Er du frivillig? - eller vil du gerne være det? Sådan kan man blive spurgt. Der er brug for frivillige overalt. - Vil du være besøgsven for et ensomt menneske og være til opmuntring og trøst i en trist hverdag? - Vil du hjælpe med at køre børnene til fodbold, håndbold på lørdag eller måske i hver weekend resten af året. - Vi har for øvrigt brug for folk til bestyrelsen. - Vil du være med at gå fra dør og samle ind til nødlidende mennesker. Og så har vi brug for nogle flere til at hjælpe i genbrugsbutikken.  

I dag er frivillige i høj kurs i både stat og kommune, i kirke og forening. Efter mange år med en professionel, social offentlighed, hvor man helst undgik de pårørende i skolen, på plejehjemmet og institutionerne har piben  fået en anden lyd. Nu har vi ikke længere råd til at betale for menneskelighed over skattebilletten. Nu gælder det om at mobilisere pårørende, forældre, i alle mulige sammenhænge. Frivillige er altså de mennesker, som melder sig til at påtage sig et ulønnet job. Arbejdet er vigtigt, men det vil kun blive gjort, hvis en frivillig gør det.  

Vi taler også meget om frivillighed i Folkekirken. Og faktisk udføres der et enormt frivilligt arbejde af menighedsrådsmedlemmer i alle danske sogne. Og spejderbevægelsen eksisterer alene i kraft af frivillige ledere. Vi har også meget frivillighed i Abildgård. Det er synligt på jobslagstavlen ude på torvet. Og vi taler meget om det. Det gjorde vi i tirsdags til menighedsrådsmødet, hvor et at rådets visioner er, at der skabes gode rammer for kirkens medarbejdere, både de frivillige og de lønnede.  

Men spørgsmålet er, hvor frivilligt er frivillighed?

Hvis du kommer forbi et menneske, som er faldet om på vejen. - Er det så frivilligt om man vil hjælpe eller om man går forbi? Forleden var en ung mand faldet om ved metrostationen i Reberbanegade på Amager. Der var mange, der ville hjælpe og 3 gange blev der ringet efter en ambulance. Men det tog så lang tid, at manden ikke fik den nødvendige hjælp og derfor døde. Mange andre lignende historier er blevet fortalt i ugens løb. Der er ikke noget der tyder på, at vi  mener, det skal være frivilligt om man skal hjælpe. - Det er noget man skal. Det er ikke et spørgsmål om lyst men om pligt.  

Når et gammelt menneske sidder på et plejehjem i sin ensomhed... Er det så frivilligt for hendes børn at komme på besøg? Kan sønnen bare blive væk? Kan datteren negligere sin moder, som har gjort så meget for hende?  

Der kan selvfølgelig være grunde til, at der ikke kommer nogen til den gamle. Vrede ord, forbandelser, svig, svigt, løgn og bedrag kan jo ligge bag. Det er ikke altid børnene, der svigter. En far eller en mor kan jo selv have smækket døren i bag sig. Men om man besøger sin far eller mor, er i hvert fald ikke særlig frivilligt.  

Spørgsmålet er, om viljen overhovedet er fri: - det som nogen kalder en fri vilje. Det er rigtigt, at vi kan vælge. Livet sætter os i mange valgsituationer.   - Men hvad er det, vi vælger. - Vi vælger jo det, vi vil. Så, hvad er det, vi vil?  Det er bestemt, før vi vælger.  Viljen er bundet af det vi vil.  

Vil du elske og ære ham eller hende som hos dig står? spørger præsten i vielsesritualet. Det lyder som et spørgsmål. Men frit valg er det ikke. I hvert fald ikke, hvis han eller hun elsker den tilkomne. - Vil du elske?  Ja da. Det er da ikke noget, jeg hellere vil. Det er ikke en fri vilje. Det er en bunden vilje. Bundet af kærligheden til den anden.  

