Matt. 12, 31-42

Salmer: 743, 367, till856, 20 - 292, 192v7, 400

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Jeg ser dit kunstværk store Gud- sådan har vi i lige sunget i det, vi i den her måned har valgt skulle være månedens salme i Abildgård Kirke. Jeg ser dit kunstværk store Gud... --og sådan kan vi måske få øje på det, når vi ser os omkring på den verden, vi lever i. At vores livsverden er fyldt med Guds kunstværker, ja at livet selv er det.  Og at Gud er med i den verden. Ja det er måske endda det allervigtigste: at Gud er med i verden, at han er virksom og til stede. Som det også udtrykkes i salmens tredje vers: "Men var al jorden skabt for mig, jeg var dog arm foruden dig." Uden Gud som medlever, uden Guds ånd til at sætte os i gang, uden Guds nåde til at samle os op, når vi snubler. ... da var vi kun fattige midt i det store skabte kunstværk.

Jeg ser dit kunstværk store Gud.

Ja , måske ser vi det..men ikke alle kan se det. Det kunne f. eks. Jonas ikke, profeten Jonas, da han sad uden for Nineve og ærgrede sig over, at Nineve blev skånet for Guds vrede, og i stede fik lov at mærke Guds nåde.

Det hele var begyndt med at Gud havde fået øje på storbyen Nineve, og han havde set, at der var usædvanlig meget ondskab i den by. De levede sådan, at de først og fremmest tænkte på sig selv, de udnyttede hinanden groft, de snød og misbrugte hinanden alt det, de kunne, de begik vold mod hinanden, de svigtede dem, de ellers skulle vise omsorg for, de brugte løs af alt, hvad de fik fingrene i.

Vi kan måske opfatte det som lidt klicheagtigt at beskrive en hel by som helt igennem ond.  Måske er det ikke så forkert, at det kan udvikle sig sådan, når først ondskaben har taget magt, og gjort sine handlinger- da breder den sig.  Det har vi f.eks. set i mange af de seneste årtiers krige og etniske uroligheder mellem forskellige folk i et område, forskellige folk, der ellers har levet godt ved siden af hinanden, men pludselig begynder at slagte hinanden ned, når blot enkelte onde handlinger har fundet sted mellem dem.

Nineve var ikke noget godt sted at være, og Gud kunne næsten ikke holde ud at se på, hvordan de i Nineve brugte det liv, han havde givet dem. Derfor kaldte Gud på Jonas.

Jonas boede ellers langt væk, men Gud havde set, at han kunne bruge Jonas.

Jonas, sagde Gud, du skal rejse til byen Nineve, og fortælle dem, at jeg er vred over den måde, de lever på, vred over deres ondskab.  

Jonas hørte godt, hvad Gud sagde til ham, og forstod, hvad det handlede om. Men det havde Jonas ikke lyst til den opgave.Han havde godt hørt om den ondskab, der var i den by. Og han kunne nok regne ud, at hvis han kom derhen og fortalte dem, at Gud ikke brød sig om deres måde at leve på, så ville han ikke just blive populær. Han vidste, at mennesker måske nok gerne vil lytte til folk, der kan vise dem lidt på vej i livet, men de vil helst smigres, og ikke afsløres i noget, der ikke er til at prale af. Jonas så, at det var et farligt job, han blev sendt ud i her: at tale til Ninevitterne om Guds vrede. De ville blive rasende og lade det gå ud over ham. De ville sikkert give ham tæsk eller det, der var værre.

Så Jonas tænkte: Jeg må se at komme væk. Han gik ned til havnen og tog med et skib som sejlede mod Tarsis - den-nøjagtig modsatte vej af Nineve.

Men under sejladsen på havet kom skibet ind et frygteligt og mærkeligt stormvejr.  Søfolkene forstod det slet ikke. Det lignede ikke noget stormvejr de havde prøvet før. Det var vildt og uberegneligt. Skibet var lige ved at blive slået til pindebrænde og de måtte øse vand ud.

De bad til hver deres Gud om hjælp og intet hjalp det. Det endte med at søfolkene blev enige med hinanden om, at dette måtte være Guds vrede, der var på spil, og de spillede terninger om hvem, der kunne havde gjort Gud så vred. Og terningen faldt på Jonas.

Jonas vidste godt, at der kunne være noget om det, terningerne viste, for han var jo i færd med at flygte fra det, Gud ville med ham. Så Jonas gik med til, at de kunne kaste ham over bord. Og i samme øjeblik de gjorde det, stilnede stormen.

Men Gud ville ikke at Jonas skulle drukne, så han lod et stort havdyr sluge Jonas.           

Her lå Jonas forfærdet i mørket i tre dage og bad til Gud. Og til sidst befalede Gud  havdyret at spytte Jonas op på landjorden igen. Nu lå han på Guds jord igen som nyfødt, og kunne leve.

Gud talte igen til Jonas og sagde: Gå nu til Nineve og tal til dem, som jeg har sagt dig.

