Trinitatis søndag - Missionsbefalingen
Søndag d. 11. juli 2010
Kamelen og nåleøjet, prædiken v. Ole Pihl
Tekst: Matt 19.16-26 - Ind i Guds rige - 6. søndag efter trinitatis
Tema og intro:
Den første tekst vi skal høre i dag - det er De 10 bud - og derefter hører vi om en samtale, som Jesus havde med en rig ung mand - den rige unge mand - vil gerne i himlen når han dør - og spørger om det ikke er nok at han holder de 10 bud - men Jesus siger - NEJ - du skal også sælge al din rigdom og give pengene til de fattige - og derefter skal du følge mig! Manden går bedrøvet bort - og Jesus slutter med at sige, det er sværere for et menneske at komme ind i Himlen - end det er for en kamel at komme igennem et nåleøje!
Det er hvad der er disket op for os i dag til gudsjenesten - og Gudstjenestens tema – er derfor: Kamelen og nåleøjet
Prædiken:
Indledningsbøn:
Herre og Gud - vi beder om, at du nu ved din Helligånd – ved dit Åndelige nærvær – vil åbne vores hjerte og vores sind – gør det under, at vi må høre dig - se dig – og mærke dig. Tak at du er vores Far og vi er dine børn.
Send os din fred.
Amen.
_______________________________
Kamelen og nåleøjet - det er ikke nemt! At få en kamel gennem et nåleøje - det er da vist umuligt - ellers skal det da være et ganske stort nåleøje - nå - det vender vi tilbage til!
For først til noget andet - Vi kæmper nemlig for det - vi kæmper dagligt for livet. Motion, sund mad, skønheds saloner, forskønnelsesoperationer - lægenvidenskablig forskning. Det er nærmest blevet en sygdom at blive syg. Vi vil være raske - og ja - det er da også det bedste og rareste.
Men vi kæmper for det - vi kæmper for livet i en grad vi aldrig har gjort før. Vi ønsker at skubbe dødens grænse - og det gør vi faktuelt også i disse år - vi lever længere - og længere - der er nærmest kommet en ny alder ind - så det ikke længere hedder barn-ung-voksen-gammel - nej nu hedder det barn-ung-voksen-ældre - gammel.
Og tillykke til os alle med den 3. alder. - den kommer jo til os alle på et tidspunkt. Men måske skal vi også være opmærksomme på hvad der sker i vores tænkning og virkelighedsforståelse. Vi kæmper måske så meget for livet - at livet kører forbi os! For når man er i kamp - så er fokus kun rettet mod kampen - så glemmer vi let alt andet.
___________________
Og hvor vil jeg så gerne hen med dette!
Jo - jeg vil gerne prøve at skabe en forståelse for den rige unge mand der mødte Jesus. Han kæmpede også. Og han kæmpede meget. Han kæmpede for livet - ikke bare livet her på jorden - men han kæmpede også for det evige liv.
Han ville virkelig gerne forlænge sit liv her på jorden med det evige liv i Himlen hjemme hos Gud. Og han kunne ikke som vi gå på internettet og tjekke ud hvilke muligheder han havde - men i stedet kunne han læse i det gamle testamente - for han var jo jøde - og han læste der, at han skulle holde de 10 bud - og så havde han en mulighed som vi ikke har i dag - han kunne møde Jesus face to face.
Og det gjorde ham - men han havde forberedt sig - for han havde nemlig gennem sit liv holdt alle de 10 bud. Og da Jesus siger til ham - du skal holde de 10 bud- for at få evigt liv - så er han mere end klar til at smide sin trumf på bordet - Det har jeg allerede gjort!
Og når man spiller kort - og smider sit bedste kort - sin trumf - og er sikker på at nu er sejren hjemme - så er det mere end brand irriterende - nå ens trumf bliver stukket. Og det gør den for den rige unge mand - for Jesus siger til ham - selvom du har holdt budene - så skal du sælge alt hvad du ejer og har og give pengene til de fattige - og så skal du komme og følge mig. Det bliver for meget for den rige unge mand - han forlader det gode selskab - for han var nemlig meget rig.