For tiden rejser unge mænd fra Danmark til Syrien og Irak for kæmpe sammen med jihadister i ISIS.  De har hørt kaldet til hellig krig og brænder alle broer bag sig. Familierne er ofte fortvivlede. For sønnen eller datteren har forandret sig i den sidste tid. Nogle kalder de unges omvendelse for manipulation og hjernevask. Sandheden er vel, at de er blevet vendt om og har orienteret sig i verden på en helt ny måde, sikkert formidlet af nye drømme, nye kammerater, nye ledere. Det er som ung vin på gamle lædersække. -Det duer ikke; det nye river det gamle itu.  

Derfor rejser de og vil kæmpe og udbrede deres tro med vold og magt om det så skal koste livet. Krigen, frygten og døden er blevet deres middel til at nå målet. Men frivilligt er det ikke. Viljen til kærlighed og glæde er i disse mennesker blevet fordrejet til en vilje, som vil gøre ondt og slå ihjel, - gerne uskyldige.  

Jesus kaldte på Levi Alfæus´ søn og sagde: Følg mig. Ultra kort lød det, men det var nok til, at han rejste sig og fulgte Jesus. Det samme gjorde mange andre med det resultat, at Jesus var omgivet af mange mennesker, som fulgte ham, både toldere og syndere. Og stille er det vel ikke gået af. Der blev talt om det. Og Levi havde sikkert hørt en del om Jesus, før han blev tiltalt personligt.  

De skriftkloge blandt farisæerne var imod det.  De kritiserede ham for hans omgang med toldere og syndere. - Det er brud med de gamle regler. - Han spiser sammen med dem. Og de faster ikke. Det er respektløst over for loven. Den bliver tilsidesat. Jesusbevægelsen er ung vin på gamle lædersække. Det går ikke. De gamle sække kan ikke holde til den unge vin.  

Jesus svarer på kritikken med billedet af lægen, som ikke er der for de raskes skyld men for de syges.  Jesus er lægen. Som læge er han til for de syge. En læge skal hjælpe patienten gennem sygdommen. Det er lægens opgave.  

Det er et smukt sprogbillede. Jesus anerkender her sine kritikkere og sammenligner dem med de raske. - I lever et sundt og godt liv. - Bliv ved med det! Men jeg har det ligesom en læge. - Jeg er til for dem, hvis liv er blevet tungt, truet, besværligt, knust og håbløst.... Det er min opgave at tage mig af disse mennesker.  

- var Jesus frivillig. - Er en læge frivillig? Kan han gå forbi og lade den nødlidende i stikken? - For lægen vil det være brud på lægeløftet. For Jesus ville det være brud på sin opgave som Guds søn. Han som havde fortalt historien om den barmhjertige samaritaner, der hjalp den sårede jøde på vejen. - Ville han selv kunne gå forbi uden at gøre noget? Selvfølgelig kunne han ikke det. Han var selv bundet af pligten til at hjælpe. Jesus var ikke frivillig. Hans vilje var bundet af kærlighed.   Til Gud og til sin næste.  

Det er denne Jesus, som kom til Levi, som kom både til de raske og til de syge, toldere og syndere.... Det er denne Jesus, som kommer til os og siger: Følg mig. Det er dette kærlighedens menneske, som kommer til os og siger: Følg mig.

Det er denne kærlighedens Gud, som kommer til os og siger: Følg mig.  

Det sætter mig i en valgsituation. Så skal jeg altså vælge mellem kærlighedens vilje og så noget andet, som jeg hellere vil. Hvad er det da, jeg hellere vil være bundet af?  - Hvad vil min vilje? - Har jeg råd til at afvise den kærlighed, som har forpligtet sig på os alle, toldere, syndere og hvem som helst?   

- Hvis man vælger at følge Jesus på kærlighedens og forsoningens vej, så bliver du ikke frivillig. Du bliver bundet! Bundet med nogle helt særlige bånd. Usynlige bånd, som binder uden at være snærende. Du bliver bundet både til Gud og til din næste - med kærlighed. Det paradoksale er, at det netop er i denne bundethed, at man kan blive virkeligt fri.  Men fri vilje er det ikke. Viljen bliver styret af kærligheden. Og det er det bedste der kan ske os. - For det er i kærligheden livet bliver til. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader søn og Helligånd, du, som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen