1. søndag efter Helligtrekonger 2011

Den 9. januar.

Salmer : 411, 417, 69, 108, Hell.å. tag mig ved hånden, 101

Luk. 2, 41-52
v41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. v42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. v43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. v44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. v45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; v46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. v47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. v48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« v49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«
v50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. v51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. v52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.  

Hvor søger vi hen, når vi vil opsøge det, der skal give os vores identitet eller give os det sus, der får os til at mærke, at vi er levende mennesker.  ?  Ja der kan være så mange muligheder.

Vi hører i dag om en stor dreng, netop på vej ind i teenage-alderen, der stikker af fra sine forældre  -  for at gå i kirke... det er måske ikke det helt typisk billede vi forestiller os. 

Da han bagefter skal give forældrene en forklaring taler han om sit tilhørsforhold. Ved I da ikke hvor jeg hører til, siger han til dem. 

Denne søndag den 1. søndag e. Helligtrekonger er traditionelt en søndag hvor der tales om barndommen, den modsatte tekstrække har teksten om mødrene der kommer til Jesus med deres små børn.    Og tænker vi barndom, så må vi også nødvendigvis tænke tilhør. At høre til hos nogen er noget af det allervæsentligste for et lille menneske, der skal vokse op. 

Når vi nogen gang ser tv reportager fra børnehjem i lande, hvor der er meget få ressourcer til det arbejde, kan vi se små børn, der nok får deres mad og får skiftet bleen en gang imellem, men i øvrigt ligger i deres tremmesenge dagen lang, dag efter dag uden at blive taget op og inddraget i fællesskabet. Og det giver en gysen at se det, fordi vi ved, at det er utåleligt for et lille menneske at vokse op uden at kunne mærke, at det hører til hos nogen.

Som oftest er det forældrene og andre nære personer, der udgør det altafgørende nære tilhørsforhold, som et barn ikke kan trives uden.

Sådan var det også for Jesus. Vi sang for lidt siden : "Du fødtes på jord, og lå som et spædbarn i favn hos din mor, du leged du voksed, du lo og du græd..."Det helt almindelige barnevilkår var også vilkåret for Jesus.

Også for de voksne der får et barn i deres varetægt som forældre, bedsteforældre, eller på anden måde får ansvar og omsorg for et barn, der kommer det forhold til at være af altafgørende betydning i deres liv.  Tager de det alvorligt, vil de aldrig mere kunne slippe tanken på, hvordan det går det barn, man havde omsorgen for.

Sådan er Josef og Maria også forældre, der tager sig af deres barn, skaber et hjem og tilhørsforhold for det, og opdrager barnet.  De er mennesker, som har nogle værdier, som livet formes efter. De søger bl.a. at leve som rettroende jøder og følge de skikke der hørere dertil, derfor tager de hvert år rejsen til templet i Jerusalem i forbindelse med påskefesten.  Og de tager drengen Jesus med. Der er noget de vil give videre til barnet ud over den tryghed de giver ham derhjemme.

En rejse til Jerusalem var lang og også farefuld. Der kunne ligge mange røverbander på lur i bjergene. Så det var altid en risiko at bryd op fra sit sted og gøre rejsen. Men det gjorde Josef og Maria. De vidste at der var mere af værdi, end det at leve et trygt liv i det fortrolige. Og det mere havde noget med Gud at gøre. De måtte hvert år med handling gøre det både sig selv og Gud klart, at de havde Gud at takke alt i livet for.   Og den handling inddrog de deres søn Jesus i, selv om det kunne få omkostninger.

Sådan har det altid omkostninger, når voksne vil vise og indleve børn og unge i nogle værdier. Det kan koste "sværdslag" med både børn og omgivelserne at vise, at der er forskel på godt og ondt, at der er noget som har større betydning end andet.

Josef og Marias tog Jesus med til Jerusalem. Og de valgte den relativt trygge rejseform, hvor de rejste sammen i en kæmpeflok, det meste af en landsby sammen. Så skulle det være en temmelig talstærk røverbande der ville gå løs på dem.  Og det var jo hyggeligt så blev det en hel udflugt, og Jesus var ligeså meget sammen med sine fætre og naboernes børn, som han gik sammen med sine forældre. Og derfor kunne det gå så galt, at de kom en hel dagsrejse på tilbagevejen før det gik op for dem, at han ikke var med.   De havde jo stolet på, at også deres store dreng Jesus stod så stærkt i tilhørsforholdet til dem og deres landsbyfællesskab, at han selvfølgelig var taget med, når hjemrejsen begyndte. Også selv om de ikke lige havde holdt ham i kort snor.

Et barn , der er blevet væk i en myldrende fremmed storby, det er alle forældres mareridt.   Er det et lille barn er det helt forfærdeligt.  Men et stort barn er nu heller ikke nogen spøg. For hvad kan en storby ikke byde af fristelser for en dreng der måske tænker sig lidt mere voksen end han er. Hvad kan der ikke være af steder og besynderlige mennesker, som vil lokke ham ad veje, som det ikke er værd at betræde.

De måtte lede i tre dage. Og jeg tror de må have været omkring adskillige både skumle og livsfarlige steder før de fandt på at lede der, hvor de fandt ham.  For de forældre må det have været som tre dage i gravens mørke.   

På tredjedagen kommer de til templet og ser hans glatte barneansigt og ivrige øjne blandt de rynkede lærde, som brugte deres liv til at studere, drøfte og overveje skriftens ord, Guds ord. De ser ham sidde der  lysende, glad,  lyttende og spørgende. Og det må have været som opstandelsens morgen at se ham der.  Men samtidig rystende. For de kan jo se ham der og se, at han er deres egen, gjort af samme stof som dem, men samtidig er han noget ubegribeligt mere, som rækker langt ud over det rum, de bevæger sig i.  Han er Guds søn, som er et stort barn og så ivrig efter at suge til sig fra lærerne, så ivrig efter at finde ud af hvem han selv er, og hvad han skal være som Guds søn.

Jeg tror de ser det.  Og alligevel begynder Maria med sine almindelige mor-bebrejdelser : Hvorfor gjorde du det. Vi har været så bekymrede.Det sagde hun, selv om jeg tror hun havde set det, som Jesus  nu formulerede klart til dem:
"Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?"      

Allerede her ved Jesus, at hans egentlige tilhørsforhold er hos Gud. Det er hos Gud han skal finde ud af hvem han er og hvad han skal som Guds søn. Han bliver nødt til at søge til sin far i himlen for at finde det, der skal til, for at leve det liv som skal være hans, for at udføre den gerning som han er bestemt til.    

Men det er ikke endnu. Jesus skal endnu ikke træde i karaktér som Guds søn, så han følger med sine forældre hjem og laver ikke mere ballade. "Han gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker," står der.   Han skulle endnu en tid vokse både som menneske og som Guds søn, og det gjorde han i tilhørsforholdet til sin familie.         

Denne barndomsfortælling om Jesus er som et glimt af hans guddommelighed midt i det almindelige familieliv.

Fortællingen giver på en gang rum til familiens betydning, til træk af det nære forhold der er mellem forældre og børn og samtidig giver den rum for en markering af, at familien ikke er det endelige tilhørsforhold - forholdet til Gud kommer over dette eller må i hvert fald ikke hindres af det.

Senere i Lukasevangeliet hører vi to gange Jesus tage direkte afstand fra at familien skulle være overordnet det, at søge Gud.

I kapitel 11 råber en kvinde højt og priser Maria  :den kvinde må være lykkelig, som fik lov at være mor for Jesus som er så underfuld. Men Jesus afviser at bruge denne vinkel på lykke og salighed : Salig er den, der hører Guds ord og bevarer det, svarer han. Der er altså ikke nogen, der af familiære grunde kan tage patent på saligheden i at være Jesus nær. Den salighed tilkommer enhver, der hører Guds ord.      

Og Lukas evangeliet kap 8  hører vi om, at Jesu mor og brødre vil komme og hente ham midt mens han taler til mennesker, for de er vist bange for, at han er ved at gå fra forstanden og bringer skam og ulykke over sig selv og dem. Men Jesus vil ikke vide af dem, " min mor og mine brødre, er dem, der hører Guds ord og bevarer det".  Hans sande tilhørsforhold er altså en slags ny familie, dem, der er sammen om Guds ord.    

"Vidste I ikke at jeg bør være hos min far"

Både den unge og den voksne Jesus søgte mod sin far i himlen for at finde sin identitet og sit livs retning.
Også vi er i dag søgt sammen her for at møde Gud og hans ord til os.  

Der er så meget i Jesu liv, vi kan kende, som der ligner vores, og så meget der er så helt anderledes. Så meget der står lysende flammende stærkt midt i vores mørke skrøbelige tilværelse. Om lidt skal vi i salmen synge : Himlens lys kom i dig til jord , skinner til ny oplysning stor, godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid.  

Han lyser det op for os, hvor vi hører til , og selv om vi ikke forstår det, kan vi med Maria gemme hans ord i vore hjerter og grunde over dem.    

For det siger vi
lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed amen.    

 

Gurli Møller Andreasen