Joh. 11, 19-45

Salmer:  754, 51, 230, 224, 368, 731

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Martha og Maria havde mistet deres kære bror Lazarus.  

I dag vil jeg gøre det sådan, at jeg vil lade Martha fortælle om begivenhederne, der fandt sted den dag, hvor Jesus kom til dem efter Lazarus død, og om de tanker det har givet hende. Så nu vil jeg give Martha ordet:

Det værste var sket: Lazarus var død.

Vi delte jo hverdagen med hinanden. Min bror Lazarus, min søster Maria og jeg. Vi levede i et godt familiefællesskab, hvor hver bidragede med sit til, at alting fungerede. Mange kom gerne til os. De sagde, det var et hjem, hvor man kunne mærke kærligheden og varmen folde sig ud.  Et sted hvor der var godt at være.  - Jeg ved ikke, men vi havde det i hvert fald sådan, at vi gerne tog imod mennesker. Vi syntes, vi havde meget at dele med andre. Vi havde det jo godt, selv om vi hverken var rige eller havde meget magt og indflydelse.

Men så skete det værste: En dag kom Lazarus hjem fra marken og var dårlig, og i løbet af få timer lå han med brændende feber. Jeg plejede ham med afkog af urter og kølige afvaskninger, og lette, gode måltider, og Maria sad hos ham, holdt hans hånd og sagde opmuntrende ord til ham. Intet hjalp det. Det blev værre og værre med ham. Vi fik fat i lægen, men han sagde, at han intet kunne gøre.  Da sendte vi bud efter Jesus.

Vi vidste, at Jesus var langt væk for tiden, men vi så ikke nogen anden udvej. Jesus var jo kommet hos os mange gange. Han var vores gode ven. Ja, han var meget mere, for vi så og mærkede alle tre, at Jesus besad en forunderlig magt og styrke, som vi ikke havde mødt lignende hos nogen andre. Den styrke kunne kun komme fra Gud. Det tænkte vi, selv om vi ikke helt vidste, hvordan det hang sammen.    

Jesus måtte komme, han ville kunne hjælpe Lazarus. Da vi sendte budet af sted, tænkte vi, at Jesus så måske kunne være fremme i løbet af et par dage. Men det trak ud, den ene dag efter den anden gik, og Jesus kom ikke og kræfterne ebbede ud af Lazarus. Til sidst døde han.  

Selv da han var udåndet og vi sad ved hans seng, hvor han lå livløs, var der et vildt håb i mig: Hvis Jesus kommer nu, kan han nå det, han har så stærke livskræfter i sig, at han kan vække ham -selv nu. Men Jesus kom ikke. Vi måtte begrave Lazarus. Og vendte hjem til de tomme stuer.  Når vi spiste, stod Lazarus plads gabende tom ved bordet. I Lazarus kammer var sengen og de ting, som han havde holdt af og varsom gemt og passet på.  Det mindede så forfærdeligt om noget, der ikke var mere. Stuerne blev ganske vist snart fyldt op af de mange gode mennesker, der kom for at trøste os. Det var godt. Men det fjernede ikke den forfærdelige stilhed, der var, efter at Lazarus glade stemme ikke mere klingede mellem de mange stemmer.

Da der var gået fire dage efter begravelsen, stod der pludselig en ved døren og ville sige noget: "Jesus er på vej, nogen rejsende har set ham, han kommer snart."Jeg smuttede ubemærket af sted. Jeg ville gerne møde ham og tale med ham alene, inden de mange var omkring ham, sådan som det altid skete dér, hvor han kom frem. Det var så godt, at han kom, så godt at se ham. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at udtrykke min fortvivlelse over, at han ikke var kommet noget før- mens der var håb.    

"Herre, havde du været her, var min bror ikke død", røg det ud af mig. Men lige som ordene var sagt, kunne jeg mærke, at det var fuldstændig vanvittigt at stille Jesus til regnskab for, hvor han var hvornår.  Nu var han her, og hans nærvær var så tydeligt for mig,   - jeg kan ikke forklare det, men jeg mærkede anelsen af en glad forventning i  mig, selv om det værste var sket. Og ligeså hurtigt røg ordene ud at mig igen: " Jeg ved, at Gud kan handle gennem dig Jesus- selv nu."  Som Jesus stod der, kunne jeg ikke være i tvivl om det. Selv om jeg egentlig var sorgfuld og mismodig og lidt forurettet over, at han ikke var kommet noget før.

"Din bror skal opstå", sagde Jesus derpå til mig. Ja tænkte jeg, sådan må det være, og jeg sagde det: "Han skal opstå på den yderste dag.  På den dag i fremtiden, hvor den levende Gud bliver alt i alle, skal min bror opstå til hans evige rige af herlighed." "Ja Martha, sagde Jesus til mig, for jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig skal leve, selv om han dør. " Det var sælsomme ord, og der kom flere endnu: "Enhver som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø."

Og pludselig skulle jeg tage stilling til de sælsomme ord: "Tror du det Martha?" sagde han.     

Men hans ord, de kørte rundt i hovedet på mig. Opstandelse, leve selv om man dør...Var det en ny særlig lære-retning, han præsenterede her. Ligesom rabbinerne i synagogen havde forskellige retninger og forskellig lære, man kunne tilslutte sig... det havde Lazarus i hvert fald fortalt.

