Prædiken

Salmer:  408 Nu ringer alle klokker; 613 herre du vandrer forsoningens vej ( flygel) med kor, 249 Hvad er det at møde. 224 stat op min sjæl, vers: 236, 5 + 6  Påskeblomst, 234 Som forårssolen

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Vi skal mødes igen. Ansigt til ansigt.

Sådan må det blive.  Intet kan forhindre det.

Med opstandelsen fra de døde har Gud ødelagt dødens evne til at slå ihjel.

Gud har besejret døden med Jesu opstandelse påskemorgen.

Og som døbte er vi genfødte til det levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde.

Derfor kan vi tro på, at vi skal mødes igen.

- Forjættende, tænker nogen. - Forfærdeligt tænker andre.

Forjættende for dem, som står ved en grav, og som kender den afdøde som far og mor, som søster og bror, som barn, ven og måske kæreste.

Trøsten er troen på gensynet, at vi skal ses igen.

Forfærdeligt, tænker andre, som frygter mødet med mennesker, som de sårede og krænkede, forsømte og måske fordømte. Det må blive frygteligt at mødes igen.

Hvis man med opstandelsen tænker, at den er for alle, både gode og onde, venner og fjender. Så bliver opstandelsen ikke kun den store glade genoplivelsens dag. Det bliver også en sandhedens dag, der som en dommedag vil bringe alt frem i lyset, som har været skjult i mørket. 

 

Vi skal møde hinanden med alt, hvad vi er, som Peter mødte den opstandne Jesus.

Påskeevangeliet om den tomme grav og om opstandelse er som en forkyndelse af en kosmisk begivenhed, som ændrer vilkårene for liv fuldstændigt.

Gud har det sidste ord. Døden er kommet til kort og har mistet sin brod.

Hidtil ukendte fysiske og biologiske kræfter har sat sig igennem og giver os en helt ny horisont for vort liv. – Et perspektiv, som åbner fremtiden med liv uden død.

 

Men det er ikke kun vidunderligt men også skræmmende.

Det kan ikke undgå at blive dommedag.

Det blev det for Jerusalems indbyggere, som hørte Peters tale pinsedag:

Den Jesus, I korsfæstede, har Gud oprejst fra de døde.

I dømte ham og fik ham henrettet, fordi han sagde, han var Guds søn.

Nu har Gud oprejst ham fra de døde og svaret på Jeres dom: Jesus er min søn.

- I har altså slået Guds søn ihjel, siger Peter.

Det er blasfemi. Det er en krænkelse af Gud selv. Det er stik modsat budet om at elske Gud af hele sit hjerte.

Og således bliver påskeevangeliet og dommedag to sider af den samme sag.

Hvad skal vi gøre, spurgte de Peter. Og han svarede, at de skulle omvende sig og lade sig døbe til at tilhøre ham. Gud rækker dem sin hånd og de griber den med omvendelsen til forsoningens og tilgivelsens Gud. Altsammen formidlet af Simon Peter, som fremstår som en hyrde for sine får. Den opgave har Jesus betroet ham.

 

Det sker, da Jesus møder Peter i Galilæa, som evangelieteksten beretter om.

- Elsker du mig, spurgte Jesus.  3 gange blev Peter spurgt. 3 gange, svarende til de 3 gange, han fornægtede sit kendskab til Jesus.

Man ser tydeligt meningen.

3 gange blev Peter konfronteret med sit svig.

3 gange blev han opfordret til at reparere skaden og gøre det godt, som han har gjort forkert. Derfor skal han påtage sig sin opgave som hyrde og leder.

 

Noget skurer mig i ørene, når jeg hører historien. Noget forekommer mig forkert.

Som den opstandne kunne man tro, at Jesus var den ressourcestærke, som nu står overfor en Peter, som ikke har noget at prale af, men føler sig både lille og ydmyg. 

- Men hvorfor så spørgsmålet - elsker du mig?

Han kunne vel bare af sin kærligheds overskud tilsige Peter syndernes forladelse.

Hvad skal spørgsmålet til for? - Elsker du mig?

- Et menneske, der spørger sin kæreste på den måde, er et menneske, der spørger i tvivl og usikkerhed. Som ikke kan vide, hvad der vil blive svaret.

Sådan spørger man ikke, når man ved alt om hinanden og er tryg ved hinanden.

 

Måske er forklaringen, at de begge har noget på hinanden.

Jesus har noget på Peter. Jesus er blevet svigtet. – Det har vi både hørt og forstået.

Men Peter kunne vel også føle sig svigtet af Jesus?

