Prædiken - Midfaste søndag, Johs. 6, 34-35

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Der var engang en dreng, der havde en madpakke med 2 fisk og 5 brød.

Det var ikke ret meget, men alligevel tilstrækkeligt til at mætte 5000 mennesker.

 

Sådan fortæller Johannes evangelisten det i historien om brødunderet.

For det var et under der skete. Tegn på en større forunderlig virkelighed.

Måske var det et rent fysisk under, hvor hidtil ukendte kræfter fik madpakkens indhold til at formere sig.

Det kan også være, at det mere var et psykologisk under.

Mange tusinde mennesker var fulgt efter Jesus over på den anden side af Genezereth sø. De fulgte ham, fordi de havde set de tegn han gjorde ved at helbrede de syge.

Men på et eller andet tidspunkt skulle de jo have noget at spise.

Penge havde de ikke til at købe for. Så hvorfra skulle maden komme?

- Er der ikke nogen, der har noget?

Men det var der ikke, for selvom de fleste af dem havde lidt brød med i lommen        (selvom man var fattig, havde man altid noget som en slags nødration – men ikke noget at vise frem -  det ville være for pinligt, – ligesom børn og voksne nu om stunder undgår madpakker og hellere går i boden eller på café ).

Der var ingen, der havde noget, undtagen den lille dreng med madpakken, som han nu gav Jesus.

Jesus får folk til at sætte sig i græsset. han takker Gud for brødene og for fiskene og deler dem ud. Åbenlyst for alle takker han for drengens madpakke og tager det som en Guds gave.

Og pludselig er situationen som forvandlet. Når drengens fattige madder er gode nok til Jesus, så er ens egen nødration også god nok. Så nu lister folk sig til at tage maden frem fra inderlommerne og så bliver der delt ud og spist, så alle bliver mætte.

Og ikke nok med det. Der var 12 kurve med brød til overs.

Men der står ikke noget om de 2 fisk. – Så de er nok blevet spist op.

Så den dag blev de mætte. Det var et under, der skete. De fik ikke alene til kroppen. De fik også til sjælen. Og med sjæl mener jeg tanke og følelse. Alt det som gør os personlige, til mig, til netop den jeg er. Her oplevede de noget stort. Noget at leve for. En mening og en sammenhæng ud over den fysiske.

 

Mad og mening hører sammen. Mad skal spises i fællesskab. Det er det naturligste.

Sådan er vi opdraget. Helt fra begyndelsen. Fra fødslen er vi så små og uselvstændige, at nogen skal proppe maden i munden på os for at vi kan leve.

For barnet hører spisning og fællesskab sammen som noget godt.

Rent fysisk bliver kroppen mættet samtidigt med, at man oplever samvær, nærhed, kærlighed og mening.

Desværre har de voksne det med at forsvinde. De har så meget for, der skal gøres rent og vandes blomster. Der skal snakkes i telefon og pudses vinduer. – Og så kan man få lov til at sidde og spise selv. Det kan kroppen blive mæt af. Men hvad med sjælen?

Der er ikke noget at sige til, at man kan forfalde til at gå i køleskabet og slikdåsen, når man er alene eller føler sig alene. Det føles som sult, men mæt bliver man ikke, uanset hvor meget man spiser. – Gad vide om den vestlige verdens overvægtsproblemer hænger sammen med forfald i madkultur og fællesskab.

– Vi har overhørt, at mennesket ikke lever af brød alene.

 

Vi spiser også sammen i kirken til gudstjeneste. Nadveren er højdepunktet i vort samvær. Og det er noget, vi gør samlet. Jeg har aldrig hørt nogen foreslå, at vi skulle gå over til en cafeterieordning med selvbetjening, så man kunne gå til nadver, når det passede en selv.  Nadveren er et måltid, som vi deltager i, i fællesskab.

Vi får både mad og drikke. Men det er ikke mængden, der betyder noget.  Det er fællesskabet og meningen. – Her er mad til sjælen. For det er Jesus selv, der serverer.  Dette er mit legeme og blod, siger han.

Der er altså altid en mere med til gudstjeneste, end vi kan se.

Og det er Gud. Her fornemmer vi måske livets inderste grund, yderste ramme, dybeste mening og højeste mål. Her giver Gud sig til kende som Jesus af Nazareth og knytter bånd til os og mætter os med sin kærlighed.