Det eneste, jeg egentlig kunne forholde mig til, det var, at Jesus han var lige der, og at livet strålede ud af ham, ja Gud selv lyste ud af ham - ud af skæret i hans øjne, klangen i hans stemme, hans vejrbidte ansigtstræk, tværs gennem hans krøllede rejsetøj og hans støvede fødder i sandalerne, lyste Gud. Og det var det, jeg måtte sige.  Og når det var sådan, så kunne alt andet vel også lade sig gøre- selv opstandelse.

"Ja, Herre, jeg tror at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden. "

Nu var det sagt, og når det var sådan, det var, var der ikke så meget mere at sige. Det var hovedsagen, mærkede jeg.

Nu syntes jeg, Maria skulle komme herud og jeg hentede hende.  Med hende kom hele mylderet af folk, men det var i orden. 

Også Maria klagede til Jesus over, at han ikke havde været der, da vi havde allermest brug for ham. Og så græd hun, som kun Maria kan græde.  Jesus græd med hende og mange andre græd også.

Men med et rettede Jesus sig beslutsomt op: "Hvor har I lagt ham,"? spurgte han.  Vi fulgte allesammen med ud til graven,  for at vi kunne sørge der sammen med Jesus.  

Men pludselig tog tingene en uventet drejning; Jesu forlangte, at graven skulle åbnes, og da må jeg sige, da blev jeg rykket lidt ud af den fornemmelse af fred, som Jesus havde givet mig for lidt siden.

Det kan vi da ikke udbrød jeg, tænk på at han har ligget død i fire dage, og hvordan det er i en grav efter så lang tid.

Men Jesu lod sig ikke standse, og før jeg så mig om, var stenen taget væk fra graven og Jesus havde med høj røst og bøn til Gud råbt: "Lazarus kom herud!"

Lidt efter stod han der i åbningen, hvor stenen før havde ligget. Det gik et sus gennem hele forsamlingen. Alle holdt vejret, da han begyndte at gå hen imod os. Han var helt viklet ind i ligklæderne, men selv om alle strimlerne sad der, kunne jeg se, at han trak lidt på benet, akkurat som han altid havde gjort.  Da åndede jeg lettet op: det var gode gamle Lazarus og ikke noget spøgelse.

Løs ham lige fra alt det der, sagde Jesus- så han kan gå ordentligt.

Da strømmede latteren gennem den før helt skrækslagne forsamling.  Nu havde vi prøvet det hele den dag.  Gråd og skræk og latter. Men latteren blev.Vi lo stadig, da vi noget senere sad hjemme omkring spisebordet.  Lazarus på sin sædvanlige plads, der ikke længere var tom og Jesus dér, hvor han altid sad, når han besøgte os. Ja stemningen var høj, også hos Jesus. Men der gik ikke ret lang tid, før det var Jesus selv, der lå i graven. 

Måske vidste han allerede den dag, at det ville gå sådan-  det har jeg tit tænkt på siden.   

Det er en anden historie- eller måske ikke.  Måske var det, der skete med Lazarus begyndelsen på den historie, eller tegn på, hvad den historie skulle betyde.  

Det er mange år siden nu. Jeg er blevet en gammel kone. Lazarus døde for nogle år siden, og for nylig døde Maria også. Jeg savner dem forfærdeligt. Og det er på en måde stadig, som det var første gang Lazarus døde: Det værste er sket. Det er det, når man mister dem, man elsker. Men alligevel: Mens jeg savner og fælder et par tårer for jeg ved ikke hvilken gang, så er der en glæde, der pibler inden i mig-en forventning.For det værst er sket, ja.  Men det bedste er også sket: Jesus har været her, og jeg er aldrig mere i tvivl om, om Gud er mig nær. Det er han; selv når det forekommer mig, at han er langt væk, og jeg synes han skulle komme, så er han der allerede. Det bedst er sket: Jesu har været her.  Og   han er her endda stadig. Selv om også han døde. "Han er opstået, han er ikke her", sådan sagde en lys engel, den dag  nogle  kvinder, jeg kender, kom ud til Jesus grav for at salve ham.      

Når ikke engang døden kunne holde fast i ham, så må det jo være sådan som jeg tror, og også sagde den dag, han talte til mig efter at min bror lige var død. 

Ja, jeg tror virkelig, at det må være sådan, at han er Kristus, Guds søn, som kommer til verden.

"Jeg er opstandelsen og livet" sagde han, og når han nu stod op af graven, så er han det vel stadig, så er han jo ikke ophørt med at være opstandelsen og livet, sådan som han sandelig var det for mig og min søster, dengang vores bror døde.

"Den, der tror på mig skal leve selv om han dør." Det sagde han også. Og det tror jeg også.  I dag kan jeg sige, at jeg tror det. Jeg tror at min gode bror Lazarus og min kærlige søster Maria lever, selv om de er døde. Jeg tror at de lever hos Gud, som er. Og selv om jeg stadig glæder mig over hver eneste morgen, hvor jeg kan se solen stå op, og se børnene lege på torvet og høre fuglene synge deres glade sang, så   tror jeg, at også den dag, hvor jeg ikke skal se og høre det mere og ikke være  på jorden mere, da skal jeg leve, og være  i Guds nærhed. Selv nu mærker jeg anelsen af en glad forventning i mig, akkurat som dengang Jesus talte til mig i min sorg udenfor byen.

Selv nu har jeg noget godt at vente på.

For det bedste er sket, ja det bedste er stadig i færd med at ske.          

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.