I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

TV avisen mandag den 25. juli var helt speciel og særlig. Det begyndte med billeder fra Københavns rådhusplads, som viste at trafikken gik i stå. Derpå så vi mennesker i Føtex eller Bilka, som stod ved kasseapparatet. På slaget tolv standsede al handel og folk stod bare helt stille. Det samme skete på hovedbanegården i København. Travle rejsende standsede op og blev stående. Fodgængere på strøget i København stoppede op og stod stille. Der gik vel et minut. Så kørte bilerne igen, folk gik videre, og kassedamen scannede atter stregkoder og tog imod penge. Overalt i Norden blev opfordringen fulgt til at holde 1 minuts stilhed i respekt for ofrene for udåden i Oslo og på Utøya og for deres familie. det næste indslag i TV avisen var interview med mennesker på strøget, ved kasseapparatet og på Hovedbanegården: - Hvad fik dig til at standse op og hvad fik du noget ud af det, blev de spurgt. - Jeg syntes det var fint, og "det føltes rigtigt". Jeg synes det er vigtigt at give sig selv tid til at vise respekt for ofrene. Det er godt at kunne standse op i det daglige stres og tænke over det, som for alvor er vigtigt og betyder noget.  

Da jeg hørte det kom jeg til at tænke på, at vi faktisk gør det hver søndag her i kirken. Når prædikenen om lidt er slut følger et afsnit med bøn for mennesker og for verden,    På et tidspunkt bliver der helt stille. Bare 1 minut, helt uden ord. Så kan enhver tænke sit. Tanker er toldfri. Man bestemmer selv. Så kan man tænke på det, som er vigtigst. Måske en person, som står en nær. Måske en angst man ikke kan slippe af med. Måske en glæde man gerne vil sige tak for. Og så let som ingenting, kan stilhedens tanker blive bøn til Gud. For Gud kender os, bedre end vi måske kender os selv. Det er let at lægge sin sag frem for Gud. Og det er godt.  Så kan jeg vide, at jeg ikke er alene om det.  Vi kan lægge alt frem for ham. Det vi er kede af. Det vi er bekymrede for og det vi håber på, det vi er glade for, det vi er stolte af. Alt kan vi tænke frem for ham. Og han hører det. Og han svarer måske også. - Det kan godt være astrofysikeren ikke kan se nogen Gud i det fjerneste univers.  Og det kan godt være hjernekirurgen ikke kan se en eneste tanke på de hjerner han opererer. Men selvom vi ikke kan se Gud eller tænke os til Gud, så er han der alligevel og kan se os og høre os. For han er os nærmere end vi ved. Gud svarer, f.eks med historien om farisæeren og tolderen. Jesus fortalte om en farisæer og en tolder, som gik ind i templet for at bede, måske med 1 minuts stilhed. Det er ikke sikkert, at andre kan høre, hvad de siger. Men nu fortæller Jesus det. Farisæeren er fuld af taknemmelighed og selvtillid. Han stiller sig op øverst i templet og har ikke noget imod at blive set. Han er stolt af sig selv og bruger sin tid overfor Gud til at sige tak, fordi "jeg er så god". For at fremhæve sin egen fortræffelighed sammenligner han sig med en tolder, som står nede i mørket ved indgangen og ikke rigtig vil være sig selv bekendt: Tak at jeg ikke er som tolderen dér, eller som røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Denne farisæer er ikke alene glad for sig selv. - Gud er også glad for ham, tror han. Tolderen har det helt anderledes. Han er ikke tilfreds med sig selv. Han har det skidt på grund af både skyld og skam. Og derfor går han ind i templet og beder, "Gud, vær mig synder nådig". Han kan ikke klare det selv. Han er nødt at bede Gud om hjælp. Om tilgivelse og respekt. For det møder han hverken fra farisæeren eller hos sig selv. Hertil siger nu Jesus, at det var tolderen, der fik noget ud af at gå til templet. Han fik noget med sig hjem. Noget som han ikke havde i forvejen. Han fik Guds velsignelse og i det er der både kærlighed og respekt. Farisæeren fik derimod ikke noget ud af sin bøn. For han kom med al sit eget. Han fyldte selv hele og havde hverken plads til Gud eller til tolderen.     

Sådan er historien måske er svar på vore bønner. På alt det vi tænker og mærker i stilheden. Når vi selv fylder det hele får vi intet med os. Hvis det eneste jeg har at tale med Gud om er mig selv, mig selv først og sidst, så er Guds svar på det, at han slet ikke kan komme til med sin kærlighed, sin tilgivelse og sin tro. For der er kun plads til farisæeren selv.  

