Høstgudstjeneste

Luk 7, 11-17
Salmer : 730, S&S1 nr 2, 754, 729, 476, 11

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Eftersommeren og det begyndende efterår er den tid af året, hvor vi glæder os over høsten.  Tager vi i august en tur ud i landskabet, kan vi se bugnende hvedemarker, der er blevet næsten hvide, og aksene står tunge og fyldte klar til høst.

Går vi på en af disse skønne klare september-morgener, som vi har i denne tid, en tur mellem villahaverne, ser vi træer med æbler - og det er som æblerne lyser røde og skinnende i september-lyset.

Sådan kan høsten lyse i mod os i skønne syn i denne tid. Det kan vi også opleve herinde i kirken i dag hvor der i dag er pyntet, så høsten lyser for vort blik.

Men det er jo ikke kun med de skønne syn, vi glæder os over høsten. Det er jo endnu mere glæden over dens gavn og brug der er der. I denne tid snakkes der om, hvordan man bedst får noget ud af de mange æbler på træet og under træet, om hvordan man sylter hyben og paradisæbler, om hvor brombærrene findes, om hvordan gulerødder og kartofler opbevares til vinteren.  Vi glæder os over, at det vi såede blev til noget - at der blev liv ud af det. 

Bondens glæde, når høsten er i hus efter  alt det arbejde der var med det, er en elementær glæde, en glæde som også vi, der ikke er bønder oplever, når vi oplever at den indsats vi gjorde  bar frugt, at det nyttede noget  med det vi gjorde i en eller anden sammenhæng. Der blev liv ud af det.   

I slægt med denne glæde er også glæden over at få et barn over at have et barn.  Se at livet bliver bragt videre i barnet i overraskende nye variationer.

Høsttiden kan også gøre os bevidste om det, at vi selv en dag står for høst, at vi selv en dag må forlade livet her og gøre plads for den nye frugt og vækst.  Det er en del af livets cyklus at det og den gamle må visne og den ny bære livet videre.

Men engang imellem går det omvendt. Så det er forældre, bedsteforældre, der må lægge deres livsfrugt i graven. Der er et billede, der står fuldstændig tydeligt mejslet ind på min erindrings nethinde. Fra en begravelse for mange år siden: en ung teenager er død i en trafikulykke. Efter at begravelsen er slut står alle der ved graven og prøver på at komme af sted. De nærmeste går på skift hen og kigger ned i graven. Alle er frygtelig kede af det. Det, der gør det helt uudslettelige indtryk er drengens bedsteforældre. Der kommer to gamle mennesker hen til graven, tæt støttet til hinanden, så står de stille der tydeligt fuldstændig indknuget i sorg, og enhver kan se, hvad de tænker: Det skulle have været mig, jeg er moden til høst. Hvorfor blev det ham?

Det øjeblik står klar for mig selv mange år efter og sådan kan bestemte øjeblikke mejsle sig som uudviskelige billeder i erindringen.  Det kan være tunge, som dette, men det kan lige så vel være erindring om lyse øjeblikke.

Også dagens evangelietekst er som et billede, der males for vores nethinde.

Jesus er på vej ind til byen Nain, men tæt på byporten, viser sig et optog, der kommer ud af byporten, et optog hvor en død ung mand bæres ud, og hans mor, enke, må følge sin eneste søn til graven  fulgt af en stor skare medsørgende.

Det billede, som her males for os er et billede af et menneske, der har mistet det dyrebareste i sit liv, det er et billede af tab, af den dybe fortvivlelse over døden, som rammer på skrømt, det er billedet af et menneske, der går alene blandt de mange, fordi det kun er for hende, at det her har en altændrende konsekvens. Det er et billede af den isolation den sørgende og tabsramte sættes i efter et overskåret livsfællesskab med et elsket menneske.

Et billede, der ligner det, af enken udenfor Nain ser vi i denne tid ofte for os i medierne genneme filmklip eller fortalte  reportager fra det krigsramte Syrien.  En far, der løbende bærer sit dødeligt sårede barn til hospitalet; en mor, der nyligt er blevet enke og sidder i en trækasse i en flygtningelejr med seks børn, som hun ikke har en chance for at forsørge.

Da Jesus ser denne enke fra Nain med den døde søn bevæger han sig straks ind i billedet. Denne sorg og magtesløshed overfor dødens indgreb i et menneskes liv  lader han sig ikke sidde  overhørig.

Græd ikke, siger Jesus til den sørgende og så går han helt hen til båren med den døde og rører ved den.  Han standser det  dødens optog, så bærerne må stå stille. Og så taler Jesus med en myndighed og en dristighed, som overgår enhver forestilling: Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!

Hvem tør ellers tale sådan, når døden er indtrådt.  De ord her, der fra enhver andens mund ville være en tom demonstration et ynkeligt forsøg på det, som ingen kan, de er ord, der virker. Der er magt bag. Skabermagt bag. Straks rejser den unge mand sig op og han begynder oven i købet at tale.   Han bliver virkelig levende igen, og hans evne til at kommunikere angiver, at han er sig selv.  Og kan gå ind i det fællesskab igen, som er mellem mennesker. Det understreges af, at Jesus giver ham til hans mor.  Hun havde tabt alt. Hun får alt tilbage.  

Gennem denne evangeliefortælling, får vi tegnet to billeder: Billedet af den sørgende enke, der kommer med sin søn og sit tab, og billedet af Jesus, der gør sønnen levende igen.

Det er et billede og et modbillede.Det første billede, det ser vi omkring os i en grad, så det kan blive hængende på den indre skærm.    

Det andet billede, billedet af Jesus, der besejrer dødens magt over den unge mand, det er det billede, evangelisten vil tegne for os, og indprente i os, så det bliver et uudsletteligt billede for vores indre nethinde. Det er et modbillede til de vilkår vi lever under. Et modbillede, som skal tegnes for os igen og igen, så det må stå der som noget, der popper frem i os, hver gang det første billede af enken og sorgen, bliver et billede af noget, der sker i vores liv.  

Dette modbillede til tilværelsens  tungeste tildragelser, tegnet i den unge mands opvækkelse fra de døde, det har sin mening  i, at Jesus  ved sin egen død på korset selv blev en del af indholdet i  det første billede og  at han ved sin opstandelse fra de døde selv tegnede de streger, som udgør det andet billede : konturerne af at igennem Guds  kærlighed til mennesket bliver livet noget, som kan gives os  også efter at vort liv her er forbi.          

Og hvad kan det ikke gøre ved os, hvis det er billedet af Jesus som den, der med styrke giver livet på ny, som står prentet uudsletteligt for vort indre blik.   Hvad kan det ikke gøre ved os, hvis det billede altid er med, når vi ser på verden, på hinanden.

Det kan gøre det ved os, at vi får evnen til at glæde os over de livsfrugter, som hver  dag i vores liv giver os.  Det kan gøre det ved os, at vi kan leve uden frygt og bruge vore liv på at prøve på at gøre noget, der giver frugt for andre mennesker. 

Det kan gøre det ved os, at vi på trods af alle sorger kan leve med glæde og tak for alt, hvad Gud giver os. For vi må tro, at Gud er en Gud, der giver liv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.