Fortællingen om Jesus og de små børn er af de tekster, vi hører mest i vores kirke. For den hører med i dåbsritualet, som den bibelske begrundelse for barnedåben. Så det er lidt pussigt, at vi også skal høre den i dag, hvor vi ikke har dåb. Men det har vi måske rigtig godt af. Det giver os en mulighed gøre os fri til høre teksten som den blev fortalt af Markus, uden sammenkobling med dåben. Ifølge Markus, siger Jesus ikke et ord om dåb. Jesus døber ikke nogen, hverken børn eller andre.    

Første gang vi hører om den kristne dåb, er i forbindelse med pinsen, hvor Peter taler til de mange mennesker i Jerusalem, som er samlet for at fejre kornhøstfesten. Her Peter står frem og fortæller om Jesus, som Guds søn.  Han er Messias, som profeterne har talt om. Det var ham, som I vendte jer imod og fik korsfestet.  Han er nu oprejst fra de døde.  Peter havde holdt en flammende tale, og folk blev dybt bevæget og ønskede i den forbindelse at blive døbt. I alt blev 3000 døbt den dag ifølge Apostlenes Gerninger. Og de var voksne. De forstod, hvad der var blevet sagt.  De reagerede på det. - Voldsomt må vel sige. - De skiftede mening. Måske havde de i ugevis gået rundt med en dårlig samvittighed over det der var sket. Over det, de havde bidraget med eller undladt at gøre, langfredag. - Det ved vi ikke. Men det stak dem i hjertet at lytte til apostlenes forkyndelse. - Og så blev de døbt. Det var ikke forældre, der kom med deres børn til Peter, for at han skulle røre ved dem. Det var ord fra voksne til voksne. Herfra udbredtes rygtet om manden fra Nazareth til andre byer og lande, indtil verdens ende. Og mennesker blev grebet af fortællingen og ønskede at lære mere om den kristne tro. Hvert år til påske blev så de døbt, de, som ønskede at blive medlemmer af de troendes fællesskab. Som Jesus døde og opstod, således skulle den enkelte dø og opstå, gennem en symbolhandling, hvor man blev druknet i vandet for atter at blive draget op. - genfødt til et levende håb. Forud for dåbshandlingen gik et helt år med undervisning, hvor man blev indført i den kristne tros hemmeligheder, præcis som disciplene var blevet undervist af Jesus.  

Sådan kan man læse Markus evangeliet. Som en læseplan for dåbsundervisningen. Der er et afsnit om at være rig og fattig, om kærlighed og sabbat, om fest og faste, Der er også et afsnit om at være størst og mindst. Og det er emnet i dag. Disciplene kom op at skændes om hvem der var størst og mest betydningsfuld. Som svar på det stiller Jesus et lille barn midt i flokken. Barnet er den største!!! Præcis samme problematik opstår, da nogle forældre kom med deres børn, for at Jesus skal røre ved dem. Men da så disciplene vil forhindre det, bliver de belært efter alle kunsten regler: Det er de voksne Jesus taler til: Guds rige hører børnene til. Og hvis ikke I vender om og bliver som børn kommer I slet ikke ind i Guds rige. Men det betyder jo ikke, at man som discipel skal blive barnlig. Det var som voksne, Jesus kaldte dem til at blive discipel. Det var som voksne, han sendte dem ud i verden. - Efter han havde fortalt dem om Guds rige og dets hemmeligheder, som voksne.  

Med andre ord: Børn skal tages i favn og velsignes. Voksne derimod skal undervises, udfordres og sendes ud i verden med evangeliet.  Børn skal ikke udsættes for voksenprædikener. Børn skal have lov at være børn. Voksne skal være voksne og tage ansvar som voksne. Voksne skal ikke lade sig spise af med børnetale.  

Mennesker (os her) er forskellige efter alder, udvikling, køn, miljø, nationalitet og indkomst. - Men forskelligheden har intet med vores værdighed at gøre. Guds Rige er kommet til os alle. Ingen er for små. Ingen er forkert. Men måske er du for stor - i egne øjne. Måske er du for rig. Måske er du for fin til at kunne tage imod Guds rige, ligesom et lille barn tager imod alt godt. Måske prøver du som voksen at holde fast ved noget absolut i dit liv, som du ikke vil give slip på, så du ligesom den rige mand, må gå bedrøvet bort. For han kunne ikke skille sig af med sin rigdom.  

