I Faderens Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

Jeg er vintræet, siger Jesus. I er grenene, siger han til disciplene. Jeg forestiller mig Jesus og disciplene som en flok mænd, der gik fra sted til sted og oplevede en masse undervejs. Når Jesus skulle forklare noget brugte han det, de så som eksempler og illustration på det, han ville sige.   En Hyrde med får og kunne få Jesus til at sige, jeg er den gode hyrde. Stier i et vejkryds som førte i mange retninger, kunne få Jesus til at sige: jeg er vejen.  En landmand på en mark med både god jord, store sten og ukrudt blev til en lignelse om Gud, der som en sædemand tilsår sin mark i fortrøstning til, at det nok skal blive en god høst. Vinmarker var der mange af på de kanter. Det er ikke svært at se, at vintræets stamme, grene og frugt kan blive billede på fællesskab og sammenhæng. Det er bedst, når der er megen frugt. Det er skidt, når der ikke er det. Det har alle dage været vigtigt for frugtavlere at foretage den rigtige beskæring, som reducerer misvækst og optimerer udbyttet. Jeg er vintræet, I er grenene. - I skal bære frugt. Det gør I i fællesskab med mig. Når I bliver i mig. Bliver grenen skåret af, kan den intet. Som vintræet giver saft og kraft til grenene, så de kan bære megen frugt, sådan strømmer kærligheden fra Jesus til disciplene og videre til andre og flere mennesker. Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket Jer, siger Jesus.  Og fortsætter: Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden.   Det er som en strøm af kærlighed, som fra sit udgangspunkt i Gud, gennem Jesus når disciplene og herfra videre, fra menneske til menneske. Denne strøm af kærlighed når også os i dag, og i dåben bliver et menneske indpodet i ham, som en gren på vintræets stamme.    

- Det er meget pædagogisk. En fin forklaring på det fællesskab, vi er som døbte, som kirke, som samfund. Guds kærlighed er sammenhængskraften i vort liv. Det er ham vi kan takke for al den tillid, solidaritet, godhed og kærlighed, som gør, at vi kan leve med hinanden til fælles bedste.      

Men her gør jeg holdt. - Jeg tror, Jesus vil mere med lignelsen om vintræet og grenene. Han vil ikke kun forklare. Han vil forkynde. Der er en dynamik og en kraft i det, når han siger "jeg er". Han siger det gentagne gange. Jeg er verdens lys, livets brød, den gode hyrde og opstandelsen og livet. Det er ord der beskriver aktivitet og handling. Jeg er verdens lys, for han skinner i mørket, overvinder mørket og fjerner det. Jeg er livets brød, idet han med sit brød kan mætte både den fysiske sult, - og vores sult efter anerkendelse og kærlighed. Jeg er den gode hyrde, dvs. den hyrde, som opsøger det bortkomne får, redder det fra mørkets gru og bringer det i sikkerhed sammen med de andre får. Jeg er opstandelsen og livet betyder, at Jesus kan skabe liv af døde, jf. Lazarus.

Fællesnævneren for alle disse udsagn er "jeg er". "Jeg er" er Guds navn. - Det er det, Gud hedder. Det fik Moses at vide, da han en dag stod overfor en brændende tornebusk. - Den brændte uden at fortære grenene. Vi er midt i den helt centrale fortælling i 2 Mosebog, hvor Gud melder sig på banen og siger til Moses, at han har set, hvordan Abrahams, Isaks og Jacobs efterkommer lider under slaveriets umenneskelige kår i Ægypten. Derfor skal Moses gå til Farao og kræve at få folket sat fri. - Jamen, hvem er du, som kalder mig, spørger Moses. Og Gud svarer: "Jeg er den, jeg er". Det kunne lyde, som om Gud holder Moses lidt på afstand. Det betyder, at Gud er helt sig selv. Han ikke søn af nogen anden, er ikke afledt af noget andet. Han kan ikke forklares ved noget andet. "Gud er den, han er". Men man kan kende ham på hans handlinger. Han  Og nu vil han føre slaverne ud af Ægypten til friheden og det forjættede land.  