Denne gang gjorde han det. Da Jonas var kommet til den meget store by, gik han ind i midten af den og begyndte, at tale til menneskene og sagde: Om fyrre dage vil Gud udslette denne by på grund af jeres ondskab.  Da skete der det, at alle ninevitterne, der levede ondt, de hørte, hvad Jonas sagde. De blev fyldt af frygt. De fortrød straks den måde, de levede på og klædte sig i sæk og aske for at vise, at nu ville de vende om og leve et helt andet liv, som Gud ville det.

Da fik Gud medlidenhed med dem, og skånede Nineve for den ulykke, han ville have ladet overgå den onde by.   

Men i mellemtiden havde Jonas forladt byen og havde slået sig ned uden for byen med lidt afstand og ventede på, at de fyrre dage var gået, og han så kunne se byen blive udslettet i røg og aske.

Det var måske næsten som på de billeder, vi så i avisen for et par måneder siden af israelere, der slog sig ned på et højdedrag lidt udenfor grænsen til Gaza med festivalstole, madpakker og godt at drikke,  for at  have en hyggestund der, mens de skulle se bomberne hagle ned over Gaza.

Jonas sad og ventede på, at Nineve skulle gå op i røg- udslettet af Guds vrede over deres ondskab. Men der skete ingeting. Efterhånden som det gik op for Jonas, at Gud slet ikke ville straffe Nineve alligevel, blev Jonas vred og frygtelig fornærmet.

Jonas kunne ikke se, at det var et Guds under, at Nineve fik lov at beholde livet og  fik lov at opleve Guds nåde. Han følte sig til grin. Sådan som alvorlige, seriøse og samvittighedsfulde mennesker nemt kan føle sig til grin, når nåde går frem for retfærdighed.

Jonas kunne ikke se et guddommeligt kunstværk i det, at Gud lod ninevitterne leve og, og at de oven i købet begyndte at leve på en bedre måde. Han kunne ikke se det som et tegn på, at Guds gode ånd virker i verden.  

Og i det moment ligner han dem, som Jesus taler hårdt til i det evangelium, vi har hørt i dag.

Al synd og bespottelse skal tilgives, men  bespottelse mod Helligånden skal ikke tilgives, siger Jesus i evangeliet, som Mattæus fortæller det.  

En del mennesker har spekuleret sig gule og grønne over, hvad det kan betyde, når vi nu ellers hører, at Gud er en tilgivende Gud.

Jesu ord her står lidt uformidlede, fordi de retter sig mod noget, som Mattæus har fortalt umiddelbart forud for disse ord, og som vi ikke har hørt i dag.

Jesus siger det til nogle mennesker, der netop har set ham helbrede et menneske der var besat af onde ånder.  Og da denne mand bagefter er befriet fra de onde ånder, er rask og glad, da vil tilhørerene ikke anerkende, at det er et Guds under, der er sket.  De siger det er djævelens værk og ved dæmoni, at han er blevet forandret.  

Da er det Jesu siger disse mærkelige ord. "Bespottelsen mod ånden kan ikke tilgives".    Jeg tror, det skal betyde, at når man ikke vil anerkende det gode, der sker, når man ikke vil se det som Guds gode værk og Helligåndens værk, når mennesker bliver hjulpet - så bespotter man ånden, guds kærligheds ånd, som virker i verden.  Man spotter og taler dårligt om Guds virke i verden.

Det er måske lidt det samme, som sker med Jonas. Han vil ikke anerkende, at Gud  viser nåde mod nogle mennesker.

Og det er det, som Gud ikke kan have. Vi må ikke  bespotte det gode, der sker i verden og kalde det djævelens værk. Det gode er fra Gud.

Det er Guds mening med verden: at det gode må finde sted. At syge må blive hjulpet, at den, der har noget svært på samvittigheden må finde tilgivelse, at fordømte må finde nåde, at de svages sag må blive talt tydeligt af de stærke.

Hver gang det gode således sker, er det Guds ånd, Helligånden der virker- i verden og i mennesker.

Vi har fået ordet og sproget som en gave vi kan bruge og misbruge.  Vi kan bruge det til at tale det gode frem, sådan som selv den feje profet Jonas kunne det i Nineve, eller misbruge til at tale det gode ned, som de farisæere gør, der kalder en mands befrielse fra onde ånder for djævelens værk.

Jesus minder i sine ord i evangeliet i dag sine modstandere om, at det er Guds nåde og Guds Hellige ånd, vi alle må forlade os på, den dag vi skal stå til dom for hvert tomt ord, vi har talt.  

Og i samme åndedrag opfordrer han os til at lukke øjnene op og glæde os, når liv og kærlighed vokser. Det var jo det, der skete omkring Jesus.  Som han sagde: Se her er mere end Jonas. Se her er mere end Salomon. Ved Jesu virke i verden sprang Guds rige frem i glimt.

Og når Helligånden virker i verden og i mennesker kommer der flere glimt af Guds rige.  Og for hver af os, der får lov at erfare det, må det stå for os som Guds største kunstværk.   

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.