Joh. 15, 1-11

Salmer: 729, lysut 145, 368, 369, 292v3, 696

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Blandt Det gamle testamentes bøger er Jobs bog. Her møder vi Job, der bliver  udsat  for alle de værst tænkelige ulykker i et liv. Da Job sidder i en askebunke, berøvet alt: sin ejendom, sine nærmeste kære, også selv er syg og vansiret, kommer hans såkaldte venner til ham, ikke for at opmuntre og trøste ham, men for at bore i hans ulykke og få ham til at indse, at livet er tomt. Men Job holder på trods af alt, ja mod alle odds fast i, at livet er en gave og at han kan stole på Gud.  Et af de udtryk Job bruger, da han skal tale sine venner imod og fortælle om det håb, han har, det hører vi i følgende ord fra kap 14:

Job 14     
For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben dør i mulden,
gror det igen, så snart det mærker vand,
og sætter grene som et nyplantet træ.
                        

For et træ er der håb. 
Træet er et billede på håb.

Træer er et vigtigt element i vores omgivelse, som vi måske for sjældent skønner på. Men alligevel er træerne med til at sætte et helt afgørende præg på vores daglige liv. De står jo over det hele, selv om vi er i en by.  På solrige dage her i efteråret, kan vi tage i skoven og nyde træernes gyldne farvepragt, - den pragt som for et halvt år siden var lysegrøn og endnu mere skøn og lovende. 

Nu er det tiden, hvor træerne giver frugten fra sig: bog og ageren og kastanjer ligger på skovstierne. Det er træernes bestemmelse at bære frugt.

Fra min barndoms have husker jeg et træ. Et æbletræ, der stod lige midt i haven. Da min familie flyttede ind i ejendommen, var det vel et mellemstort æbletræ, men i løbet af den tid, som min barndom varede voksede det sig til et træ med en mægtig krone der strakte sig ud til alle sider. I den krone var der i få dage i foråret fyldt op af hvide blomster med et strejf af rødt i sig. Og i løbet af sommeren blev trækronen fyld med æbler, der voksede sig store og gule og saftige. Det var Filippaæbler. 

Vi fik sjældent æblerne plukket ned-  det var også lidt for højt, til at det rigtig kunne lade sig gøre..

Men æblerne faldt ned sådan lidt efterhånden, og så kunne vi samle frugterne sammen til de dejligste godbidder af frisk æble eller måske æblekage.   

Æblerne havde en særlig frisk smag, som jeg næsten har på tungen endnu, og lige siden har det bedste været, hvis man kunne få fat i et Filippa æble.   

Men en efterårsdag, cirka på denne tid af året, kom der en kraftig efterårsstorm, og næste morgen lå filippaæbletræet væltet i haven- rykket op med rode af en kraftig vind. Der sad lidt frugter på det endnu- dem kunne vi jo tage, men ellers var der ikke andet at gøre, end at få træet fjernet. Det kunne ikke bære mere frugt. For det havde ikke længere rødder i jorden, der kunne suge det livgivende vand.    

Når vi hører evangeliet til i dag fra Johannes, så er alle ordene, alt det, vi her hører Jesus sige, spundet op omkring billedet af et træ. For et træ er der håb, sagde Job. Og det skal vi holde fast ved. Billedet af træet er et håbsbillde, som indeholder utallige forskellige aspekter.

Og når Jesus i sine ord fortæller os, at vi er grenene på et træ, som han er stammen og roden i, så er det et tilsagn om, at vi hver især er del af en levende organisme, hvor Jesus og dermed Gud giver levesaften, altså det, der skal til for at leve, vokse og bære frugt.  

At bære frugt det er meningen og målet med det hele. Et træs yderste mening er at bære god frugt.

Der kan være så meget der kommer til :at træet er smukt og inspirerende, at det optager co2 og giver ilt til vores atmosfære, at det giver læ mod vind og vand og meget mere. Men det egentlig mål er, at træet skal bære frugt.  

På samme måde er det også meningen med det liv, vi lever som grene på Kristus- stammen, at vi bærer frugt. Meningen er ikke, at vi skal have et fornøjeligt liv. Det kan være det, der kommer til og ofte gør det: glæderne, stjernestunderne i livet, men meningen er at bære frugt.

Men hvad er det at bære frugt, og hvad er det for en frugt, vi skal bære? Det kan vi begynde at gøre os mange forestillinger om. 

Vi kan lægge en karriereplan for vores liv, og mange af os gør det måske i mere eller mindre direkte forstand.

Er det det, som Gud vil have os til - at finde ud af, hvordan vi får succes med det, vi gør og kan  udvikle det videre ?- og hvilken  karriereplan da ?    

Men vi behøver ikke tænke så vidt omkring med det spørgsmål, i hvert fald ikke, hvis vi går til Johannes tekst her i dag. Gennem Jesu ord her i Johannes  evangeliet er det helt tydeligt:  frugten, det er kærlighed.

Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; Bliv i min kærlighed. Det er Jesu konklusion på hans brug af træbilledet.

Kærligheden er den levesaft fra træets stamme, som vi som grene lever og vokser af, og kærligheden er også den frugt, der kommer, når træet bærer frugt.  Kærligheden er den frugt, vi får lov at bære og bære videre til, at andre kan næres af den.  

Men det kan vi jo ikke, tænker vi. Kærlighed er sandt og rigtigt - det mener de fleste. Men vi kan det jo ikke helt igennem.  Betyder ordene om, at vi skal bære frugt, at vi skal gå fejlfri gennem livet, uden at fravige kærligheden?                                                                                                                                                                                                    Nej, ordene taler ikke om, hvad vi skal finde ud af at gøre: De siger noget om, hvad det betyder, at vi er grene på en stamme hvor saften og kraften er kærlighed.  Det betyder at kærligheden får mulighed for at vokse gennem os. Det betyder at kærligheden har mulighed for at blive til frugt - gennem os - netop fordi vi hører til på en stamme, hvori levesaften er kærlighed.

Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, siger Jesus.

Vi skal blive hos den stamme, som Kristus er - det er det, der er at gøre.

Så er der vingårdsmanden, Jesu far, han som går og renser ud i de grene, der ikke bære frugt. Hvordan skal vi forstå det ? Betyder det, at Gud vi lade os gå fortabt, smide os væk, hvis vi ikke formår at bære den rette frugt?

Jeg tror ikke vi skal vride billedet så meget, men blot, at vi skal se det som et udsagn om, at Gud vil arbejde på at fjerne - ikke dem, men det i verden og imellem os som er ondt. Det er jo et vedblivende arbejde, der må gøres igen og igen, ligesom en havemand hvert år må fjerne de døde grene på et træ.

Det græske ord i Det nye Testamente, som vi oversætter med vingårdsmand  er ordet  georgos og betyder egentlig den, der arbejder med jorden. Men georgos, det er jo også roden til et navn, vi kender, nemlig navnet Georg. 

Så hvorfor ikke slå et smut omkring legenden om Skt. Georg.  Skt. Georog var en ung ridder fra trehundredetallet. Om ham fortælles det, at han engang kom til en by, som var hjemsøgt af en frygtelig drage, som boede i en sø uden for byen. Hver dag kom dragen op af søen og forlangte bytte. Og hver dag sendte byens beboere et får ned til dragen, som den så slugte. Men til sidst havde de ikke flere får tilbage, og de sendt nu i stedt et af byens børn, som dragen så fik lov at fortære i stedet for at gå til angreb på hele byen. Barnet blev fundet ved lodtrækning mellem alle byens børn.

En dag faldt loddet på kongens datter. Kongen gjorde alt, hvad han kunne for at det ikke måtte blive hende, - tilbød guld  og rigdomme, men det hjalp ikke,  han måtte lade sin datter gå ned til den frygtelige drage.  Mens prinsessen stod ved søen og ventede på sin skæbne, kom skt. Georg ridende dertil. Hun advarede ham straks og bad ham om at ride væk væk, for at ikke også han skulle blive spist af den frygtelige drage. Men i det samme kom dragen op af vandet og Georg red ikke væk men gik til angreb på dragen og kæmpede med den, til han fik stukket sin lanse i dens hals, så den døde. Så vidt legenden om Skt Georg.

Legendens Skt. Georg er den, der med risiko tager kampen op mod det onde, den der ikke lader stå til over for ondskaben symboliseret ved dragen.

Der har han noget til fælles med georgos i det nye testamente, vingårdsmanden, dette steds billedord for den Gud, der luger ud i det onde i verden på en meget risikofyldt måde: nemlig ved at sende sin egen søn ind i verden til kamp mod det onde.

At vingårdsmanden i Jesu billede her går og fjerner de vildskud, der ikke vil bære frugt, tror jeg ikke vi skal læse som et fortabelsesbillede, men som et håbs billede af, at Gud virker med til at luge ud i det, der bliver ondt i stedet for godt.   

Vi ved, at selv det bedste i os kan vi komme til at bruge dårligt - så det bliver til skade for andre og ikke til glæde. Så godt hvis de vildskudsgrene kan fjerens fra os, når de kommer.

Når Jesus siger om sig selv og os: Jeg er vintræet, I er grenene, så er det et billede, som fortæller os, at vi hører sammen med ham, at vi ikke skal bekymre os for, hvordan vi får god frugt ud af vort liv, vi skal bare blive på det træ og lade stammens kraft få os til at bære frugt.  Vi må forstå os selv som en del af et træ, der bærer kærligheden og håbet i sig. Det er et glædeligt budskab til os, for  med Jobs ord :

For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.

For det siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.