Jeg synes ikke, det er så let at prædike i dag. Ikke hvis det skal være en evangelisk Luthersk prædiken med tilsigelse af Guds nåde og barmhjertighed.   Selve historien om den rige mand og Lazarus er ligetil. Lazarus havner efter sin død på den rigtige side. I Abrahams skød. Og det er et godt sted at være. Nærmest paradisisk.  Gud har taget sig af Lazarus. Og det er hvad selve navnet Lazarus betyder " Gud hjælper".  Det gør Gud, fordi han er på de fattiges side. Og det har Gud altid været.    

I Moseloven er de fattige tænkt med: -  Når du høster din mark, skal du ikke høste ud til kanten. Og når du samler negene ind, må du ikke vende dig og samle neg ind, du har glemt. - For der skal være noget til de faderløse, til enkerne og de fremmede. Ingen skal ikke gå til grunde, selvom mangler noget at betale med. Hvert syvende år skulle markerne ligge brak. - Her kunne de fattige så frit høste til deres eget behov. - Ikke som hos os, hvor vi opdyrker stadig større arealer på bekostning af den frie natur.  

I følge GT måtte man gerne låne penge ud til de fattige, men det var forbudt at tage renter. - Hvis de ikke betalte tilbage kontant, kunne de blive nødsaget til at sælge sig selv, som slave. - Men hvert 7. år blev de givet fri. - Og kommer de som slaver til skade under arbejdet, hvis de mister synet eller tænderne, da skal de frigives som erstatning. Moseloven er klar nok. - Du har ikke lov at udnytte dit medmenneske, bare fordi han er fattig. - For det ligger i den fælles erindring, at de engang alle var trælle i Ægypten. - Da var det Gud Herren, der udfriede dem. - Det vigtigste er derfor ikke, hvad du selv kan, men det Gud har givet os alle uden forskel nemlig friheden og livet.  

I profeternes tid faldt den gamle folkesolidaritet fra hinanden. Man tænkte mere på sig selv, og hvad der kunne betale sig. - Men det gennemskuede profeter som Amos og Esajas.  De anklagede højlydt de rige for at glemme de fattige. - For hellere at søge profit end retfærdighed.  

Hermed er vi ved Jesu forkyndelse. - Den er også direkte: Salige er de fattige, thi Guds rige er deres. De fattige hører som de mindste små med i Guds rige. Han giver rigdommen hårde ord med på vejen: Den kan ødelægge forholdet til Gud: Man kan ikke tjene både Gud og mammon.  

I den forbindelse sammenligner han os med korn, der bliver sået blandt tidsler, men (jeg citerer) hvor denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til at kvæle ordet, så det ikke bærer frugt. Det med rigdommens blændværk udvikles i lignelsen om den rige bonde, som ville bygge sine lader større, for som gammel at slå sig til ro, og spise drikke og være glad.  

Det er jo blændværk, for i virkeligheden afhænger livet mere af Guds omsorg end at vore selvforsikringer. - Og idioten (det var hvad Jesus kaldte ham) døde samme nat.   Og så har vi historien om Lazarus. Der er ikke tvivl om, at Gud holder med den fattige Lazarus. - Men. Gud er jo ikke ligeglad med os andre. - Det er ham åbenbart magtpåliggende, at få noget sagt til os, som er de rige.  

Og det er her, jeg synes det bliver svært.  For den rige mand havde åbenbart selv skabt så stort et skel til den fattige, så det ikke kunne overskrides. Og meget bedre er det ikke for den rige mands brødre, som stadigvæk lever, tilsyneladende i samme luksus som den nu afdøde bror.  

Der er ligesom ikke noget at gøre ved det. - Abraham mener ikke det vil nytte at sende Lazarus til de nulendende brødre. For de har jo allerede loven og profeterne, som siger det, der skal siges om de fattige. Selvom én opstod fra de døde, ville det ikke ændre noget på brødrenes livsstil. Hører man ikke loven og profeterne, hører man heller ikke én som kommer fra de døde.  

Nu er vi ved os selv. Vi har Moses og profeterne og vi har Jesus Kristus, som er opstået fra de døde. Men vi har også mange fattige. Rigtig mange på denne jord er fattige. 1/6 af jordens befolkning er som Lazarus placeret ved vor tilværelses port. - Er vi så de rige brødre?  