________________
Han kæmpede og kæmpede for livet - men han vandt ikke! Og det var som om livet kørte forbi ham - uden ham som passager. Måske er der nogle af os der kan genkende os selv i den rige unge mand - som gerne ville gøre det så godt - han kæmpede for at gøre det bedste, det ypperste, det rigtige i livet - og endte med den følelse, at det ikke lykkes - at livet nærmest kører forbi en - og ham gik bedrøvet bort!
__________________
Men - er det i virkeligheden Jesus der er ond her! - Skulle Jesus ikke i stedet have sagt - at det er da godt gået min unge mand! Jeg tænker, at det er da i hvert fald den måde vores samfund i dag er bygget op på. Du får efter fortjeneste. Du skal yde for at nyde. Du skal selv være med til at løfte, ellers er du ikke med i fællesskabet. Disse tanker afspejler sig i stigende grad i vores skattepolitik, i vores arbejdsmarkedspolitik, i vores uddannelsespolitik og vores understøttelsespolitik. Vores samfund drejer i stigende grad hen mod, at vi får efter fortjeneste.
Det er en stor diskussion, hvad der er de rigtige samfundsmæssige dispositioner - og diskussionen er på ingen måder enkel og let. Og den politiske diskussion skal føres andre steder end fra prædikestolen her i kirken. Men - det der skal siges fra prædikestolen her i kirken - det er at når det gælder GUDS RIGE - så er der noget andet der tæller - end det at få efter fortjeneste! Det er derfor Jesus siger som han gør til den rige unge mand. Det er derfor Jesus siger, at han når han har holdt alle budene - så skal han gå hen og sælge alt hvad han har og give pengene til de fattige. Og han går bedrøvet bort - for det krav vil han ikke leve op til.
Jesus siger så - og det er det er der temaet for gudstjenesten i dag - det er her nøglen ligger begravet!
Jesus siger: Ja - det er sværere for en kamel at gå gennem et nåleøje - end det er for en rig at gå ind i Guds rige.
En kamel og et nåleøje!
Forestil dig:
- Kamel - med oppakning - transportmiddel
- By - med byporte
- En port med navnet - nåleøjet.
- Kamelen kunne kun komme igennem UDEN oppakning!
- Se det er det der er pointen - det er det der er nøglen til at forstå det Jesus siger:
UDEN OPPAKNING
Man kan altså komme igennem nåleøjet uden bagage - uden oppakning! Man kan få evigt liv uden bagage - uden oppakning! På en eller anden måde ganske enkelt og simpelt - for ingen af os har kunnet få hverken ting eller æresbetegnelser med herfra. Ting bliver højest lagt med i kisten - og æresbetegnelser bliver stående på gravstenen.
Tilbage til den rige unge mand!
Var det måske det der var svært for ham - at han var meget rig - og gerne ville holde sin rigdom for sig selv - at han gerne ville leve for sig selv - alene - uden at dele med andre - uden at dele sit liv sammen med andre!
Og er det måske det, der er den helt store livs udfordring for os i Danmark i dag - Ligusterhækkenes land - hvor vi burer os inde bag vores ligusterhække og hegn - og levet i vores små haver - uden andre kan se ind!
Jeg er overbevist om, at det ikke er det Gud har tænkt med at skabe os mennesker - at vi skal leve bag vores ligusterhække og hegn - og passe os selv og vores rigdomme. Nej - Gud har skabt os til at leve SAMMEN med hinanden - i fællesskaber - i omsorg og kærlighed - hvor den stærke tager sig af den svare - hvor den rige deler med den fattige - vi er ikke skabt til at skulle leve adskilte fra hinanden. Vi er skabt til at dele livet og livets glæde med hinanden.
