Joh. 11, 19-45

Salmer : 754, 245, 70 - 321v2, 224, 476, 400  

I faderens, sønnens og helligåndens navn.
Tag stenen væk
Sådan sagde Jesus lige før han kaldte den døde Lazarus ud til livet.
Der var en stor sten foran Lazarus grav, ligesom der også blev lagt en kæmpesten foran Jesu grav, da han var død på korset.
Den kolossale store sten foran graven. Det er en konkret ting i fortællingen her. Men stenen kan også være en slags billede på,  hvordan det påvirker os, når døden griber ind i vores liv : da er det som en kæmpesten  lægger sig ved vort hjerte  eller for vort fri udsyn eller på vejen foran os, så vi ikke kan komme frem.  
Om foråret må mange landmænd rydde deres marker for store sten som i vinterens løb er dukket op til overfladen af marken. De må tages væk for at de kan få sået deres afgrøde på marken.
Ligesådan kan der pludselig dukke sten op i vores liv , når vores eget eller vore kæres liv er truet, eller når vi har mistet en af vore kære.    
I evangelieberetningen hører vi på flere fronter om, hvordan sygdom og død lader sten dukke sten op i søstrene Martha og Marias liv.   
Det begynder med at deres elskede bror Lazarus bliver syg.
Johannes fortæller forud for det, vi har hørt i dag, om at søstrene straks sender bud efter Jesus, der opholder sig på en anden egn.  De tror på, at Jesu nærvær kan hjælpe deres bror. Og derfor beder de ham om at komme. Det gør Jesus også, men han skynder sig ikke. Han tager sig god tid, og da han når frem er det for sent, mener søstrene.  Lazarus er nemlig både død og begravet.
" Herre havde du været her, var min bror ikke død." Med disse samme ord møder de  to søstre hver for sig Jesus.
Den sten, der her tynger dem, er anfægtelsen over, at Jesus ikke var der i det øjeblik, hvor de havde allermest brug for ham.
Den samme anfægtelse, som vi nemt kan rammes af, hvis vi synes, at Gud forsømmer at handle, når vi er i nød og har så meget brug for, at der sker en indgriben i den nød vi eller vore kære er sat i.     
"Du var her ikke" siger vi til Gud uden at forstå, hvorfor der ikke blev grebet ind overfor det forfærdelige, der skete.
Overfor Martha, som Jesus møder først, bliver det til en samtale om tro og opstandelse. Han skal opstå, siger Jesus. De taler om opstandelsen på den yderste dag, og Jesus siger : Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig skal leve om han end dør.   
Tror du det ? spørger han derpå den fortvivlede Martha.
Ja, jeg tror, at du er Kristus svarer hun.
Martha kan godt drøfte læren om opstandelse med Jesus. Hun har dog svært ved at tro på en lære, den teoretiske del kan hun ikke for alvor  forlade sig på. Men hun kan tro på Jesus, at han er Guds søn. Det er personen Jesus, hun kan knytte sit håb til. Igennem relationen til ham, kan troen på opstandelse fra de døde blive levende.
Da det lidt efter er Maria, der sørgende siger : hvis du havde været her..., er det ikke, som med Martha, ord, han giver hende til trøst, men medliden.  Jesus græder sammen med hende og bliver så optaget af sorgen, som også rammer ham selv, for han elskede vennen Lazarus,  at han skrider til handling. Han vil hen til graven.
Der foran graven ligger stenen, den kæmpe sten, der adskiller de døde og de levende, den sten, der markerer dødens realitet : det er ikke noget "som om" det her. Med fire forløbne dage siden begravelsen, er graven ikke et rum nogen levende bør lukke op til.
Men det gør Jesus.Tag stenen væk siger han.Jesus lader stenen fjerne og med Guds hjælp kalder han Lazarus levende ud af graven.
-----
Tag stenen væk.
Steen blev taget væk for Lazarus, så han igen kunne deltage i livet.
Og stenen blev taget væk for de sørgende søstre Martha og Maria, så de igen kunne dele livet med deres elskede bror.      
Historien om Lazarus er et af de 7 tegn, som er i Johannesevangeliet. 7 underfulde beretninger, hvor Jesu herlighed  bliver åbenbaret.  Det er syv små glimt af det evige liv, som giver os der lytter eller læser, for et øjeblik at se himlen åben.
Tegnene står i den første halvdel af Johannesevangeliet. Den anden del af evangeliet handler om Jesu lidelse og død og opstandelse.
Dette sidste tegn denne underfortælling om Lazarus opvækkelse fra de døde er en slags forudgribelse for det, der følger efter : Jesu egen lidelse død og opstandelse.  I beretningen om Lazarus opstandelse bliver opstandelsen gjort til noget levende og nærværende. Det umulige sker, at den døde Lazarus kaldes til live. Lazarus kommer igen til at leve med sine kære. Dog kun for en tid. Han skal jo dø igen - senere som vi alle skal.
Men i Jesu opstandelse fuldendes det, som er berørt i Lazarus fortællingen: Opstandelsen til det evige liv.
Da kvinderne kommer til Jesu grav påskemorgen  behøver de ikke engang tage stenen væk, selv om de har bekymret sig meget om netop denne vanskelighed.
Stenen er væltet fra og Guds søn stået op til det evige liv. Et liv, som han også skænker os. Gravens sten er ikke nok til at holde på dødens herredømme,
gravens sten er ikke nok til at holde på den, som Gud elsker.
Gravens sten er ikke nok til at holde os underdrejet i sorgen, når vi mister vores kære. Gravens sten er ikke nok til at cementere os i den evige spørgen efter, hvorfor det nu gik sådan, at døden greb og griber ind i mit eller min kæres liv.

