15. august 2010

Luk. 7, 36-50 - En krukke af glæde
Prædiken v/ sognepræst Gurli Møller Andreasen

Salmer: 743, 448, 151, 10v4, 522, 474, 11

En krukke af glæde
Sådan bliver alabastkrukken fra evangeliet i dag kaldt i Niels Johansens genfortælling af netop det evangeliestykke.   Niels Johansen genfortæller beretningen om kvinden i Simon farisæers hus gennem Mirjam, Simon farisæers kone.

Vi møder Mirjam dagen efter episoden med middagen i hendes og Simons hus, hvor Jesus er til stede sammen med en masse af byens spidser, og det pludselig sker at en kvinde kendt i byen som synderinde, altså formentlig prostitueret, bryder ind i det hele og går helt hen til Jesus, græder sine tårer på hans fødder,  tørrer fødderne med sit lange udslåede hår og smører fødderne i en fin olie, hun har med i sin krukke.

Næste morgen er Mirjam på vej til byens brønd for at hente vand. Imens hun går, vender hun i tankerne gårsdagens begivenheder, det mærkelige der skete.
Det havde jo været så åbenlyst pinligt for hende og Simon med den kvinde, som brød ind i deres fine selskab. Så fuldstændig skamløst, at hun kom anstigende og gjorde sig til over for Jesus.   
Vreden begynder at boble op i hende. men samtidig er det ligesom om hun er glad, Mirjam, Simon Farisæers kone.  Da hun samtidig opdager, at henne ved brønden står to af byens værste sladderkællinger og venter på hende, er det ikke godt.
Nu skal de nok til at bore i det og udspørge hende om, hvad der skete.

Men da Mirjam nødtvungent må fortælle kvinderne ved brønden om gårsdagens begivenhed, går det op for hende selv, at hun ikke kan dele den almindelige forargelse.  I virkeligheden synes hun det var noget godt, der skete.     Hun kan ikke lade være med at smile lidt af hendes egen alvorlige farisæermand, da han bliver sat i rette af Jesus, som fremhæver kvindens kærlighedshandling overfor ham frem for det, Simon havde gjort for ham.
Hun slutter af med at fortælle kvinderne ved brønden: ”ja så sagde Jesus til kvinden :  Din tro  har frelst dig, gå bort med fred.  Og så gik hun lige pludselig og lod blot krukken ligge.   Men jeg samlede den op ”

Du vil da ikke sige, at du gemmer krukken spøger de hende.

Jo, det gør jeg siger Mirjam, for den krukke var fuld af glæde.

Synderindens krukke var fuld af glæde. Men hvor kom den glæde dog fra ?
Glæden har noget at gøre med det, Jesus taler om: hun har fået tilgivet meget.
Når kvinden kommer og braser ind i et selskab, hvor hun slet ikke hører til, er det en voldsom, hæmningsløs handling.
Men det er ikke fordi hun er selvsikker og selvpromoverende. Hun har i mødet med Jesus, hans person, hans ord og handlinger fået en voldsom selvindsigt. En indsigt i sit eget formplumrede liv.  I alle de måder, hvorpå hun har ødet sit liv væk.
Men samtidig har hun oplevet, at hun kan lægge det fra sig hos ham.  Så det ikke bliver det, der ene definerer hende.

Det handler om skam. Skammen over det, hun ved om sig selv.
Hendes mislykkede liv, hendes uro, hendes flagrende hjerte, hendes frygt.

Skammen over det, vi ved om os selv kan være en stor og lammende byrde.
I salmen, vi sang for lidt siden( nr. 151), siger Grundtvig i v 4 : I min barm som denne kvinde hjertet føler banghed stor, rødmer, blegner, føler vånden, sukker Herre ynkes, spar !
Hvad der det, der kan få os til at rødme og blegne overfor os selv og for Gud :
Det er måske de bitre og hårde ord, vi fik sagt i en for hurtig vending. Det vi ikke fik gjort eller ikke gad gøre.
Det er tanken om dem, vi vendte ryggen til, det er når misundelsen har sneget sig ind i os og taget magten fra os.   Det er når vi mærker, vi kunne have været bedre forældre eller bedre børn for vore gamle.
Skam er der nok af, og selv om skammen lever sit tyste liv i vores hjerte, kan den blive en tyngende byrde. I særligt ulykkelige tilfælde sker det at skammen tager livet af et menneske.    I mange andre tilfælde sker det, at skammen tager livsglæden ud af livet.    

Kvinden med alabasterkrukken havde meget skam i sit liv – det lod ingen hende være i tvivl om.  Men Hos Jesus kunne hun være den, hun var, og alligevel blive godtaget.  Han kunne vende hende mod en ny begyndelse, give hende muligheden for at begynde på en frisk selv om det egentlig ikke syntes muligt.
Hun havde fået meget tilgivet.

Derfor elskede hun meget.

Da hun upassende braser ind i mændenes selskab, er det fordi hun er så glad, hun har fået tilgivet meget, og hun ikke andet end vise sin kærlighed og hengivenhed mod ham, som gav den nye begyndelse for hende.
Hendes glæde får hende til at overskride grænser.   Hendes handlinger i hengivenhed overskrider menneskers normale urørlighedszone, hun rører ved Jesus, græder på ham, bruger sit hår til at tørre, kysser ham, salver ham.  Der er også meget erotik i hendes handling og tilskuerne må væmmes over den ublufærdige fremfærd midt i en fyldt spisestue. Især da fordi hun er den, hun er. De venter kun på, han skal støde hende fra sig, hvad de straks ville have gjort. 

Men Jesus modtager hendes hengivenhed, hendes glæde, hendes kærlighed.  Også hendes kærlighed kan bruges.

Hendes kærlighed er troens kærlighed.

Den kærlighed der vokser ud af troen på, at vi har fået meget tilgivet, at vi meget tilgivet.      

Glæden over det var i den krukke, kvinden kom og brød og salvede Jesus med.

En krukke af glæde. Det er, hvad vi får overrakt, når vi i tro tager imod Guds tilgivelse for vor skyld og skamfulde handlinger. 

”Hver morgen i min skål en nåde uden mål  til mig nedflyder”,
sådan formulerer Kingo det i den første salme, vi sang i dag(nr. 743).

Når vi hver morgen får den nåde at begynde på en frisk i troen på Guds tilgivelse for dagen i går. Da kan vi begynde dagen med en krukke fyldt af glæde, som vi kan gå ud og dele med hinanden.

Men der er flere krukker fyldt af glæde.

Der står en derovre på alteret: om lidt skal vi sammen smage på den glæde den rummer, vi skal i tro dele den kærlighed, som flyder ud af den krukke.
Og når vi har gjort det, kan vi gå herfra ud i vores hverdag med de samme ord som Jesus sendte kvinden af sted med:
Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed Amen.