Pointen med kamelen og nåleøjet - det betyder altså - at vi ikke skal være kameler, der lægger alt vores eget op på ryggen og bærer på det, uden at dele med andre. Det duer ikke - når kamelen skal igennem nåleøjet. Men det duer først - tingene sker først efter Guds vilje - når livet deles med andre - og de livsværdier - som vi får tilegnet os - måde menneskelige og materielle - når de deles med andre.
For når vores værdier tages de ned fra vores rygsæk - og deles med andre - når vi åbner os for andre - når vi inviterer andre med i vores fællesskab - når vi hjælper de svage og deler med de fattige - så skaber vi plads for at vi kan komme ind gennem nåleøjet - ved at dele vores rygsæk - vores værdier - vores tid - vores liv - med andre. Så lever vi efter Guds vilje!
______________________
Men - spørger disciplene - Hvem kan så blive frelst? - hvem kan så egentlig komme igennem nåleøjet? For de kan godt se - at selvom de nu har fattet Jesu budskab om at dele med andre - så kan de godt se og mærke, at de alligevel kommer til at bære rundt på noget af deres eget i rygsækken - uden at dele. De kan godt se, at det måske heller ikke engang lykkes for dem at leve helt efter Guds vilje.
Til det svarer Jesus - For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt! Og hvad det betyder, det fortæller salmen efter prædikenen os - når vi synger:
LÆS: 370 - Menneske din egen magt - v. 1+2+7
Gud er nemlig også tilgivelsens Gud - for Gud tager også imod et menneske, for hvem livet ikke helt er lykkedes - Hos Gud regnes der ikke efter fortjeneste!
Amen
Glædelig søndag – og lad os lovprise Gud ved at sige:
Lovprisning:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Kirkebøn
Lad os bede sammen:
Kære Gud og Far i himlen
- Hjælp os til at dele livet sammen med hinanden. Hjælp os til at dele vores rigdom med de fattige og dele af vores overskud med de svage, ved at hjælpe dem.
- Lad os klippe vores ligusterhække ned og vælte vores plankeværker - alt det som hindrer os i at leve sammen.
- Og tag imod os som dine børn, når vi kommer til dig og vores liv ikke helt er lykkedes for os!
- Hør os Gud når vi i stilhed bærer vores inderste tanker frem for dig i bøn ….
- Vær med det menneske, der er lige nu er i sit livs mørke. Vær med det, hold det ind til dig, og oplys vejen frem.
- Vær med det menneske, der ikke længere ser meningen med livet. Giv dem en mening tilbage, så livet kan leves.
- Vær med det menneske, der er alene og mærker ensomheden stramme om hjertet. Tag dem i dit favntag, og lad dem vide, at Du ikke har glemt dem.
- Vær med det menneske, der er syg og i smerter, og som frygter for fremtiden. Være med det mennesker der har mistet eller står for at skulle miste. Pust lindring og håb ind i livet, så livet kan få magten over frygten.
- Vær med det menneske der søger dig.
- Vær med det menneske, der ikke ved, de savner dig. Lad dem mærke, at du altid er med.
- Giv os mod til at være dine kærlige hænder i verden.
- Vi beder dig for dronningen, hele hendes familie og alle familier og hjem – for regering, folketing og anden øvrighed – giv dem at bruge den magt der er dem betroet så uværdige og respektløse handlinger modarbejdes.
- Giv os tro på, at det hos dig altid er tilgivelse, frisættelse og ny begyndelse hver gang vores liv ikke lykkes og synd, smerte, død og ødelæggelse vokser frem i og omkring os.
- Tak at vi om lidt kan sidde sammen ved tilgivelsens, frisættelsens og fællesskabets nadverbord, som strækker sig ud over hele verden.
- Giv os din nåde, din velsignelse, din fred og din kærlighed – giv os troen og håbet på ny.
Amen!

