Markus 7, 31-37

Salmer : 4, 417, T856, T774, tænk hvis, 457v3-4, 752v 4-5

I Faderens, sønnens og Helligåndens navn. Amen

De fleste af os har vist prøvet at sidde i en forsamling ved en sammenkomst og prøve at få en hyggelig snak over bordet, men hvor det ikke rigtig vil lykkes. Den ene og den anden prøver sig frem med et emne, men der kommer ikke rigtig gang i snakken. Det går trægt med samtalen. Indtil pludselig der kommer et emne på banen, som alle i forsamlingen synes er væsentlig og de har et forhold til- så kan det være, snakken kommer på gled.    Og når det emne så er uddebatteret, så forsætter snakken om alt muligt andet. Af samtalen, der foldede sig ud er kommet et fællesskab, som gør, at nu kan man lytte til hinanden og fortælle. Man kommer ud over sig selv og bliver en del af den fælles samtale og udveksling. Her var den først samtale den "ice-braeker", der satte tingene i gang.       

I salme 115 fra Det Gamle Testamente, som vi hørte først i gudstjenesten, taler salmisten om forskellen på en gud, der er levende og handler og så en gud, der er død og ikke kan noget. På salmistens tid var der mange af samtidens og områdets religioner, der lavede billeder af Gud måske i form af stærke dyr af guld eller sølv og så tilbad man dem og tænkte sig sig, at der gik guddommelig kraft ud fra dem. De som tilbad disse guder, har måske undrende og kritiserende spurgt israelitterne, der ikke havde sådanne konkrete gudebilleder, hvor er jeres Gud ?

Til det siger salmisten: vi har en gud, som vi ikke kan se, Gud er i himlen og han er levende, han kan lytte og tale og handle.

Men jeres guder, som godtnok er bygget med alle sanseorganer, de kan intet, de kan hverken lytte, lugte, føle eller tale eller se.

Sådan bliver også de, der stoler på den slags guder, de bliver døve og stumme og blinde - siger salmisten.  Det er en skarp replik der hudfletter alle, der stoler på guld og sølvlavede stumme guder dengang som nu.

Noget af det, der bygger livet op er lydhørhed og samtale.   Og noget af det der ødelægger livet , noget vi med et teologisk ord kan kalde synd,  ... noget, der ødelægger livet, er når tale og samtale ikke kan finde sted,  når vi ikke kan eller vil høre hinanden, når vi ikke kan eller vil tale sammen.

Reformatoren Martin Luther taler om en grundsynd han kalder at være lukket inde i sig selv, på latin "incurvatus in se", man kunne også kalde det at være indkroget i sig selv. At liv bliver ødelagt, det er jo hvad der sker, når mennesker rammes at døvhed og stumhed af den ene eller den anden slags.  Liv og fællesskab går i stykker, vi bliver lukket inde i hver vores egen lille verden, i sorg, bitterhed, skuffelser og selvoptagethed. - indkroget i os selv. Det element i tilværelsen er altid på spil eller på lur til at gribe os eller ramme os. Det er et element, der kan bringe os på afstand af hinanden og det kan bringe os på afstand af det at have tillid til Gud.

Dagens evangeliefortælling fra Markus evangeliet er en fortælling, der forkynder en befrielse fra den stumhed og døvhed, vi som mennesker kan rammes af.

Geografisk befinder vi os her i  Tyrus og Sidon og Dekapolis. Det er hedningeegne, altså egne, hvor det ikke er tro på Israels Gud, der hersker.  Men de kommer alligevel til Jesus, som de jo må have hørt om.   Det er ikke den stumme mand selv, der kommer til Jesus - han er jo døv, så selvfølgelig har han ikke hørt noget om Jesus, han er udenfor den kommunikation - den snak, der foregår mellem mennesker.  Men nogen har hørt for ham og tager ham med til Jesus.  Læg dine hænder på ham, beder de om.   Dvs. det er en helbredelse med hændernes værk, de beder om.  

Jesus kommer dem da også i møde og gør, som de beder om, nogle ting med hænder og berøring og spyt, men det, der har den endelige virkning på den stumme og døve er, da han sætter ord på og efter at have kigget mod himlen siger ordet, effata - luk dig op. Med dette ord sker underet: hans ører lukker sig op, og båndet, der binder hans tunge bliver løst, og han taler rigtigt, og så det er til at forstå.

Denne mand fra hedninge egnen, som har været henvist til at leve isoleret, indkroget i sig selv, fordi han hverken kunne høre eller tale med andre mennesker - en mand, som oven i købet har levet der, hvor man ikke kender til den levende Gud, han bliver af Jesus lukket op og lukket ud til et liv med andre og med den levende Gud.

Dette under fortæller Markus os om. Han præsenterer for os Jesus som den, der lukker livet op for det menneske, der er indkroget i sig selv. Om det så er, fordi han helt konkret har mistet tale og hørelse, eller det er fordi han mistet evnen, ordet og tålmodigheden til at lytte til andre og tale med andre.  Jesus er den, der lukker mennesket ud af ensomheden og ind i talens fællesskab.

Jesu er Guds søn, søn af den gud, der kan høre og tale og virke. Og Jesus bruger sit ord til at skabe muligheden for, at mennesker, kan finde sammen gennem sprogets brug.         

Ligesom Jesu på denne dag sagde effata og lod en mand tale og høre, kan vi sige at hele Bibelen er Guds effata-ord til os. Hele Bibelen er en samling af ord og fortællinger, som kan lukke os op for det dybe i livet lukke os op for den kærlighed, som er livets kerne.

Efter underet med den stumme og døve mand forbyder Jesus de folk, der har set det at fortælle det til nogen.  Dette fokus på at holde Jesu identiet som en undergørende Messias hemmelig går igen i hele Markus evangeliet.. Men det lykkes ikke at få folk til at holde inde med at fortælle om det. ... "Nu skal du bare høre...", sådan siger vi også, hvis vi har oplevet noget, der virkelig er værd at fortælle videre. Og sådan må de også gøre her.  Det er på alle måder et under, der sætter talen i gang, sætter den gode fortælling i gang mellem mennesker.

Ja, det går så vidt med at sætte troens tale i gang, at disse mennesker, som jo ikke er jøder og kender den jødiske traditions poetiske håbsord om den tid, hvor Guds søn skal komme, men sandlige om de ikke bryder ud i lovprisninger af Gud, som lige svarer til profeten Esajas forventninger, "Han får de døve til at høre, og de stumme til at tale." - det er messiastegn ifølge profeten Esajas, og det er det, der sker nu.     Disse hedninger, der ikke har forudsætning for at opdage og møde Messias, Guds udsendte søn, - det bliver dem, der i undren udtaler tegnene på, at  Guds rige er ved at bryd igennem : han får de  døve til at høre og de stumme til at tale.

Han får de døve til at høre og de stumme til at tale - det er gudsrigets tegn, og det rige møder også os, hver gang Gud lader sin Helligeånd lukke os op for livet  og hinanden, lukker os op til at kunne stole på Gud og  tage imod alle de gaver, han giver os.

For det siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.