Du skal elske, lyder buddet. Og det er dobbelt. Du skal elske Herren din Gud, af hele dit hjerte, af hele sin sjæl og hele dit sind, Og din næste som dig selv. Der er 3 parter i kærlighed, Gud næsten og mig selv. 3 parter på 2 planer to planer. På det ene plan handler det om Gud og os På det andet plan er det min næste og mig .  

Når der er bryllup i kirken, lyder spørgsmålet: Vil du elske og ære. Er det din vilje at leve med ham/ hende i troskab og kærlighed alle jeres livs dage) Ja, svarer de så. Hver for sig siger de ja ville leve i troskab og kærlighed. Der er ikke noget de hellere vil! Kærligheden er rykket ind i viljen og taget magten og bestemmer.  

Du skal elske og ære, kunne man også sige. Du skal! Men så bliver det træls. For så bliver det man af hjertet gør glad og gerne til et krav og en pligt. Som noget vi bestyrer og bestemmer. Sådan er det ikke med kærlighed.  - Det er ikke os der har kærlighed. Men kærligheden der har os!  

Det er den anden man elsker. Som man er lykkelig for at kende og være sammen med. Og taknemlig måske. - Så meget at man siger: Tak at du elsker mig. Hvad vil den anden så svare?  (- Vil den anden så sige. ) Det er også svært, Lidt af en udfordring. Nej den anden vil sige. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kan ikke lade være. Det er dig selv, der skal have takken.   Når det således hverken er den ene eller anden der kan tage æren for kærligheden må der være en tredje part. En medspiller som giver kærligheden.  

Og det er Gud. Det er Guds kraft, der virker i kærligheden. Det er ham, der har opfundet den. Det er hverken dig eller mig. Når vi elsker hinanden og forbinder os med hinanden i kærlighedens favntag, er det Guds kraft, der virker i os. Det er derfor man om kærligheden kan sige, at der er tre parter på 2 planer. Det ene plan er det mellemmenneskelige, det andet er Gud - menneskeplanet.   

Glemmer man forholdet til medmennesket, bliver man en religiøs fantast, som kommer til at svigte den verden og det medmenneske som Gud har skabt og elsker. Glemmer man forholdet til Gud, bliver man humanist eller kommunist eller nazist eller egoist eller nihilist eller idealist eller blot et moderne menneske uden mål og med. - Det kan blive til hvad som helst, både godt og ondt. Det kan blive smukt og himmelsk men også ondt og djævelsk. -  De sidste par 100 års ismer igennem viser eksempler på det hele.  

Uden Gud kommer alt til at afhænge af min næste og mig. Så bliver det her lykken skal findes. Så er jeg nødt til at være perfekt ligesom du er det. Vi skal lykkes og sker det ikke, er det vores egen skyld. - Det er din skyld eller min skyld. Og så må du gøre det godt igen. Du skal, hvem ellers. Eller måske er det mig, der skal. Der er ikke plads til fejl, til forsømmelser og til svig. Fra at være gave bliver kærligheden til en pligt. En kraft vi skal erobre og styre med vores vilje. Og det er på en eller anden måde vold. Når magt og vold trænger ind i vores forhold til hinanden forsvinder kærlighed. - Den lever alene i frihed.   

Skal kærligheden have en chance, må den have plads og rum. Væk med al perfektionisme, alle kravene til hinanden, og til os selv. Væk med alt det, arrangerede forskruede og neurotiske. Lad i stedet kærligheden komme til. Fornyelsen kan vi ikke stampe op af jorden. Fornyelsen kommer udefra. Det overraskende glædelige og livgivende kommer altid udefra, Fra Gud.  

Gud er kærlighed og Gud giver kraften til at elske. Den er så stærk at den kan overvinde ondskab, had og egoisme. Med Jesus opstandelse er døden overvundet, destruktionen sendt til tælling. Vejen er åbnet til Guds rige komme. Det er spørgsmål om tid. I den tid vil der være kamp mellem ondskab og godhed, hvor Guds våben er kærlighed. Og i den kamp spiller Jesus en helt afgørende rolle. Det er med Jesus Kristus, kærligheden vil sejre, så alle bliver alt i alle, som Paulus skriver i 1. kor 15, 28.  