Svar får også han, der ikke kan klare det hele selv, når han er bekymret, bange, skamfuld og bedrøvet; Han får at vide, at Gud er der med sin kærlighed og sin respekt, sin tilgivelse og sit håb. Så er han ikke alene om det. Så er der to. Både manden og Gud.    

Nu er Jesus ikke kommet for at fortælle os om takt og tone. Han er kommet for at ændre verden. Til det bedre. Det er ikke godt nok som det er. Det er ikke i orden, at mennesker sulter. Det er ikke i orden, at menneske forfølges pga tro, af hudfarve eller nationalitet og etniske oprindelse. Det er ikke i orden med tvang i ægteskabet og vold i familien. Og det er ikke i orden, at bander, klaner og stater tyranniserer andre og måske fører krig for at få sin vilje. Det kan aldrig være i orden at slå mennesker ihjel. Det har vi ikke mandat til. Grundlæggende har vi alle lige meget ret til at være her. For intet havde vi med os hertil. Og intet kan vi tage med os herfra. Derfor er der intet grundlag for forskelsbehandling. Alle er vi lige om livets rige gave.  

- Hvor svært kan det være? -  ønsker du at sulte, at blive forfulgt, at blive udsat for tvang og vold. Ønsker du at blive moppet, udstødt og tilintetgjort. - Hvis ikke du ønsker det. Hvordan skulle du så kunne ønske det for andre. Som Jesus sagde: Hvad du ønsker at andre skal gøre mod dig, det skal du gøre mod dem, sagde Jesus engang. Men det er svært. Derfor er der brug for et minuts stilhed. Til at mindes ofrene for alt det, der sker og til at overveje, hvad vi skal gøre. For at fremme det liv, som vi i virkeligheden længes efter og hungrer efter.  

Jesus havde et håb. Han havde en vision om Guds rige. Og han bad til Gud om, at det måtte komme. Og han lærte sine disciple og os at bede med på sin bøn: Komme dit rige.   Og han satte sit liv ind på at lade dette rige bryde frem allerede nu. Han hjalp de syge, trøstede de sørgende, velsignede de små, var sammen med de udstødte og forbandede. Han tilgav syndere og gav de modløse håb om det Guds rige som er ved at komme.  

Så der bliver virkelig sagt noget til os, når vi identificerer os med ham nederst ved tempeldøren. Noget vi kan tage med os hjem. Nemlig det, at vi som han er noget værd, fordi han giver os værdi. Med sin kærlighed. Tolderen har efter sin egen mening ikke noget at prale af. Hans selvværd er nær 0. Men Jesus har en anden mening. Han er noget værd, for Gud. - I det lys kunne han gå hjem som en retfærdig. - Fordi Gud regnede ham for retfærdig. På samme måde regner han os for retfærdig.  

Han satte sit liv ind på dette. De ydmygede ham totalt og til døden. Men Gud oprejste ham fra de døde. Og derfor har intet kunne standse hans budskab. Det er ham der i dag taler til os fra højeste sted og siger: Du går herfra som en retfærdig. Du får det af kærlighed. Giv det videre i kærlighed. Lev dit liv i lyset af Guds rige, som er ved at bryde frem.  Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader, søn og Helligånd, Du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen

                              

Vor Gud og Fader.

Vi takker dig for livet du har givet os og for alle de muligheder det rummer for mening og fællesskab. Lær os at hvile i, hvad vi er for dig, så vi for dit ansigt kan åbne os og vide os elsket.  Du kender os, bedre end vi kender os selv.  Hør os i det vi hver især beder om, når der nu bliver stille.  

Vi beder dig for de mennesker, som er syge og med pårørende, som savner det menneske, som har stået dem nær. Og for dem som har det svært med sig selv eller med andre. Vær med dem, som må flygte for forfølgelse, krig og klimaændringer og ikke ved at noget sted, hvor de kan være og bygge en fremtid for deres familie. Og vær med de mennesker som sulter i Afrika og vær med de ansatte i de humanitære organisationer, som forsøger at nå frem med hjælpen.   

Vi beder dig for os selv og vort land. Hjælp os til at værne om demokratiet, lokalt, nationalt og internationalt. Giv os at bruge vores magt og indflydelse retfærdigt og kærligt for alle.  

Velsign kirken ud over hele jorden i Cambodia ogTanzania og i Letland. Vær med de hjem hvor der i dag holdes dåb. - Send din helligånd til os, så vi kan møde hinanden frit og åbent uden frygt og angst. - Lad os leve af din tro, dit håb og din kærlighed, indtil vi skal mødes hos dig fra syd og nord, øst og vest i dit rige, hvor festen og glæden er uden ende.