Prædiken - 2. søndag efter Hellig tre Konger - Johs. 4,5-26 

 

I Faderens Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Den kristne tro er en tro på, at Gud blev menneske.

En tro på at Skaberen af alting, selv blev en skabning;

at den Gud som skabte mennesket i sit billede, blev sit eget billede i kød og blod.

Altsammen for at leve sammen med os. For at møde os, i interaktivitet, i vekselvirkning, og give os af sit overskud af kærlighed og glæde.

 

Intet menneske kan leve alene med sig selv, uberørt af verden omkring.

Vi har behov for at få tilført næring, både fysisk, psykisk og socialt.

Både til krop og til sjæl.

Vi har behov for mad og vand. Og vi dækker disse behov, når vi spiser og drikker.

Det lille barn græder, når det bliver sultent eller tørstigt. Og så giver vi barnet indtil det er blevet mæt. Vi tager barnet op til os, giver barnet kropskontakt, nærvær og opmærksomhed. Et sådant måltid giver barnet næring både til krop og til sjæl.

Det vil opleve, at det er dejligt at spise og drikke, for sulten og tørsten efter fysisk næring, omsorg og kærlighed bliver dækket ved en og samme handling.

 

Det er en rigtig god idé at fastholde måltids fællesskabet gennem hele livet.

Med kniv og gaffel kan vi selv klare at få føden ind i munden.

Men sidder vi alene får vi ingen opmærksomhed og intet nærvær.

Kroppen kan nok blive mæt, men sjælen har intet fået og vil stadig være sulten.

Der er mennesker, som hver dag spiser alene. Hvor der er selvbetjening ved køleskabet, og hvor maden indtages i ensomhed, også selvom man arbejder sammen andre, eller bor sammen som familie i et hjem eller på en institution. Der er forældre, der placerer deres små børn ved en tallerken med mad foran fjernsynsskærmen. Så skal tegnefilmene og børne - TV erstatte den voksnes nærvær.

Så er måltidet reduceret til alene at dække et rent fysisk behov.

Der er vel ikke noget at sige til, at længslen efter kærlighed kan få et menneske til at forøge fødeindtagelsen i et forsøg på at få mere kærlighed.

Og at man griber til flasken, når ens sociale liv og parforhold bryder sammen.

Men forsøget vil aldrig kunne lykkes.

Man kan ikke mætte sin sult og tørst efter kærlighed med mad og drikke alene. I virkeligheden er der vel i os alle en længsel efter en kærlighed og en mening, som ikke kan dækkes af noget andet menneske, uanset hvor højt vi sætter det.

Ingen kan være et andet menneskes livsopfyldelse.

Og derfor har vi en længsel i os, som går ud over den konkrete virkelighed vi lever i.

En længsel efter Gud.

 

Gud blev menneske i Jesus Kristus for at møde os med sit overskud af kærlighed og glæde. Og mødestedet i dag er en brønd ved byen Sykar i Samaria.

En mand og en kvinde mødes ved en brød.

De er alene. Han har sendt sine ledsagere ind til byen for at købe mad.

Hun er gået til brønden efter vand midt på dagen, hvor ingen andre kvinder ville være der. Måske var hun træt af deres sladder.

Hun var samaritaner og han var jøde.

Han bryder tavsheden og be´r hende om vand.

Nej, hvor er du fræk, svarer hun venligt. Jeg troede ikke en jøde ville tale med en samaritaner, og da slet ikke en kvinde.

Men manden har ikke tænkt sig at tie. Han siger tværtimod: Hvis du vidste, hvem du talte med, så ville du bede mig om levende vand.

Kvinden hører hans udfordring og ser ham an med ord om, at han vel ikke kan give mere vand end patriarken Jacob, som byggede brønden.

Jo, for det vand brønden giver kan slukke tørsten for en tid. Så må man have mere.

Men det vand manden kan give vil slukke tørsten for altid. Det vil være en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

Og det vand vil kvinden gerne have, for så skal hun ikke mere gå til brønden.

Fortællingen kører på flere planer.

Umiddelbart handler det om at få vand fra brønden.

Men samtidig har samtalen en tydelig erotisk undertone, som leder frem til mere.

 

Dette mere får imidlertid en brat ende, da manden og det er Jesus, opfordrer kvinden til at gå ind til byen og hente sin mand.

