Vi har i år fejret jul med mange billeder. I centrum ser vi billedet af Jesus som sidder hos Maria. En Ikon fra Hagia Sofia. Lidt fremmedartet for vores kirke, måske. Men derfor  ikke nødvendigvis forkert. Således hedder det i teksten læst fra alteret, at Jesus er den usynlige Guds billede. Det samme siger Jesus om sig selv: Den som har set mig har set Faderen. Det er selve evangeliet. Den usynlige Gud har gjort sig synlig, ved at blive menneske. Gud møder os i verden, ansigt til ansigt, og sådan skal vi møde ham i Gud rige, Ansigt til ansigt. Han møder os endda som et barn, som en søn af menneskeslægten.   Og som sådan ser vi ham. Os der sidder på kirkebænken i dag. Vi er et lille udsnit af de 7 milliarder, som vi i dag lever på denne klode. Han kom for at møde os alle i denne verden, for at vi skal møde ham i Guds rige. Han er vor frelser. Hele verdens frelser.   

Vi skal se ansigt til ansigt. Det skulle vel være let nok. Men virkeligheden er anderledes. Det kan HC Andersen fortælle om med historien om troldspejlet.

En dag var Djævelen i rigtig godt humør. Han havde lavet et spejl med den egenskab, alt godt og smukt i spejlbilledet svandt ind til næsten ingenting, mens alt hvad der ikke duede til noget og togs sig ilde ud, det blev tydeligt - og så endnu værre ud.   

De dejligste landskaber så ud som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle; ansigterne blev fordrejede, så de ikke var til at kende. Og alle de små onde trolde løb rundt i hele verden fordrejede billedet af mennesker i troldspejlet. Nu ville de også flyve op mod himlen for at gøre nar af englene og Vor Herre. Men jo højere de fløj med spejlet, jo mere sitrede det i sit eget grin, og til sidst fór det ud af hænderne på troldene og spejlet styrtede mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker. Og nogle af disse stykker var ikke større end et sandskorn, og de fløj rundt i den vide verden. De satte sig i folks øjne, så de så al ting forkert og kun havde øje for, hvad der var galt ved tingene: For hvert et lille sandskorn havde den samme kraft, som hele spejlet havde haft. Nogle mennesker fik endda en lille stump af spejlet i hjertet - og da blev hjertet som en klump is.   

Så stumperne fra troldspejlet fløj rundt i verden og satte sig i øjnene, så de begyndte at se på hinanden og på sig selv som gennem et troldspejl. Og det kunne få hjertet til at fryse til is.  Det er jo en fantastisk historie; Indledningen til snedronningen.   

Det lille glas forvrænger den måde vi ser andre på og os selv. Alting bliver lidt forkert, for stort måske eller for småt. Og det er jo galt, hvis man ikke ved det. Det kan være man ser den anden som urimelig stor i forhold til en selv. Og så kan man selv føle sig lille, ydmyg og ubetydelig. Det kan også vende modsat, så man ikke regner den anden for noget, fordi man ser sig selv som meget dygtig, enestående og uundværlig. Begge dele kan forvrænge virkeligheden og forhindre fællesskab.   

Når man ser sin nabo, sin sidemand og kollega høste ære og løn kan man komme til at ærgre sig og blive misundelig, især hvis man synes det er uretfærdigt. Tilsvarende kan skadefryden gøre sit indtog, når dem man sammenligner sig med bliver ramt af besvær og modgang. Og så er det, at hjerterne er ved at fryse til is.     

Disciplene troede stort om dem selv. De regnede med, at de skulle belønnes for at have forladt alle ting for at følge ham. De kunne endog finde på at diskutere, hvem af dem, der var den største.   Det var vel også derfor, de stillede sig i vejen, dengang nogle forældre kom med deres børn, for at Jesus skulle røre ved dem. De så op til Jesus som en stor betydningsfuld person, en lærer, en rabbi, en excorsist, en profet, ja mere end der, de så ham som Messias. En så ophøjet person skulle da ikke spilde tiden på børn. Børn er jo ikke noget, for de kan ikke noget, forstår ikke noget.   Men Jesus tager dem i skole. Guds rige er for børn. Hvis ikke I vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Og så velsigner han børnene. Man skal altså ikke tro stort om sig selv på bekostning af børnene.   