Men før vi går videre stiller vi lige om til Christiansborg til en høring om kristendom og Islam. Det var dengang Centrumsdemokraterne blev repræsenteret af bl.a Arne Melchior. Han sagde i diskussion med biskop Arendt fra Haderslev ( det er fra ham jeg har historien ) " det er da den samme Gud, vi tror på": Når nu jøder, kristne og muslimer alle tror, at der kun var én Gud, så må det da også være den samme Gud.  Til det svarede Arendt, at den Gud han troede på bar navnet Jesus Kristus, hvortil Melchior måtte indrømme, at ham troede han ikke på.  

Farisæerne, de skriftkloge og saddukæerne anede ikke hvad de skulle stille op med Jesus.  De stødte sig på ham. Han optrådte med en autoritet, som de ikke brød sig om. Som de ikke kunne kontrollere. De var Abrahams børn. De var det udvalgte folk beseglet med en pagt, som skulle holdes for at forjættelserne, skulle gå i opfyldelse. Men Jesus svarede ikke til forventningerne. Derfor lagde de fælder for ham med intelligente og drilske spørgsmål:
- Har man lov til at betale kejseren skat?
- Skal man stene en kvinde grebet i at bedrive hor, som loven siger?
- Hvilket bud er det største?

Det er også et drilleri. For jøderne havde udviklet de 10 bud til 613 regler, som alle skulle overholdes. - Og de teologiske spidsfindigheder gik ud på at fortolke disse regler, så ikke blev gjort forskel. Alle bud er vigtige. - Når man så spørger, hvilket bud er vigtigst, kan det kun gå galt.  

Men Jesus gør det, som de ikke havde tænkt sig.  Han siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte. Det er et uangribeligt svar. For det er den jødiske trosbekendelse, som indleder de 10 bud. Og så som i et hug, samler han alle andre bud til dette overordnede bud om kærlighed til næsten.  

Han svarer med en autoritet, de ikke ved, hvad de skal stille op med. Den sprænger alle rammer. - Hvis han er Messias, skal han være en Davids søn. Altså operativ indenfor den tradition, som de selv var en del af og har styr på. - Men Jesus svarer med et ord deres egen salmebog. At den ventede frelser Messias, ikke Davids Søn men Davids Herre. Og denne Herre vil komme og besejrer ondskab og fordærv.  

Med Jesus samles de 10 bud i et helt overordnet bud om Kærlighed. Det er essensen. Og her er der virkelig bevægelse i tænkningen gennem Det nye Testamente. Johannes skriver i sit 1. brev, Vi elsker, fordi han elskede os først. Kærligheden er Gud og kommer fra Gud. Jesus er  kærlighedens sendebud. For således elskede Gud verden. Der er ikke "du skal". Gud har initiativet Det begynder ikke med dig, og det du skal. Men med det Gud gør. Han elsker. Derfor: - Bliv i kærligheden. Det er opfordringen.  

Endnu et skridt længere går Paulus. - Han nævner i Romerbrevet slet ikke det første bud om kærligheden til Gud. Først i kapitel 12 og 13 kommer han til kærligheden til næsten. I stedet for "du skal elske Herren din Gud", vender han hele tankegangen. Det er Gud, der uden at spørge elsker mennesket. Gratis, at nåde. Gud venter ikke på, at vi lever op til det, vi skal. Han er der først. Med sin retfærdiggørende kærlighed. Som han skænker, helt suverænt. En ren foræring.  

Så her er vi ved kristendommens kernepunkt. Gud ønsker, at vi skal leve det liv, han har skabt os til. Et liv i kærlighed med hinanden. Derfor sendte han Jesus til verden for at "sætte gang i kærligheden". Det er hans vilje, at vi skal elske. og det vil lykkes, fordi han elsker os først, ubegrænset, uindskrænket, uimodståeligt. Han er her som Jesus Kristus, som sammen med min næste og sammen med mig byder hadet og døden trods for til sidst at forene os alle i kærlighedens favntag og for det håb siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var som er og som kommer som en sand treenig Gud, Højlovet nu og i al evighed. Amen.