mikrofon, indtil virkeligheden pludselig blev en anden.   Nu har trafikradioen spottet mekanismen og givet det et navn: kiggekøer. Og pointen er, at kiggekøer er farlige.   Det kan være farligt at være tilskuer og det kan blive anledning til nye ulykker.  

 

Der er to aktører i dagens evangelietekst og mange tilskuere. Den ene er profeten Johannes Døber, som advarede folk om dommedag, som om kort tid ville bryde frem Med Guds rige. Han tordnede mod overforbrug, hensynsløshed og overfladiskhed. Og det var ikke bare noget han sagde. Han levede selv efter sine anvisninger, nøjsomt og asketisk.  

 

Den anden var Jesus, som også talte om det kommende Guds rige. Han så det mere som noget smukt og vidunderligt, som venter os forude. Egoisme vil blive fortrængt af kærlighed; Så er det slut med  konkurrence, smålighed og jalousi. Og fjender bliver venner og finder sammen i kærlighed under Guds ledelse. 

 

Der var fest og fællesskab omkring Jesus. Alle kunne være med, store og små, syge og raske, rige og fattige, mænd og kvinder. Fremtiden blev nutid. Den kommende herlighed satte sig igennem og gjorde livet smukt og saligt allerede nu.  

 

Johannes og Jesus var de to aktører som stod frem i offentligheden.  De skilte sig ud fra mængden for at forkynde det, som de var nødt til. Det reagerede publikum så på. Tilskuerne i kiggekøen sagde om Johannes Døberen: "Han hverken spiser eller drikker". Han faster jo som en besat. Og om Jesus sagde de: Han både spiser og drikker. Han er en frådser og en dranker. Ven med toldere og syndere.

 

Folk ser og hører det hele.  De bliver præsenteret for både det vidunderlige og det forfærdelige. De bliver konfronteret med den kommende nye verden, som vil afslutte den gamle verden. Men det får ingen betydning. De kigger, de fornemmer gyset og fortsætter derefter som om intet var sket.  

 

I ligner børn på torvet siger Jesus til dem. De gider ikke noget.  Har ikke lyst til at lege. Hverken bryllup eller begravelse. For Johannes Døberen er for fanatisk og moralsk. Og jeg er for umoralsk, ven med toldere og syndere.   

 

Det er folk fra trekantsområdet, Jesus taler til.  Mellem Korazin, Betsaida og Kapernaum, byer som ligger ved Genezereth Sø. Men det kunne vel ligeså godt være sket i vores trekantsområde og i Nordjylland, hvor vi siger, at for lidt og for meget fordærver alting. For man skal ikke stikke næsen for langt frem. Det er bedre at holde sig på det jævne og på den gyldne middelvej. Problemet er, at der let liver kiggekøer på den trafikerede middelvej.  

 

Jesus er vred, lyder det til. Han revser sine tilhørere kollektivt. Og kalder deres byer ved navn. Han siger til dem, at de er på vej i fortabelsen. Fordi de ikke kommer ud af busken. De har set alt, som er sket. Tegn og undere har forvandlet menneskers liv fra elendighed til herlighed. De har set de mægtige gerninger men har ingen konsekvens taget af dem. De fortsætter som før og derfor vil det gå dem ligesom afgudsdyrkernes byer i Libanon og de moralsk fordærvede byer i Jordan syd for Det døde Hav.  

 

Jesus bliver vred. Han kender hele følelsesregisteret ved vi fra andre fortællinger. Han kan fryde sig og juble, Han kan glæde sig og blive bevæget. Han kan altså også blive bedrøvet, opbragt, vred og skælde ud.  

 

For nogen er det stor livskunst at være upåvirket og kold af det, som sker. Apati hedder det. Du kan alligevel ikke ændre skæbnen og lave om på alt det, som sker og skal ske. Så tænker man stoisk som mange i det romerske rige gjorde det. Og tankegangen er stadig udbredt. Livet selv er svimlende.  På alle måde. Det kan være både himmelsk og djævelsk, grusomt og hæsligt. Og det ikke til at bære. Det, som er smukt bliver før eller siden smadret og gjort til intet. Så for at undgå de store sindsopslidende yderpunkter prøver nogen at holde sig på afstand af det hele. Prøver at holde sig følelseskold og apatisk. Så kommer det ikke til at gøre så ondt at miste.     

 

Når jeg som præst ved begravelsessamtaler har lyttet til livshistorier med alt, hvad der er hændt, spørger jeg også om afdødes temperament. Så er der mange der svarer. - Der er ikke noget. Altså, der er ikke noget temperament. Jeg ved efterhånden, hvad det betyder, at "der ikke er noget temperament". Nemlig at vedkommende ikke var en ukontrollabel hidsigprop. - Det er godt nok. Men bagom svaret ligger alligevel en fornemmelse af, at temperament  er noget, der skal begrænses og styres.  Svarende hertil er noget af det bedste man kan sige om hinanden på det lokale sprog, at han eller hun er helt rolig.   

 

Er det noget at stræbe efter. - Rolig kan man altid blive. Men hvad med livlig og engageret, heftig og begejstret. Hvad med sorg og smerte? De naturlige reaktioner på virkeligheden, som den er. Når livet er smukt er det naturligt med både fryd, glæde og begejstring. Modsat er sorg, smerte og vrede rimelige svar på ondskab og død.  

 

Jesus var dybt engageret i kampen for livet. - Og det vil han også have os til at være. Som tjenere og disciple.  I tjeneste for Guds riges komme. I tjeneste for andre mennesker.  I tjeneste for det liv, som bliver vigtig, når medmennesket er vigtigt. - På godt og ondt. Med hud og hår. Så er det vi kan mærke livet.  

 

I virkeligheden er der en dyb trang i os til at komme tæt på og mærke livet. Derfor dyrker mange ekstrem sport. Det er når vi går, løber, flyver, svømmer, danser, cykler, at vi mærker kicket, at vi lever. Og jo længere desto bedre. Nogle bruger kartoffelmel, alkohol og narkotika  til at komme tæt på oplevelsen og andre søger udad i oplevelsen af kunst, kultur og viden. Og så er der dem, som søger livet i spændingen, i elastikspringet eller i krigen, som Amadillofilmen afslørede. Hvor adrenalinen tordner rundt i kroppen på de soldater, som er i kamp på liv og død. Så føler man, at man lever.  

 

Denne dybe længsel i os efter at mærke livet, får sit svar i Jesu forkyndelse. Der er en virkelighed, hvor livet er absolut til stede og levende. Hvor vi  kan være 100 % engagerede. Det er som ven med toldere og syndere, forsonet med sine fjender, tilgivet af sine skyldnere, trøstet trods savnet af sine kære. Vi behøver ikke selv skabe os kicket. Adrenalinen kommer af sig selv, når vi opdager hinanden i lyset af den virkelighed, som venter os forude. Så er det slut med at være tilskuere og nysgerrige, som ser uden at gøre noget. Så er det slut med kiggekøer og folkemasser, som sidder på torvet og afviser legen. Som hverken vil lege bryllup og begravelse. Det er slut med kedsommeligheden.  For Guds rige kommer, siger Jesus og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.