Jesus tog dem med til Jerusalem og satte sit liv og sit venskab med Peter og de andre på spil. Han risikerede deres liv for selv at gå planken ud.

Alt havde de forladt for at følge ham. Og så satte han det hele over styr. 

Han lod Judas forråde sig, så han tog sit liv.

Og han lod Peter afsløre sig selv på den værst tænkelige måde. Det gør man ikke mod sine venner! - Skulle Peter ikke have anledning til at være vred?

 

For nogen tid siden mødte jeg en kvinde, som var meget vred på sin mand og ægtefælle. Hun elskede ham og han havde gjort meget for hende også i den sidste tid, hvor hun havde pådraget sig adskillige fysiske skavanker.

Så pludselig en dag gik han hen og døde. Mere eller mindre fra det ene øjeblik til det andet. – Og det var jo forfærdeligt sørgeligt.

Denne kvinde fortalte åbenhjertigt om sin spontane vrede mod sin elskede mand.

Hvordan kunne han tillade sig det. – At dø fra hende.

 

Jesus og Peter mødes. Ansigt til ansigt. Jeg tror Peter har det svært både med Jesus og sig selv. Han kæmper med vreden både indad og udad.

Nu møder de så hinanden efter Jesu opstandelse. Intet er glemt. Alt er husket.

Det er som dommedag.

Sammen går de gennem alt det svære.

Sammen ser de sandheden i øjnene.

Jesus giver Peter anledning til at stå ved sin kærlighed, på trods af alt.

Jesus bekræfter Peter i sin opgave som hyrde og pastor, for disciplene og alle de andre i fællesskabet om Jesus.

 

Hvis man har svigtet, må man gå af. – Sådan lyder det politiske krav.

Senest var det vel forsvarsministeren som var i stormvejr p.g.a. af sin spinddoktors rolle i forbindelse offentliggørelse af oplysninger, som var stemplede både fortrolige og hemmelige.

Nu 1½ måned efter ministerens afgang er sagen vel næsten glemt.

Men systemet er kendt. – Når nogen svigter, skal de tage deres afsked.

 

For et par måneder siden trak den kvindelige biskop Margot Kässmann for Landes-kirche Hannover sig tilbage, både som biskop og som leder for den evangeliske kirke i hele Tyskland. Hun var blevet taget på fersk gerning for spirituskørsel.

Hun tog selv øjeblikkeligt konsekvensen og søgte sin afsked.

Det udløste både respekt men også modsigelse. Der var meningsdannere, som gav udtryk for, at kirkeledere også er en slags mennesker. Man kunne med god ret citere Paulus, som i Rom 3,21 skriver, at alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.

Sagt med andre ord. Ingen af os kan holde til at lade som om, vi er pletfri.

Og derfor er vi nødt til at overveje positivt, at vi skal fortsætte med at gøre det vi skal, selv om vi ikke kan leve op til det, vi skal.

 

Det er det, Peter får besked om. Han skal være hyrde, selvom han har svigtet. Det er ikke noget han tager af sig selv. Det er en opgave, han bliver stillet. Og det er Jesus, der giver ham den med ordene: Vær hyrde for mine får.

Det er der frihed i. – Så har han ikke lederskabet i kraft af sig selv og sin tro på sit selvværd. – Han har opgaven i kraft af Jesus.  Med ansvar overfor ham.

Med ansvar overfor den kærlighed, som bærer deres forhold, og som han står ved.

Forsoningen består således i, at basis for deres forhold er blevet reetableret.

At vreden og skuffelsen, bitterheden og sviget er blevet overvundet af kærligheden.

 

Forsoning forudsætter både sandhed og kærlighed.

Man kan ikke tilgive eller blive tilgivet noget, man ikke ved noget om og ikke har indrømmet. Derfor skal sandheden frem, for at løgn og fortrængning ikke skal stå i vejen for mødet ansigt til at ansigt.

Men sandheden alene gør det ikke. Der må kærlighed til. Og den kærlighed er der.

Den kommer fra Gud. Og den hører aldrig op. – End ikke ondskaben og døden i forening kunne stoppe kærligheden. Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt.

Det er påskens forkyndelse. Sådan bliver der fortalt om mødet med den opstandne Herre, hvadenten man nu hed Peter eller Paulus, Thomas eller Judas, dengang.

Kærligheden hører aldrig op.  Og denne tro har de givet videre til os i dag, og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.

Læs evt hans Anker Jørgensens salme: 249 Hvad er det at møde den opstandne Mester.

 

/sognepræst Johs Kühle