Luk 7, 36-50

Salmer : 747, 582, 674v1-2, 151, 52, 396, 522

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvis man er mor eller far til et mindre barn, eller måske bedsteforældre eller tante og onkel for et lille barn - ja hvis man har et mindre barn i sin nærhed, så vil de fleste af os have oplevet, at barnet kommer hen til os med en tegning, som det har lavet, og siger: Værsgo - det er til dig.  Så modtager man en tegning som barnet møjsommeligt har tegnet. Fra det mindste barn er det måske kun nogle ganske få streger, fra det lidt større barn er der motiver fra det, barnet er optaget af. Men i alle tilfælde så kommer barnet med en lille del af sig selv og vil glæde den voksne med det.  Så kan vi voksen tage imod og takke og spørge nærmere ind til motivet på billedet, måske hænge det op til pynt, eller gemme det i en mappe med barnets tegninger. Hvis nu barnet i stedet giver tegningen til en storebror eller storesøster, som kun er få år ældre end det selv, er det ikke sikkert det modtager samme form for tak og opmærksomhed for det.  Måske får banet en hånlig kommentar om sine tegne-evner fra det barn, som er kommet lidt videre i sin motoriske udvikling og kan sætte stregerne lidt mere teknisk korrekt. Sådan kan søskende godt give hinanden et hug og minde om realiteten: du kan ikke så godt som jeg ! Med dette lille billede af, hvordan små mennesker kan vise deres hengivenhed for og tillid til voksne, springer vi videre til dagens evangelium.  

Her hører vi om, at et lille menneske viser sin hengivenhed for Jesus, sin tillid og tro til ham, og det gør hun ved at bevæge sig ind på det territorium, hvor de, vi kunne kalde de " de store børn" har deres domæne. 

Der er middag i Simon Farisæerens hus. Flere af hans fæller fra Farisæernes gruppe er til stede.  De er mennesker, der tager livet alvorligt. De kender Guds lov godt, gransker den ofte. De er opmærksomme på at følge loven. De er nået langt på den vej, der bliver opfordret til i 5. Mosebog, hvor der, som vi hørte det i begyndelsen af gudstjenesten, bliver sagt: "Så vælg da livet, elsk Herren din Gud, adlyd ham og hold fast ved ham, så skal du leve..."   Vælge livet, det er jo de vi alle gerne vil, og farisæerne her, de søger at gøre det ved at følge Guds bud, -i forventning om, at det så vil være det, der belønner dem med livet. Farisæerne er overskudsmennesker i den forstand, at de mestrer at leve livet langt hen ad vejen efter Guds lov. På den måde kan vi sammenligne dem med " de store børn " i en børneflok.Disse farisæere, de er nu i færd med at søge videre i deres granskning af loven ved at spise middag med Jesus. Her forventer de at kunne udforske den vinkel, han som en ny stemme i samfundet har på Guds lov og vurdere, om den har noget på sig.   For dem er mødet med Jesus interessant og intellektuelt udfordrende.

Midt under denne middag kommer kvinden ind med sin Alabastkrukke og udøser sin hengivenhed, taknemlighed og kærlighed over Jesus. Man må sige, at hendes adfærd er noget af et brud på den opførsel, der ellers forventes ved bordet.  Hun græder, åbenlyst og voldsomt, hun vasker Jesu fødder i sine tårer og tørrer dem med sit udslåede hår. Hun kysser hans fødder og smørere dem med salven fra krukken.Om hende får vi at vide, at hun er en kvinde, der lever i synd. Det kunne selvfølgelig dække over så meget. Men vi må formode, at det er en almindelig betegnelse for en kvinde, der er prostitueret.  Så ser vi måske for os, at det var et flot skår, der kom derind og berørte Jesus, men jeg tror snarere vi for os må se et menneske, hvis skønhed for længst er slidt bort af det at levere kærlighed for penge. Det er et menneske tydeligt slidt på både krop og sjæl, der her udøser sin hengivenhed overfor Jesus. Og alle, der ser det, væmmes ved den kvinde, som de finder umoralsk.  Hun er så afgjort " den lille" i den her forsamling. Hun har ikke valgt livet ved at leve efter Guds lov. Men Jesus væmmes ikke.  I stedt roser han hendes hengivenhed og fremhæver hende fremfor værten Simon, der ikke har givet ham så hjertelig en modtagelse.

Bagefter tyder han overfor både farisæerne og os, hvad der er årsagen til det: Hun har meget at skulle have tilgivet, og hun har fået tilgivet meget, og deraf udspringer hendes store kærlighed og taknemlighed. Eller også var hun fuld af kærlighed allerede inden tilgivelsen, fordi hun havde brug for tilgivelse.  Det er lidt sprogligt uklart, hvad der kommer først - tilgivelsen eller kærligheden, men det hænger i hvert fald sammen.Simon derimod har jo kun lidt at skulle have tilgivet, så han kan optræde mere køligt og forbeholdent overfor Jesus. Jesus strammer den endda ved at sige: "Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt."

Den her udtalelse er et anslag mod enhver af os, som tænker sig selv som en, der "kan bedre" overfor Gud end noget andet menneske.    Dér hvor Jesus træder frem med sin magt og myndighed, kan man ikke vælge livet til ved at overholde Guds lov. Det er godt at overholde Guds lov, men vælge livet til, det gør vi kun ved at hengive os i tro og tillid til Jesus Kristus. I tillid til hans tilgivelse af al vores manglende moral og forkerte handlinger. Tilgivelse for al vores uforstand og uvilje med hensyn til at mestre livet, som Gud vil det. Ud af troen på af Gud at være godtaget som den, vi er, der vokser kærligheden og hengivelsen til livet og hinanden. 

Det, der er på spil i gudstjenestens tekster i dag er forholdet mellem den gamle og den nye pagt.   Den gamle pagt, som kommer til udtryk i Det Gamle Testamente og som har det indhold, at vi må overholde Guds lov og derved kan forvente Guds velsignelse over vores liv.  Og den nye pagt udtrykt i Det Nye Testamente, som har det indhold, at det er i troen på Kristus som frelser, vi finder velsignelsen over vort liv- som bl.a. her i historien om kvinden, der lægger al sin tro til Jesus. Særligt tydligt bliver det i den udgangslæsning vi sidst i gudstjenesten skal høre fra Romerbrevet( 10, 4-13), hvor det lyder : " Efter at vi har fået  Kristus, har vi ikke længer brug for loven, for nu tager Gud imod alle dem, der tror på ham."  

Tro, tillid og kærlighed til Jesus, og mod til at udtrykke det midt i en sammenhæng, hvor livet regnes i love og regler og gode færdigheder, det er det vi i dag får at se i kvinden med alabastkrukken - som et eksempel til efterfølgelse.

Og som barnet, der tillidsfuldt og med kærlig gavmildhed kommer til sin far eller mor med tegningen af det, der rører sig i ham eller hende, sådan kan vi komme til vor Gud i Jesus Kristus med det, livets udfordringer har tegnet i os, både grimt og smukt.

Til kvinden med alabastkrukken sagde Jesus:" Dine synder er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!"  

Fordi vi kan tro, at det er svaret til hver af os, siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader Søn, og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed
Amen.