I mødet ved tornebusken får Moses en opgave for livet. - han finder sin identitet i mødet med Gud. Han, der var et jødisk adoptivbarn fik i kraft af Faraos datter en opdragelse som en prins i Faraos familie. Men i mødet med Gud, får Moses´ liv en helt ny retning. Han skal som udvalgt af Gud stå i spidsen for forhandlingerne med Farao om frigivelse. På samme måde som Moses bliver sig selv i mødet med Gud og får givet meningen med sit liv, blive hele det jødiske folk sig selv som Guds folk, befriet fra slaveriet og på vej til det forjættede land, som Gud vil give dem.    

Gud er den Gud, som skaber forandring, som giver mennesket en ny retning, en ny mening med dets liv. Det er den Gud, som kalder sig "Jeg er den, jeg er". Jesus bruger det samme navn om sig selv. Jesus repræsenterer Gud og er altså Gud. Gud er kommet ud af busken og er synligt til stede i kød og blod, som et menneske. Jesus er den dynamiske aktive Gud, som handler i historien og kalder på mennesket for at give det retning og mening. Mennesket er skabt af Gud og har i kraft af Gud en bestemmelse med sit liv. Når mennesket opdager det, sker forandringen. Måske en lille uanseelige ændring eller også en voldsom stor. Det kan betyde en forandring fra trældom til frihed. - Fra ensomhed til fællesskab, Fra tvivl til tro, Fra død til liv.  

Og hvad siger vi så til det? Jeg sætter min hat som jeg vil. Jeg er sku min egen, sagde katten. Jeg vil tegne hvem jeg vil, på den måde, det passer mig. Jeg vil lave den film jeg har lyst til. For jeg har ytringsfrihed og religionsfrihed. Det er min menneskeret, at jeg må tænke, tro og tale frit. - Det skal ingen andre bestemme.  Det er min frihed, det gælder. Gennem flere hundrede år har vi kæmpet for denne frihed. Først var det paven og den katolske kirke i Rom, som ikke skulle bestemme, hvad vi skulle tro og gøre. Så var det den enevældige konge af Guds nåde, som blev sat fra bestillingen. Så var det selve gudstanken, som blev afskaffet i kraft af videnskab og filosofi. I Sovjetunionen blev Gud forbudt ved lov. I videnskaben blev han afskaffet som en unødvendig arbejdshypotese. I politik blev han fjernet fra det offentlige rum. Og i den kulturradikale tænkning blev han afskaffet som bagstræb, som forhindrede mennesket i at blive voksent og stå på egne ben. Og blandt menigmand blev han afskaffet, fordi man mente, at Gud var årsagen til alle krige og fjendtligheder mellem folk og nationer.    

Så derfor sætter jeg min hat som jeg vil og passer mig selv og søger min egen lykke. - Er det så lykken, kunne man spørge. Er krigene forsvundet? - Fik Stalinismen, Maoisme og Nazismen afskaffet undertrykkelse af folkene. Er forskellen mellem rig og fattig blevet mindre?   Er troen på demokratiet i en fri verden i vækst? Er mennesker blevet lykkeligere? Er verden ved at finde sammen i et fælleskab til gavn for os alle? Er der noget der tyder på, at det går bedre i verden med bortskaffelsen af Gud?  

Dertil lyder ordene fra Jesus: Jeg er vintræet og I er grenene. Det er et kald til dig. Du skal bære frugt. Det er meningen med dit liv Det er din bestemmelse. Og styrken og kraften til at udfolde det, får du fra Gud.   Det kan godt være, at vi kalder det at realisere sig selv. Realisere de evner og det potentiale enhver er blevet udrustet med: Men det er Gud, der har skabt dig med hud og hår, med alle dine talenter og muligheder. Det er dem du skal realisere.  

Det er en fuldstændig ensom affære, at skulle svare på Guds kald. Moses mødte sin Gud, da han strejfede rundt i ørkenen. Disciplene hørte kaldet én efter én. Det er dig, Gud kalder på. Dig alene. Det er mødet med "jeg er", at du kan blive dig. Det er i mødet med ham, du kan finde din bestemmelse og din retning. - I retning mod verden, mod medmennesket, mod den virkelighed som er Guds forjættelse til os. Det forunderlige er, at når du følger kaldet, vil du opdage andre, som også er blevet kaldet og har fået mening og retning. Sammen er vi grene på den samme stamme. Dette her er ikke en forklaring. Det er et kald til at blive det du er, gren på livets træ og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader Søn og Helligånd. Du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.