Hvem af jer vil give sit barn en sten, når det beder om brød, spørger Jesus i bjergprædikenen.
Jeg forestiller mig, at Jesus står og ser ud over folkeskaren og venter på et svar. Men ingen melder sig. Der er ingen, der giver deres børn sten i stedet for brød. For det gør man ikke. - Det ved alle helt ind på rygraden.
Hvem af jer vil give jeres barn en slange, når det beder om fisk, spørger han videre. Og igen hører man kun tavsheden.
For det har alle dage været sådan, at forældre ønsker at give deres børn det bedste.  Ønsker at gøre livet lidt bedre for deres børn end det har været for dem selv.  Derfor knokler forældre for deres børn, for brød og sundhed og skolegang og fast arbejde, for steder at bo og for fred i landet. Når forældre gør det for deres børn.... Han går ud fra, at alle mennesker tænker sådan, uanset hvilke skøre ideer de ellers har.... Når mennesker gør alt for deres børn, hvor meget mere vil så ikke Gud, som er god, gøre alt godt sine børn.  

 

Og Guds børn er vi. Det er fundamentet. Det lærer Jesus os med bønnen Fader Vor. Når vi kan kalde Gud  "Vor Far", du som er i himlen, er der et forhold mellem ham os, som i en familie. Når Gud er vores far, ønsker han at gøre alt lidt bedre for os. Ja ikke nok med det, han vil gøre det fuldendt.
Derfor kom Jesus, for at omsætte tankerne til praksis.
Han spiser sammen med folk uden at gøre forskel. En ven med toldere og syndere. Også selvom de kan beskrives med de samme ord som en kasse æbler, hvor nogle er stødt ved fald til jorden og andre fyldt med orm. Hvor nogle er umodne og andre er hakket i stykker af fugle.  Han sorterer dem ikke fra. Alle hører de med.
Han siger ikke: Dig kan jeg ikke bruge: Du er for rådden.
Han har af sin far fået til opgave at give dem det bedste, sundhed, tilgivelse, fællesskab, håb og mening.
Han hverken sorterer eller dømmer, ligesom farisæerne og de skriftkloge. Han er kommet for at frelse de fortabte. For han har sin mission fra sin far. Og han tænker ligesom forældre til alle tider, der gerne vil efterlade en arv lidt bedre end den de selv fik.  

 

Nu holder vi høstgudstjeneste. Vi vil gerne takke for sol og varme, vækst og væde, for, at vores arbejde har båret frugt og skabt muligheder for livets fortsættelse.  Uden mad og drikke går det ikke. Hvad enten det er grøntsager, brød eller kød, så er det naturens gaver. Den natur som er på den jord, som Gud har givet os at leve i. Det er forunderligt og unikt, at der findes en klode midt i det uendelige univers, hvor der er liv. Hvor der er den rette balance mellem alle mulige fysiske kræfter, som gør, at vi kan leve vort liv som mennesker.  

 

Engang betragtede man vel nærmest jorden som værdiløst materiale, som man bare kunne bruge løs af.  Først ved forarbejdningen fik materialet værdi.  I sig selv regnede man ikke jorden for noget.  Man bare kunne bruge løs og gøre som man ville. I hvert fald i vores vestlige industrielle kultur.
I dag er vi nødt til at tænke helt anderledes om jorden.
Stranden er ikke en stabil grænse mellem land og vand. Om havets overflade ændres afhænger vandets placering i luft, i planter, i hav og i is.
Nu er gennemsnitstemperaturen på jorden steget. Og 2010 ser ud til at blive varmere end før. Derfor smelter isen på polerne og i bjergene.  Så bliver det mere vand i havet.  Som køleelementer mister de deres kraft og luften bliver varmere og kan rumme mere vanddamp. Det er den store mekanisme, der på samme tid giver tørke i Rusland og styrtregn i Pakistan.

 

Markerne der skulle give masser af korn er brændt op medens risen i Pakistan er blevet oversvømmet af kolossale vandmængder. 20 millioner mennesker er på flugt og truet på livet. Tropiske orkaner går i land i både Kina og Amerika. Klimaændringer er ikke en fremtidig mulighed men nutidig virkelighed. Grænserne for, hvor mennesker kan leve og bo flytter sig med enorme konsekvenser for mange millioner. Og hvad der vil ske med kysten i Vensyssel kan man jo blot gisne om, når man betænker den hastighed, hvormed polernes is smelter.  

 

Vi vil gerne give vore børn end bedre verden. Men lige nu går det vist den modsatte vej. Med ildevarslende fart bliver det sværere at finde steder, hvor man kan overleve.  Måske er forandringerne menneskeskabte. Måske  ikke. Men uanset den diskussion, kan det næppe benægtes, at balancen mellem naturens enorme kræfter, flytter sig. Balancen skabt af solen, af jordens rotation , af vind og varme, af luft, vand og jord.  

 

Vi skal have fundet ud af, hvad vi kan gøre for at få givet dette liv videre på en god måde til næste generation.
- Er det ved at få bygget nogle større kloaker i kommunen, så der ikke bliver oversvømmelse, som når det styrtregner i København.
- Er det ved at bruge årtusinders dannelse af olie op på nogle få årtier.
- Er det ved at gå tidligt på pension og selv bruge den værdiforøgelse, som vi har skabt i stedet for at lade vore børn arve os.
-  Er det ved at skabe et bedre hospitalsvæsen så vi kan leve længere.  

 

Evangeliet til i dag taler om Jesu fællesskab med toldere og synder.  Klimaet i år taler om ekstremer mange steder i verden som truer millioner af mennesker på livet.
Har disse to ting noget med hinanden at gøre?
Har evangeliet noget med menneskelig nød og elendighed at gøre.
Og er der noget svar på denne nød og elendighed i evangeliet.  

 

Nej, - når det handler om de store naturkræfter. Det forklares ikke i evangeliet. Jo - for så vidt det handler om mennesker. Evangeliet kalder os til at vise kærlighed. De store naturkræfters dynamik og kraft kan vi kun fornemme med åbner sanser og med videnskabelig analyse. Til bunds forstår vi dem ikke og kan endnu mindre beherske dem.
Men når det gælder mennesker, er sagen klar. Alle mennesker er Guds børn. Som medmennesker er vi skabt for hinanden til kærlighed. Både dem tæt på og langt væk. Der er forskellige måder at hjælpe hinanden på. Det må vi bruge vor kløgt til at finde ud af. Men ingen kan på forhånd sorteres fra. For Gud kasserer ingen.  

 

Og med hensyn til mig selv. Så er der al mulig grund til dårlig samvittighed. For vi kan gøre det bedre.  Og derfor er vi skyldige. Og derfor ville vi også blive sorteret fra, hvis det skal gå retfærdigt til.
Men sådan er det ikke for Vor Herre. - Han er ikke kommet for at frelse de retfærdige men syndere. Det er vor trøst. Det er vort livsgrundlag.  I troen på syndernes forladelse.
Men så skal vi ikke lade det blive derved. For teksten i dag har et element mere. Kaldet. Kaldet til at stå i lære hos Jesus. Og dele hans vision med verden. Vi skal ikke falde i søvn i bevidstheden om, at vi nok bliver tilgivet. Der hører mere med.
For hvem vil give sin søn en sten, når han beder om brød. Og give ham en slange når han beder om en fisk. Kærligheden forpligter. Det hører med. Og det ved vi alle.... Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.