Den jødiske og kristne tro handler om kærlighed. Kærlighed til Gud og til mennesker. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke, som vi hørte det sidste søndag fra 5. Mos 6. Jesus er enig og sætter det sammen med buddet om at elske sin næste som sig selv. På disse to bud hviler loven og profeterne.  

Nu er spørgsmålet: Hvordan gør man det? - elsker Gud. - Skal man faste 2 gange om ugen og give tiende af hele sin indtægt og så i øvrigt prøve at være et bedre menneske end røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. - Er det at elske Gud, noget man gør, - et handlingsprogram med gode gerninger. - Er kærlighed til Gud noget man bestemmer med sin vilje?  

- Eller hænger det med kærligheden sammen på en anden måde, - som noget der sker med én, - noget man ikke kan kontrollere. - ikke kan gøre med sin vilje?  

Jesus fortæller om en farisæer og en tolder, som gør det på hver sin måde. Farisæeren kommer med sine gode gerninger. Det er stillet op næsten som i et regnskab. Og han er stolt af sit regnskab, der har overskud af mange gode gerninger. Tolderen derimod skammer sig og tør end ikke løfte sit blik.   Han kan kun finde på at sige: Gud, vær mig synder nådig. Han har ikke noget at prale af. Han har ikke noget regnskab. Men han har et forhold.  

Farisæeren har sit regnskab. - Og for det gode regnskab, siger han Gud tak. Tolderen har ikke noget. Han har kun det, at han kan bede til Gud. Men Gud hører ham og sender ham hjem som et retfærdiggjort menneske. Som et af Gud elsket menneske.  

Farisæeren har sit regnskab.  Tolderen har sit forhold.  Regnskabet med sine gode gerninger kan man ordne selv. Forholdet til Gud beror helt og fuldt på Gud. I det forhold er retfærdigheden blevet til kærlighed.     

Som ung var Paulus en ivrig farisæer. Det var vigtigt for ham at have orden i regnskabet. - Ligesom farisæeren i templet. Loven skulle holdes og synd skulle bekæmpes.  Gud er en retfærdig Gud. Han belønner de lovlydige med sin velsignelse medens lovovertrædere skal straffes. Da Jesus var kendt for at tilsige syndernes forladelse og have omgang med toldere og syndere, måtte han betragtes som en gudsbespotter, der fortjente døden. Det samme måtte hans tilhængere, som blev forfulgt både i Jerusalem og omegn. Men på vejen til Damaskus blev Paulus og hans gruppe standset af Jesus, som viste sig for ham som den opstandne. Det møde forandrede alt. Det som havde været rigtigt, var med et slag blev forkert. Og det, som havde været løgn og gudsbespottelse blev forvandlet til sandhed og tro. Regnskabet mellem Gud og Paulus blev kasseret og erstattet af et gudsforhold. I sig selv havde han intet at komme med. Som vi skal høre det i udgangslæsningen beskriver han sig selv som den ringeste af alle apostlene. Når han alligevel kan bruges, skyldes det alene Gud. Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Det er i kraft af ham, at jeg er her.  

Hele romerbrevet er præget af den forvandling, som sker med Paulus. Han har endnu ikke været i Rom men skriver til dem for at forberede sin ankomst. Man kan derfor læse hele brevet som en redegørelse for det, som Paulus tror på. Det mærkelige er, at det først er fra kapitel 12, han skriver om kærligheden. Han er jo dog stadigvæk jøde. Og det vigtigste i den jødiske trosbekendelse er troen på Gud som kærlighedens Gud, som man skal elske af hele sit hjerte, sjæl og styrke. Men de første 11 kapitler handler om retfærdighed.  

Det er lidt mystisk med al den snak om retfærdighed. Det er mystisk lige indtil man opdager, at han bruger ordet retfærdighed på en helt ny måde. Det handler nemlig ikke om at gøre sig retfærdig. - om at gøre sig god i Guds øjne.  Det er omvendt. - Du er retfærdig. Og Gud regner dig for retfærdig, før du overhovedet kan nå at komme med dit regnskab. Din retfærdighed ikke resultat af dine gode gerninger. Du kan overhovedet ikke fortjene dig til Guds kærlighed.- Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud. Din retfærdighed er en gave. Den er gratis. Gud elsker dig helt uden betingelser.  

