Luk. 10, 38-42

Salmer : 751, Gud i dine hænder, tillæg 856, 20 - 331, 680, 192v7, 494

I Faderens Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Martha har travlt.

Selvfølgelig har hun travlt. Hun har fået gæster, en hædersperson Jesus, og hans store følge.  De kom forbi på deres rejse,  og hun tager gerne og gæstfrit imod dem i sit hus.  Nu skal de beværtes, så godt som muligt, og uden at skulle vente for længe.  Det kræver hurtig planlægning og rappe hænder. Hun vil det gerne, men nu er det lige ved at vokse hende over hovedet, og hun bliver vred og forurettet. Marthas historie er historien om, at der er meget vi skal gøre i vores tilværelse, der er mange ting der skal gøres, for at livet hænger sammen.

Og det vi skal gøre, har det med at brede sig ud over vores tid og vores bevidsthed.   

Ja nogen gange breder det sig i en grad, så vi slet ikke kan se andet i tilværelsen, end de ting, der skal gøres, det arbejde og de opgaver, som kalder på os.

For mange af os er det arbejde vi har, begyndt at brede sig ud over hele døgnet og hele ugen. Man har computeren med hjem og tjekker og besvarer arbejdsmails døgnet rundt. Det giver fleksibilitet, men betyder også at arbejdet og tanken om det er der altid. Snart ophæves forretningernes lukkelov og nu bliver butikspersonale i endnu højere grad presset til at arbejde på tider, der ellers har været regnet som fritid. Og vi andre, kunderne, vi vil blive lokket til at tilbringe endnu flere af vores ugentlige timer i supermarkedet - på jagt efter lykken ved det gode tilbud.

Men hvis man nu er glad for sit arbejde, for de opgave man har, hvis de giver et væsentligt indhold i vores tilværelse, hvis  det giver os fornemmelsen af, hvem vi er - at vi er nogen. Hvad gør det så at arbejdet fylder i både praksis og i bevidstheden?  

Jo det er da helt O.K. men vi kan jo blive forledt til at tænke, at den uafbrudte virksomhed giver os den fulde mening og fylde i livet. Eller vi kan tænke, at hvis bare vi får gjort det, vi skal, så skal den lykkelige stund nok dukke op.

Har vi den slags forestillinger, så kan vi nemt blive skuffede - eller stressede.

Livet er både aktiv og skabende virksomhed og åndehuller til hvile og eftertanke.      

I Bibelens skabelsesberetning, bliver det omhyggeligt fortalt, at Gud skaber verden  og vi får fortalt, hvordan Gud var glad for det arbejde han fik gjort hver dag, han så at det var godt og efterhånden tonede den verden sig frem, som vi kender, mens han arbejdede på det i seks dage. Men derpå holdt han en pause - lod arbejdet stå stille mens han kiggede på verden og glædede sig over hver detalje. Sådan består vores liv også af rigtig meget arbejde i både familie og hjem og på arbejdsplads, hvis man har sådan en.   Men det består også af åndehuller, små  tidslommer, hvor vi bare må være til og glæde os over livet og retter blikket mod det sted, som livet kommer fra. Forsvinder disse åndehuller kan vi komme på afstand af livets mening.

Sådan er det for Martha, som vi har hørt om i evangeliet. Hun har travlt, hun stresser, hun er vred og forurettet.

Maria derimod gør noget andet, hun sætter sig roligt ved Jesu fødder og lytter til hans ord.  Og selv om Martha brokker sig, så får hun ikke lov at få retten på sin side - Maria har valgt den gode del, siger Jesus til Martha.  

Vi kan næsten ikke undgå at blive forargede over den her episode.  Det er jo en hel klassisk situation ligesom den derhjemme, hvor én af familien render fra opvasken og lader de andre stå alene med det.   Hvordan kan Jesus dog tage hende i forsvar og lade Martha alene om det hele - er det retfærdigt måske?  Kunne de ikke hellere hjælpes ad om arbejdet og så bagefter sammen lytte til Jesus?

Sådan kunne vi meget vel spørge, fordi vi identificerer os med den flittige Martha i fortællingen. Men inden vi går for godt i gang med et helt praktisk arrangement af, hvordan de to kunne have gjort, så tror jeg vi skal prøve at se på Martha og Maria figurerne og spejle os i dem begge to og få øje på, at vi har noget af dem begge i os.   

Martha og Maria er som et spejl af to forskellige sider i os. Vi har en flittig og stræbsom Martha i os. Og vi har en søgende, lyttende, eftertænkende Maria i os.  Og en pointe i historien kan være, at den effektive, praktiske, handlende del af os har det med at ville tage luften ud af den lyttende, dvælende og søgende del af os, ja den vil ekspandere sit område så der intet bliver tilbage af Mariadelen i os. Men Maria i os skal have plads sammen med Martha.  Maria har valgt den gode del. Men hvad er det så egentlig der er så godt eller specielt ved det Maria gør? Er det det, at hun sidder og slapper af.  Nej det hun er dybt optaget af, er ikke at kigge ud i luften eller være vendt ind i sig selv, det er at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham. Hun er helt opfyldt af det, som bliver udtrykt af salmisten, som har skrevet den gamle salme, vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, nemlig:

At være Gud nær er min lykke.

At være Gud nær er min lykke. Det ved Maria og hun ved, at i stilhed og lytten hos Gud finder hun den kærlighed og styrke, som giver hende kræfter til snart efter at gå ud og gøre alt det, hun skal. I stilheden hos Gud finder hun rum til at lade tilværelsen falde på plads, så alt det, hun ikke overkommer, ikke tager pusten og livsgnisten fra hende, men bliver til at bære i det tilgivende lys, som rammer hende i Guds nærhed. I stilheden og i lytten til Gud får glæden plads, glæden over andet end det, som er resultat af det, vi gør, glæden over det, der blot er: lysets vekslen på himlen, træernes bløde kroner, blomsternes farver, fuglenes sang, vindens viften i  håret og regnens fugt på kinden. I stilheden i lytten til Jesu ord skimter Maria evighedens lys og aner brudstykker af livets mening.

At være Gud nær er min lykke - det ved Maria, og det handler hun efter.

At være Gud nær er min lykke, det skal også Martha have at vide og have mulighed for at erfare.

Derfor, når Jesus overfor Martha hævder, at Maria har valgt den gode del, så er det ikke for at afvise Martha eller give hende et verbalt slag i ansigtet, det er ikke for at tage parti i en søskende strid, det er for at tage bekymringen fra Martha. Det er ord til Martha om, at også hun har lov for en stund at lægge opgaverne fra sig  og lytte til livets ord. Det er glædelige ord til Martha om, at hvor mange pligter og arbejdsopgaver hun end har, og hvor meget de end vokser hende over hovedet, så er der en dimension i hendes tilværelse, som har endnu større betydning, nemlig Guds kærlighed, som rækkes ud mod hende, fordi Gud er kommet hende nær.   Den kærlighed, som rækkes hende, kan også hun vælge at standse op og tage imod, lade sig fylde af.

Det er en gave og et godt ord for Marias søster Martha og for alle os senere Martha- lignende væsener.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.                                        

Amen.