Som han siger: den der spiser almindeligt brød og drikker almindeligt vand, han bliver sulten og tørstig igen. Men den som dikker det levende vand og spiser livets brød, det som jeg giver, vil aldrig sulte og tørste igen.

For troen på ham er næring til livet i al evighed.

 

Og evighed er ikke et eller andet abstrakt og fjernt. Det er ikke en anden virkelighed i et andet kosmos, i en anden dimension med en anden tid. – Nej evigheden handler om denne verden, som på et tidspunkt når den yderste dag, hvor skabelsen bliver fuldkommen.  Da vil Gud vil oprejse menneskene fra de døde.  Så vil Gud og mennesker leve i et fællesskab med ubegrænset glæde, mening og herlighed, befriet fra ondskab og død, befriet til kærlighed i al evighed.

 

Forspillet til historien om brødunderet finder vi i Exodus, 2. Mosebog, hvor der fortælles om jødernes befrielse fra Ægypten. I 400 år havde folket levet som slaver under Farao. Da greb Gud ind og forvandlede deres situation. Han lod Moses fremstå som deres leder og befriede dem fra fortiden i trældom og gjorde dem til et frit folk på vandring mod en lovende fremtid i et forjættet land.

Men der gik ikke mere end 14 dage. Så blev håbet vendt til mismod. Glæden blev forvandlet til brok: Vi er sultne. Lad os vende om og gå tilbage til kødgryderne i Ægypten.  Det var meget bedre at være slave og mæt end fri og sulten.

 

Men Gud blev ikke vred. – han gav dem brød for deres hunger. Allerede samme aften fik de kød, idet en helt flok fugle faldt døde ned vej lejren, som en gave fra himlen. Og næste morgen var der brød på jorden, der lå som en slags dug.

Enhver skulle tage præcis den mængde, der skulle til for at blive mæt.

Ikke noget med at samle ind til de næste dage og samle forråd.

Det var der så nogen der gjorde alligevel. Men kun for at opleve at brødet næste dag var stinkende råddent og fyldt med orme og maddiker.

Så kunne de lære det. Ingen af os har gavn af mere end det daglige brød.

Til gengæld har vi rigtig godt af at lære, at vi måske igen i morgen får brød, som er friskt og hører morgendagen til.

Får vi det, skyldes det den generøse giver. – Han giver os hver dag det daglige brød.

På den måde får vi nemlig mad både til kroppen og til sjælen.

Så får livet indhold og mening, fordi vi ikke er fordømt til at spise alene.

Men kan spise sammen med ham, som giver os af sin kærlighed.

 

I dag er der mennesker, der sulter. Hver 6. menneske sulter, svarende til 1 milliard. Og selvom vi samlede 16 millioner kroner ind sidste søndag i Danmark, rækker det ikke til at slutte sulten nu.

Spørgsmålet er, om der er nogen, der har noget at give af.

 

Ja, det har vi. Det har vi i køleskabet. – I kraft af elektriciteten går der ikke maddiker i vores mad i morgen. Alligevel kender vi også til en sidste salgsdag. Og en sidste forbrugsdag. Lodsepladser overalt i verden kan bevidne, at der faktisk er meget mad. – Vi kunne sagtens klare os for lidt mindre.

Faktisk burde vi ikke spise alt det, som tilbydes os. For meningen med livet bliver ikke større ved at spise mere. – Måske er det næsten omvendt.

Hvis vi gjorde fællesskabet, hjemme og i den globale sammenhæng, vigtigere, behøvede vi måske slet ikke at forbruge så meget, hverken benzin og Co 2, og alt det andet, som vi fråser i, medens andre mangler.

 

I dag er der nogen, der beder til Gud og siger Fader Vor, du som er i himlene.

Måske beder de også bønnen ”giv og i dag vort daglige brød”. Om de så får det, de beder om, afhænger af, om der er nogen, der giver noget. Måske tænker Gud ligesom Jesus den dag ved brødunderet. – Er der nogen der har noget.

Heldigvis var der dengang en dreng, der havde en madpakke med 2 fisk og 5 brød.

Det var tilstrækkeligt til at mætte 5000.

 

Ville det være for dristigt at sige, at drengen med madpakken: Det er mig.

Sikke en mulighed. Tænk hvad mit engagement kan bruges til, når Jesus takker og velsigner min gave. – Det er brød til liv. Livets brød. Når vi får det og giver det videre, skal vi aldrig sulte, hverken til sjæl eller legeme,  hverken nu eller i al evighed....

og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, amen. 

/ sognepræst Johs Kühle