Hvis vi møder et menneske i nød, så hjælper vi. - Det har vi lært. - Hvis ikke, forfølges vi af samvittigheden. - Hvis der er en sulten ved døren, får han en madpakke. Og hvis der er en på flugt, giver vi ham husly. - Vort problem er, at det ikke er blot een der sulter, men store befolkningsgrupper i Afrika, Asien og nu også i Sydeuropa.. - At det ikke er én, der flygter, men millioner.    

Vi ser det altsammen. Vi ved det. At de er uden for vor dør. For vi kan se det gennem dørspionen. - Dagblade og fjernsyn. -  Der er for mange. Det vokser os over hovedet. Vore idealer væltes omkuld. - Det kan ingen udholde. Langsomt og sikkert er vi blevet trænet til at skubbe problemerne på afstand. Vi har lært at overse det, vi faktisk ser. -  Nogen kalder TV for fjerneren. - Det passer sådan set godt. For det apparat, som bringer os virkeligheden ind i dagligstuen, fjerner os samtidigt fra den virkelighed, hvor de fattige findes!!!! Vi har Moses og profeterne. De fortæller os, at vi skal tage ansvar for de fattige og de flygtende. Men ingen kan magte at gøre det hele selv. Opgaven er for stor. For ikke helt at bryde sammen under ansvaret, skruer vi det ned til det overkommelige.  

Men det er ikke måden at gøre det på. I stedet for at skrue ned for kravene til os selv kunne vi skrue op for troen på Gud.  - Gud har en vision. - Om fred og frihed for alle undertrykte og fangne. Gud er den store komponist, som har skrevet skabelsens symfoni. - Som musiker spiller han alle instrumenter. Men han har skrevet stemmerne ud til os. - Hver af os har sin lille melodi, sin klang at bidrage med.  Her hører vi til i den store helhed og skal udfylde vor plads. - I tro på, at han har evnen, viljen og kraften til at gennemføre sit værk indtil sidste sats, som hedder frelsen.  

Vi har ikke kun Moses og profeterne, men også ham, som er opstået fra de døde. Det er vigtigt og betyder meget for os. Opstandelsesbudskabet betyder meget, når vi skal sige farvel til et menneske, som ikke lever mere. Det giver et håb om, at livet måske på Guds måde vil fortsætte for den enkelte. Så er der ingen grund til at frygte hverken død og tilintetgørelse. For Gud kan skabe ud af intet. Det har han gjort en gang på skabelsens morgen. Det både kan og vil han gøre igen i den fremtid, som vi skal blive en del af.  

Vi har altså en, som er opstået fra de døde, men vi har gjort opstandelse og frelse til en privatsag, som den enkelte kan trøste sig med ved livets afslutning. Vi lytter gerne til ordet om det evige liv, når vi står ved en kiste og ikke at komme videre af os selv. - Men får det os til at få øje på Lazarus og alle i hans situation?  

Nu tror jeg, at vi er ved sagen. - Den sag, hvori vi ligner de rige i lignelsen, som ikke rigtig kan høre Moses og profeterne, og som heller ikke ville kunne få nytte af en, som kom fra de døde. Problemet er, i forhold til de fattige, at den rige vil have gjort kravet om hjælp til den nødlidende, overkommeligt. Problemet er, i forhold til Gud, at vi har gjort troen på evigheden til at blive en privatsag, som kun gælder mig og mine nærmeste.  

Kan I høre det. - "jeg" er omdrejningspunktet for mit liv. Næsten er kun med for min samvittigheds skyld. - Gud er kun med for livsforlængelsens skyld. Der er noget der mangler: Kærlighed. - Den kærlighed, som Gud elsker Lazarus med. Den kærlighed, som Lazarus i sin fattigdom, må leve af. - Som det eneste, han ejer.  

Mon ikke den rige, som forsøger at ordne alting selv, i virkeligheden er den fattigste af alle. Han ejer ikke engang så meget som Lazarus, som dog er elsket af Gud. - Nej, en rig mand ejer ikke engang så meget vand, som kan ligge på spidsen af Lazarus´ finger. - Så den rige mand er i virkeligheden den fattigste.  

Nu er vi klar til at kunne begynde forfra på prædikenen. Den lyder: Gud holder med Lazarus. - Det betyder hans navn: Gud hjælper. For Gud er på de fattiges side. Det har han altid været. Det gælder også den rige, som er den fattigste af alle..... Han har kun Guds nåde at holde sig til.... for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som een sand treenig Gud højlovet fra evighed og til evighed.