Man skal heller ikke tro stort om sig selv på bekostning af de fremmede. Det gjorde folk i Nazareth. De var fra begyndelsen beærede over hans besøg og begejstrede for hans budskab til fattige, om frihed for fanger, syn til blinde og et nådeår fra Herren. Vidunderligt at forjættelserne nu skulle gå i opfyldelse. Men da så Jesus ikke vil indrømme dem forrang fremfor andre blev de meget vrede og stemningen vendte fra begejstring til had. Glassplinterne havde sat sig i øjnene på dem alle sammen.   

Det er ikke godt at tro for lidt om sig selv. Men det er svært at undgå, hvis alle andre ser ned på en. Sådan oplevede Zakæus det. - han var lille. Men det ville ikke have været noget problem, hvis han ikke også havde været ussel. Og folk i Jeriko kunne ikke se andet, på grund af den behandling de fik af tolderen på vej ud og ind af byen. De kunne ikke se, at Zakæus samtidig var et ulykkeligt menneske, som længtes efter en forandring af sit liv. De straffede ham med afvisning og foragt. Med Jesus skete forandringen. - Han så Zakæus på en anden måde. Det gav Zakæus en ny chance. Glassplinten røg ud og Zakæus fik et helt nyt liv.   

Der er ikke plads til målebånd i gudsforholdet. Det er ikke blot et spørgsmål om at få en ny og bedre skala. Der er slet ingen. Der er ikke forskel på høj og lav, pæn og grim, rig og fattig osv. Alle bliver regnet for lige værdige.   

Dette er vel også pointen i historien om de vise mænd fra Østerland, som fulgte stjernens tegn på, at der var født en kongesøn i Israel. - De troede de skulle finde ham på kongeslottet, (glassplinterne gjorde fortsat deres virkning ). - Men de blev ført videre til en stald, hvor de fandt et barn i en krybbe. Et lille menneske som var blevet født i en verden, hvor der ikke var plads til det. Stjerne havde ført dem til et udstødt og marginaliseret lille menneske. Men de vise mænd fandt det og troede. De havde set det forkert men så det nu rigtigt.   

Så hvad er det, der skal til, for at vi kommer til at se rigtigt, uden glassplinter. - Det er ikke frygt og rædsel. - for den kommende dom og fortabelse. Man kan ikke opbløde dybfrosne hjerter med vrede - Det er heller løfter om løn og betaling, - For kærlighed kan aldrig blive del af en handel. Kærligheden kan aldrig blive et middel til noget andet.   

Men tillid og åbenhed. Sådan som Jesus gjorde. Forsvarsløs kom han til os. Fordumsfri mødte os. Åben og tillidsfuld var han sammen med os. Altid med kærlighed. Uden forskel. Sammen med toldere, syndere og hvem som helst. Som det eneste menneske var han ikke blevet ramt af troldspejlets splinter.

Eder er i dag en frelser født. Og frelserens tegn er et barn i en krybbe. Tegnet på, at Gud er blevet menneske. Tegnet på, at han som frelser kom tillidsfuldt til verden og gav sig hen til os, som et barn lægger sig i vor favn.   

Det vil vi måske ikke have. På grund af splinterne. På grund af målebåndet. Og så skaffer vi os af med ham. Men det vil aldrig lykkes. For han er opstået fra de døde. Og så er vi lige vidt. Han møder os stadig med sin kærlighed og udfordrer. Som barnet udfordrer os til det bedste.   

Det som kan få selv det værste til at gå i stå. Og lad mig derfor slutte med historien fra Utøya. Da morderen stod på stranden og skød på de unge som forsøgte at svømme væk fra de dræbende kugler, var der pludselig en 11 årig dreng som gjorde front mod Breivik og sagde til ham: nu skal du holde op. Skyd ham ikke. Du har allerede dræbt min far. Vær venlig ikke at skyde. Lad os være. Den 11 årige blev ikke skudt. Dette her havde Breivik ikke forberedt sig på. At et barn hinsides frygt og stillede sig op foran ham og bad ham lade være med at skyde. For et øjeblik standsede massakren. Godhed har det med at komme bag på os. Glassplinterne sidder ikke fast til evig tid. det er vort håb og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.