Den sværeste lektion i dåbsundervisningen er opfordringen til at tage sit kors op og følge ham. Det var en hård lære. Ikke mindst for disciplen Peter. Han var nået frem til troen på, at Jesus var Guds søn. At han var den Messias, som profeterne havde forkyndt. Men da siger Jesus om sig selv siger, at han skal lide og dø, hopper kæden af for Peter. Det er ubegribeligt, at Guds søn, der har al magt i himlen og på jorden ikke skulle kunne forsvare sig selv. - Det er for mærkeligt. - Det må kunne undgås. Og Peter bliver ved med til det sidste at hævde, at han nok skal gå i forsvar for Jesus. Om så alle andre svigter, så svigter jeg ikke. Men Peter svigtede alligevel. Trods de store ord. Peter svigtede  alt det, han stod for. - Hans selvbillede krakelerede.  Han kunne ikke leve op til det, han havde lovet.  

Dette skal med i enhver voksenundervisning om kristendom. Evangeliet lover os ikke en dans på roser. - Jo, måske nok.  Men så skal man huske, at der er torne på rosens stængler. - De stængler, som blev viklet som krone og presset ned over hans hoved. Det er ikke sikkert, at lidelsen skal være hovedpunkt i kristendommens lektion 1.  

For Peter begyndte undervisningen, da han som fisker mødte Jesus og blev udfordret til at følge ham. Han var en stærk ung mand, der nok skulle hjælpe den nye rabbi på vej. Men en dag kom han til kort og måtte indkassere sit livs nederlag. Han måtte tage sit kors op. Og han blev nødt til at bære det. Det forunderlige er, at denne Peter kom videre. - Blev hjulpet gennem sin krise. Og oven i købet som kirkens 1. mand. Med sin historie om sit livs nederlag, blev han eksempel for alle andre, som på hver sin måde blev konfronteret med deres nederlag.  

Gud elsker os alle. - Ikke på grund af det vi kan og gør. Gud elsker os, ikke fordi vi er børn eller voksne, dumme eller dygtige, fattige eller rige, sorte, brune eller hvide. Gud elsker os, fordi vi er hans. - Han har skabt os i sit billede.  

Kristendommen er ikke en lykkereligion. - Ikke fordi der er noget forkert i at være lykkelig. Men lykken er ikke noget mål i sit selv. Identificerer man Gud med lykke og fremgang, bliver man vel skuffet, når ulykken rammer. - Måske mister man troen. Eller tror, man er blevet ramt af Guds straf eller Guds vrede.
Men sådan er det ikke.
Man kan miste lykken uden at miste Gud.
Man kan miste sin anseelse, uden at miste Gud.
Man kan opføre sig som verdens største fjols, uden at miste Gud.
Man kan miste sin familie, sine venner, sit arbejde, sin forstand uden at miste Gud. 
Man kan miste troen, man kan miste håbet, man kan miste kærligheden og livet.
Men man kan ikke miste Gud.
For Gud er der midt i lidelsen, midt i håbløsheden, midt i døden. Gud er der, hvor jeg har mistet alt. Og der kan han give os alt tilbage. En kamel kan ikke gå gennem et nåleøje. - For mennesker er det umuligt. Men for Gud er alle ting mulige.  

Det er indholdet at den discipelundervisning, som fører frem til dåben. I ethvert langfredags mørke kan vi miste alt, som Jesus mistede alt. Og i påskemorgenens lys, kan vi fødes igen til livet med håb. Som Gud har oprejst Jesus fra de døde, vil Gud oprejse mig fra de døde til livet nu og i al evighed, efter hans vilje.    

Og lige præcis dette betyder dåben også for os. For børnene er dåben en velsignelse, ligesom dengang Jesus tog de små børn i favn. For os voksne er dåben en undervisning i den kristnes tros grundvilkår. Hvad du er. Det er du i kraft af Gud. Han har givet dig livet. Med alt hvad du kan, alt hvad du har, alt hvad du gør. - Der er ikke noget af det, du beholder.  Du skal af med det igen. Det eneste du ikke mister, er Guds kærlighed . I kraft af ham er vi genfødt til et levende håb i kraft af hans opstandelse fra de døde. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen