Der er en, der kalder.
Det er påskeevangeliet i kort form.
Der er en, der kalder på dig.  

De fleste kender vist fornemmelsen fra dengang, vi var børn. Vi var ude, det var godt vejr, vi var optaget af vores leg, vores spil og så lød der en stemme.....  Der blev råbt et navn.....:  Jens..  Jytte... De andre hørte det også, kaldet. Og nogen sagde med det samme: Arne, din mor kalder på dig. Karen, du skal hjem. Din far råber på dig.  

Der blev ikke stillet spørgsmål til oplysningens rigtighed. Som efter en kollektiv overenskomst skulle den anråbte forlade spillet, legen og alt det man var dybt optaget af, for at gå ind i den anden virkelighed, som man var blevet kaldet til. Måske skulle man hjem at spise. Måske skulle man passe lillebror eller lave lektier. Uanset om det var til pligter eller fornøjelser, så var der ingen tvivl om den virkelighed, man blev kaldet til. Man kunne hører det på stemmen. Om det var fars eller mors eller ægtefællens.  

Disciplene var samlede bag lukkede døre. De holdt lav profil og var vel nærmest gået under jorden. De frygtede, hvad der ville kunne ske dem, hvis de blev genkendt som Jesu disciple. Alligevel holdt de sammen. Påskedag havde han vist sig for dem: Fred være med Jer, havde han sagt, og han havde vist dem sin krop, både sine hænder og sin side med sårmærkerne. - Han havde givet dem Helligånden og betroet dem forligelsens og forsoningens tjeneste.  

Men Thomas havde ikke været der. - Det var ikke til at tro det, de andre fortalte: Jesus var korsfæstet, død og begravet.- Hvis ikke jeg får naglemærkerne at se og får lov at stikke fingeren i hans side, tror jeg ikke. - Hvordan kan han næsten sige andet!  

8 dage efter er de atter samlede bag lukkede døre. Thomas er der også. Og med ét kommer Jesus og siger: Fred være med jer. Og Thomas troede, sådan som de alle troede. Men så let slipper Thomas ikke. For nu lyder stemmen: Thomas. Thomas. Og alle kan de høre, at den opstandne kalder på Thomas. Der er en, der kalder på dig. Og stemmen siger: Kom Thomas. Ræk din hånd frem, Her er mine hænder. Ræk din finger frem, og stik den i min side. Der ingen vej uden om. Han må gøre det, og hans opfattelse af sandhed og virkelighed bliver forvandlet, fra vantro og tvivl til tro.  

Der var også en, der kaldte på Peter. Stemmen spurgte: Simon, Johannes´ søn, elsker du mig mere end de andre. Og så må Peter til at svare: Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Peter havde svigtet sit venskab med Jesus. - Det var ikke bare det, at han havde svigtet. De kunne jo have aftalt i forvejen, at de ikke ville afsløre deres forhold. Så ville alt have set anderledes ud. - Men nu havde Peter af sig selv lovet, at han aldrig ville fornægte deres venskab. - Så det var ikke alene Jesus, han havde svigtet. Det var i grunden mest sig selv. - Simon Johannes´ søn, har du mig kær? 3 gange må Jesus kalde på Peter for at få genetableret deres forhold. Men så er Peter også klar til at blive kaldet som hyrde for fårene, som pastor i den kristne menighed.    

Maria Magdalene gik grædende omkring i den have, hvor Jesus var blevet begravet. I sorg over hans død havde hun besøgt hans grav. Men graven var tom. Liget var borte. Og i sin fortvivlelse henvender hun sig til den første og den bedste og vil have at vide, hvor den døde er flyttet hen. Hun kan ikke se, at det er Jesus, hun taler med. Fortvivlelsen, sorgen, gråden forhindrer hende. Men så er der en, der kalder på hende. Maria! kalder han. Her sker gennembruddet. Hun kan kende ham på stemmen. Der er kun en, der kan sige hendes navn på den måde. Og så bliver opstandelsen virkelig for Maria. Og hendes liv får mål og mening på en helt ny måde.  

Thomas, Peter, Maria....  Hver for sig kæmper de med tvivlen, skammen, sorgen... De samledes bag de lukkede døre, står der, af frygt for jøderne. Det med de lukkede døre kan sikkert også fortolkes symbolsk. Deres sind, deres tro, deres følelser, deres hjerne og hjerte. Alting var lukket omkring dem. Men så er det, han kalder. Kalder dem med navn. Det, at han kalder på dem, får noget til at dæmre. De havde hørt det en gang før.  

Han var en gang før kommet til dem og havde kaldt på dem. Simon, Andreas, Mathæus! Kom og følg mig, havde han sagt.   Og så havde de forladt alle ting. De havde fulgt ham, fysisk rundt i landet, først i Galilæa og siden til Jerusalem. De havde levet sig ind i hans vision om Guds rige, som var ved at komme. De havde set fremtiden åbne sig med muligheder, som sprængte virkeligheden.    Salige er de fattige, de sørgende, de sultende, de fredsstiftende. Håbet om Guds rige havde fyldt deres liv med både mål og mening. De havde troet på det, de havde hørt og set. De havde fulgt hans stemme. De havde stået i lære hos ham og var blevet disciple, som var klar til at følge hans kald.  

Nu kalder han igen. Med en stemme, de kender. Og med den stemme er der en virkelighed, som åbner sig på ny. En virkelighed, som de kender fra før. Men ikke som et flash back. Ikke en genudsendelse af noget fortidigt.   Det er nutidig virkelighed. Noget de engang fornemmede som en drøm. Som en vision om en fremtid, hvor kærligheden er stærkere end hadet, hvor ondskaben har mistet sin magt og hvor døden har mistet sin brod.  

Denne drøm. Denne vision er nutid. Han kalder på dem fra sin fremtid.  Fremtiden er begyndt. Midt i den virkelighed, vi kender. Midt i den virkelighed disciplene levede i. Og midt i den virkelighed, vi lever i. I forhold til denne fremtid er vi i samme situation som disciplene.  

Der er en, der kalder. Og det er den opstandne Kristus. Han kalder os til at leve vores liv i lyset af opstandelsen fra de døde. Vi behøver ikke at lade os begrænse af vores tvivl, siger Thomas.. Vi behøver ikke at gå til i skam over os selv, siger Peter. Vi behøver ikke at drukne i sorgen over at miste vore kære, siger Maria Magdalene.  

Det er forståeligt, at det kan ske. Tvivl, skam og sorg hører uadskilleligt sammen med det liv, vi kender. Livet behøver ikke at være en dans på roser. Eller rettere: Livet er som en dans på roser på stængler fyldt med torne, som kan rive og nage. - Som de torne, der blev flettet som krone og sat på hans hoved.  

Men nu er der en, der kalder. Den opstandne Kristus kalder os til at vende os mod fremtiden, orientere os efter den og engagere os i det liv, som kommer.  En fremtid med fred og glæde, ubegrænset tid og kærlighed, der aldrig hører op.    

Det er et kald, som kan følges på mange forskellige måder:
- et kald til at bryde op og forandre alt.
- et kald til at blive og holde det ud, som ikke er til at holde ud.
- et kald til at tage kampen op mod uret og ikke bøje nakken for den.
- et kald til at undgå konfrontation og i stedet finde løsninger i det skjulte.
Det er ikke til at sige, hvad kaldet skal betyde for andre. - Det må den enkelte finde ud af sammen med ham, som kalder.
- Men pinligt er det ikke. - Det er en gave og en udfordring. For der er en, der kalder på dig. Og han, som kalder, er herre over liv og død i al evighed, og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånde, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.