Så i stedet for at skrive til romerne, at de skal elske Gud af hele deres hjerte, sjæl og styrke, så skriver han, at Gud elsker os af hele sit hjerte, sjæl og styrke. Vi skal ikke præstere kærligheden til Gud. Det er modsat. Gud elsker os allerede fuldt ud. Det er evangeliet. Det er Paulus store kommentar til lignelsen om farisæeren og tolderen i templet.  Gud har et forhold til os. Og i det forhold kan hans kærlighed smelte vore hjerter og sind og give os styrke til at elske vor næste. Så kan kærligheden løbe frit mellem os uden nogen form for regnskabsføring.  

Det er fjender der fører regnskab. Fjender har noget, der skal gøres op. Fjende bliver man, når man ødelægger noget for hinanden og gør hinanden fortræd. - Det skal du få betalt, tænker man. Det skal hævnes. Det vil være det eneste retfærdige.  

Megen ødelæggelse og død er forvoldt i retfærdighedens navn. Trangen til at gengælde ondt med ondt virker som en skrue uden ende. Og for ikke at stå alene med blod på hænderne, har man haft det med også at bringe Gud ind i det. Det er Gud, der vil den retfærdighed, som man selv vil håndhæve.  

Derom handler historien om Job. Han har det skidt. - Livet er ikke værd at leve. Han begræder sin egen eksistens og misunder de dødfødte, som aldrig kom til at leve blot en eneste dag. Det at leve er for Job meget værre. - Gid jeg aldrig var blevet født. For det jeg frygter for, rammer mig, og det jeg gruer for, kommer over mig. Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer.  

Job er et eksempel på, hvor slemt det kan gå et menneske. Engang var han en anset person i byen. En man lyttede til og havde respekt for. Nu bliver han hånet og latterliggjort. - Ikke kun af frække børn og unge lømler, men af sine tidligere venner og bekendte, ja, selv familien, konen og børnene har vendt sig bort i væmmelse. - Og det er ikke fordi han har gjort noget. - Alligevel har alle ligesom rottet sig sammen mod ham og gjort fælles front. Og for at gøre det hele totalt henvender man sig nu til ham og fortæller ham, at det hele skam går retfærdigt til. For Gud er retfærdig. Og han belønner den gode med velsignelse og den onde med straf og forbandelse.  

Kære Job. Du ved godt, hvordan det hænger sammen. Som man sår, høster man. Som man reder, så ligger man. Gud er retfærdig. Bekend din skyld og tag din straf.  

Men Job afviser. Afviser til det sidste. - Der er ikke nogen sammenhæng mellem hans skæbne og så den straf han udsættes for. Det hænger ikke sammen. - Det passer ikke, at Gud er en retfærdig Gud.  For der er masser af ugudelige, som ufortjent lever i sus og dus. Og der er masser af uskyldige, som lider under uretfærdige vilkår......  

Her slutter Jobs bog. - De 4 venner bliver irettesat af Gud. Man bestemmer ikke selv over sin skæbne.  Men hvordan det så hænger sammen, står ubesvaret. Nogle af de spørgsmål, som Job stiller, bliver først besvaret med Jesu historie. Jesus er den nye Job. Alle rotter sig sammen mod ham. Og de gør det i den retfærdige Guds navn. De behandler Jesus som deres og Guds fjende. Men den levende Gud har ikke noget med deres retfærdige Gud at gøre Den levende Gud er Jesu far. Han er kærlighedens Gud, som ikke gengælder efter fortjeneste men ud af sit eget overskud af godhed og livsglæde. Han oprejste Jesus fra de døde.  Nu må det være slut med at pukke på sin egen fortræffelighed. I stedet tilbyder han sin selvhengivende kærlighed. Af nåde, til tro og til glæde. Jesus åbenbarer, at således elskede Gud verden.... Og derfor siger..