Det siges med Sten Kåløs ord i salmen vi sang lige før prædikenen :
"Påskemorgen stod du op,
du kan ikke bindes,
gravens sten er ikke nok,
og døden overvindes.
Hver gang at jeg synes jeg ku´
helt la´vær´at være,
står du her med livets nu,
Jesus du min Herre."

Gravens sten findes, og vi må lade den være hvad den er, uden at gruble for meget over hvad der er bag den, for Jesus tager stenen væk og kalder os ud : 
Som kan kaldte : Lazarus kom herud, sådan kalder Han hver af os ved navn og  kalder os ud til livet.   
Hver gang, at vi synes vi ikke mere kan rumme at være i det, som livet byder os, da kalder Jesus os ud, han står foran os med livets nu, og siger: det er nu og her livet er, og jeg er med dig.
Og når vi en dag ikke mere kan være her, vil han kalde på os igen, han vil tage stenen væk og kalde os til sig til evig glæde i hans rige.
Det glædelige budskab er vi samlet om i dag, for i tro og håb at lytte til det og tage det til os, så det ikke bliver sten i hjertet der tynger men håbets lethed i hjertet, der holder os oppe.

Tag stenen væk, det gør Jesus. Men det er også en opfordring, en kommando : tag nu stenen væk for hinanden, hjælp hinanden med at tro og håbe og leve i livets nu.

Amen.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed Amen.          

Lad os bede : Herre Tak fordi du har væltet stenen fra Jesu grav, og lader livet sejre. Lad os tro på din søn Jesus Kristus.Tag stenen fra vore hjerter og lad os leve som mennesker, der lever, hvor døden har mistet sin brod.  Herre hør os når vi nu her beder vores egen bøn i stilheden :

Stilhed

Herre tak for det liv du giver os at leve. Giv os at kunne leve i glæde og taknemlighed. Og lær os at dele livet  og det vi har med hinanden.
Vi beder dig for alle som lever i frygt og angst , for dem som ikke kan se nogen udvej : lad lys og muligheder vise sig for dem.
Vi beder dig for dem, der mangler det mest nødvendige til livets opretholdelse, lad dem få, hvad de mangler og giv os vilje fantasi og evne til at hjælpe hvor vi kan.
Vi beder dig for vort land, for dronningen, for folketing, og al øvrighed, at der må gives rammer for at vi kan leve med hinanden i åbenhed, fred og fællesskab.
Vi beder dig for dem der er syge, og for dem,som skal dø : fyld dem med håb og lad dem mærke din nærhed,  og giv dem et menneske til at være ved deres side.      
Vi beder for din kirke, her og alle steder i verden, lad den altid være fyldt af din ånd og vidne om din kærlighed til verden. Vi beder dig for vore venskabsmenigheder i Camodia go Tanzania og Letland.
Giv os at leve i fællesskab med hinanden og med dig nu og i al evighed. Amen.