Her kunne samtalen været gået i stå. Med de ord siger han jo, at flørteriet er slut.

Men så kaster hun håndklædet i ringen med ordene om, at hun ikke har nogen mand.

Hun er en fri kvinde. Hun kan gøre som hun vil.

Ja, siger Jesus, du har haft 5 mænd, og den mand du har nu, er ikke din mand.

 

Og således afsløret rykker hun på afstand med et langt mere teoretisk emne. Det er ikke rart at blive gennemskuet. Så hun åbner den klassiske diskussion mellem jøder og samaritanere om det rigtige tempels placering og den rigtige gudsdyrkelse.  Men Jesus går ikke ind i det. Han proklamerer derimod, at en ny tid er ved at komme, hvor gudsdyrkelse ikke er bundet til noget sted men vil ske i Ånd og sandhed.

Ja, ja, siger kvinden, men når Messias kommer, vil han forklare os alt.

Og så er vi pludselig ved sagens kerne: Det er mig, den der taler til dig.

 

Det er budskabet. – Jesus er Messias. Han kan give levende vand, som vælder med evigt liv. Ligesom almindeligt vand kan slukke tørsten, således kan levende vand slukke sjælens tørst efter omsorg og mening. Det er mig der kan give dig det.

Det er mig, den der taler til dig.

 

Vores brønd er i dag Abildgård Kirke. I dag er det os, der møder ham.

Vi møder ham i fortællingen fra bibelen.

Vi møder ham ved døbefonten, når han siger lad de små børn komme til mig.

Vi møder ham, når han siger, Mig er givet al magten i himlen og på jorden.

Og vi møder ham, når han rækker os brødet og siger: tag det og spis det.

Og når han om vinen i bægeret siger: Drik alle deraf.

 

Det er Jesus fra Nazareth, der taler til os. Som han dengang talte med kvinden ved brønden, taler ham også med os.

Men vi kan høre det på flere planer. – Vi kan høre det som ord skrevet i en tekst der er 1900 gammel. Vi kan hører det i kirkens ritualer, der er lige så gamle som bibelen.

Men så hører vi kun overfladen. – Og overfladesnak rækker ikke langt.

For når de ord er sagt; når vi har flørte lidt med tankerne, de konkrete, de erotiske og de teologiske, kan vi fortsætte uanfægtet. Så har vi overhørt det helt centrale.

 

Det er mig, den der taler til dig. Det er nutid. Det er 2010. D. 17. januar. Det er den levende treenige Gud, der taler lige nu.  Teksternes gamle ord er springbræt for Guds nærvær lige nu. Dåbens vand er afsæt for troen på, at Gud døber sit barn lige nu.

Ordene om brødet og vinen er den praktiske side ved, at han er til stede i måltidet.

 

Det er så direkte og pågående, at man kan få åndenød. – Det ville være oplagt at træde 7 skridt tilbage og indlede en diskussion om templer og religioner på et abstrakt plan. Men sådan noget gør man jo blot for at vinde tid og få samling på sig selv.

Men hvorfor egentlig? – Her er han med sit ord, hvori han erklærer os sin kærlighed.

Her tilbyder han det levende vand og det levende brød. Her er han, som er brød for vor sult og drikke for vor tørst.

- Her ophører menneskets fremmedgørelse. Her finder vi hjem, som barnet, der finder hjem til sin far og sin mor.  

 

Mennesker, der er blevet adopteret, kan fortælle om deres længsel efter at finde sine rigtige forældre. Uanset hvor gode og kærlige adoptivforældrene har været. - uanset hvor megen omsorg og kærlighed de er blevet opfostret med, er der en længsel efter at finde tilbage til sin oprindelige sammenhæng.

 

På samme måde er det nok med os alle i forhold til Gud. Der er en længsel i os. – Og denne længsel ender ikke i den tomme luft men får sit svar i mødet med Jesus fra Nazareth, Guds søn. Ham ved hvem alt er blevet til. – I mødet med ham finder sjælen sin længsels mål. Her bliver han ét i dig, ligesom du bliver ét i ham. Det er vejen frem til, at vi bliver alt i alle.

Det sker når vi hører ham sige: Det er mig, den der taler til dig. Amen.