Matt. 4, 1-11. Jesus fristes.

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen. Frihed er et af de store ord i vores del af verden. Vi er ikke slaver og bundet af noget. Vi er frie og kan vælge. Og dog er friheden ikke noget i sig selv. - Har man fri fra skole, fri fra pligter, fri fra familie og venner, fri fra arbejde og kalenderen, fri fra alt, er man næppe rigtig fri men slave under frihedens tyranni. Derfor er man nødt til at vælge. Et velfærdssamfund tilbyder mange muligheder. Men hvis man ikke kan få sig bestemt og hverken ved ud eller ind, Så kan livet blive en ørkenvandring, hvor man går i ring og ikke rigtigt kommer ud af stedet. Der er ikke noget liv, før man har valgt.   

Jøderne var i ørkenen i 40 år.
De var blevet befriet fra slaveriet i Ægypten og var på vej til det forjættede land. Men det var svært for dem at tro på den Gud, som havde befriet dem. Da de blev sultne ville hellere tilbage end frem. Men så gav Gud dem mad. Og Gud gav dem brød og kød i form af manna og fugle. De skulle blot samle det ind, svarende til det daglige brød. Men så blev nogle griske og samlede rigeligt ind for at spare op. Men de fik ikke noget ud af det. For brødet rådnede. Sådan fik de lært, at mennesket lever ikke af brød alene, men af alt det Gud giver.  

På Sinai Bjerg skulle pagten mellem Gud og folket indgås. Men da Moses var går op  på bjerget for at få skrevet lovteksten, blev folket utålmodigt. Så samlede de alle deres smykker og smeltede dem om til et gudebillede, som lignede en tyrekalv, symbolet på frugtbarhed. Og så dansede de om guldkalven, som i religiøs ekstase, i håb om at det ville bringe lykke. De svigtede den Gud som ville føre dem til det forjættede land og valgte deres egen.  

Men Gud tilgav dem og gav dem pagten med de 10 bud. Sådan skulle der 40 år til at lære, at den levende Gud hedder Jahwe, han, som har holdt sine løfter til Abraham,  Isak og Jacob, og har ført dem ud fra Ægypten frem til det forjættede land.  

Jesus var i ørkenen i 40 dage.
Som Moses var blevet kaldet som befrieren i Ægypten,  blev Jesus kaldet til at bringe frihed til fanger,  syn til blinde og til at sætte fortrykte i frihed. Jesus hørte kaldet, da han blev døbt i Jordan.  "Du er min søn, den elskede. I dig har jeg fundet velbehag", sagde Gud   Som Moses skulle føre slavefolket ind det forjættede land, skal Jesu føre folket ind i Guds rige. Det rige som ikke kun er ét rige blandt mange riger, i et land blandt mange lande, men det rige som skal sammenfatte alle folk, fra øst og vest, fra syd og nord. Alle mennesker skal være hans folk og Gud skal være alles Gud. Men Jesus slipper ikke for ørkenvandringen. Han slipper ikke for at skulle vælge, slipper ikke for tvivl, fristelse og begær.  

Og som han nu gik omkring kom tanken til ham, at han som Guds søn kunne gøre sten til brød. Sådan kunne man bekæmpe sulten. Og sulten var han efter 40 dage. Det er da en god idee? Hvert 6. menneske lever med den daglige sult og har ikke kræfter til at tage vare på sit eget og eller andres liv. Hvis Jesus lavede brød af sten, kunne vi slippe for at skulle gå fra dør til dør. Og vi kunne slippe for alt det besværlige samarbejde om sultbekæmpelse. Men Jesus giver selv svaret:  Fordi mennesket ikke lever af  brød alene men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Et menneskes lykke er ikke gjort med kalorier. Og uanset hvor meget man spiser bliver man aldrig rigtig mæt. For sjælen hungrer ikke kun efter mad. Gud vil give os mere end mad og materielle goder. Han vil fylde livet med kreativitet og glæde. Så måske er det den dybere mening med, at vi skal gå fra dør til dør for at samle ind til de fattigste. - Vi skal lære at hjælpe hinanden til det daglige brød.  

Og der er faktisk slet ikke brug for at skabe sten om til brød. Der er mad nok til alle.  Til at brødføde verdens 6 milliarder 2 gange. Sultens problem er et fordelingsproblem. Vi har samlet så meget, at vi er nødt til at smide 1/3 af vores mad i affaldssækken. Derfor ville det være meget bedre at tilbyde dette overskud til de sultne. Vi lever ikke af brød af alene. Gud taler til os for at gøre til tjenere for hinanden. Livet handler om meget mere end mad. - Og det er tydeligt, når vi deler maden og får med hinanden at gøre. - bliver medarbejdere på hinandens liv og glæde.  

Så fik Jesus en anden tanke: - Han kunne kaste sig ud fra et højt tårn på tempelpladsen i tillid til at Gud ville lade himlens engle komme og gribe ham, før han ramte jorden.  Det ville bevise hans guddommelighed. Så ville folk komme til tro! Mange mennesker gør sig tanker om Gud. Både i ental og flertal. En fortalte mig i sidste uge, at der er 276 guder, hvor han så har det fra. Der er mange, og det er svært at afgøre sig for den ene frem for den anden. Vil det så ikke være godt med en demonstration, som kunne bevise troens sandhed? Men nej, det går ikke. Det ville man ikke kræve af sine venner. Man er nødt til at tro på hinanden. Hvis ikke man har tillid til hinanden, så er der ikke venskab. Venskab og kærlighed kan man kun have til mennesker, man regner med og har tillid til. Umiddelbart og spontant.  -  Kommer man i tvivl er man på den. For uanset hvad man siger eller gør, vil der være tvivl om troværdigheden. Og netop derfor er det så stort, når man oplever tro, tillid og kærlighed. Så Jesus springer ikke ud fra tårnet. Han vil ikke bevise sin fars guddommelige kraft. Han vil tro på den i stedet for. Det er meget bedre end bevis.  For troen er der masser af tegn på Guds kraft. Mennesker overalt på kloden oplever lykke og glæde i glimt. Når vi bliver raske, bliver begejstrede for arbejde, kunst, leg. Når vi oplever venskab og kærlighed. Som bevis dur det ikke.  Men som glimt af og tegn på godhed betyder det alt for os.   

Som Guds søn skal Jesus arbejde for Guds riges komme. Det er ved at bryde frem, tror han. På trods af magt og militær, tyranner og diktatorer, vold og død. - Hvorfor så ikke bekæmpe ondskaben med det ondes egne midler? Ondt skal med ondt fordrives, siger man. Spørgsmålet er helt aktuelt. - Det er forfærdeligt at være vidne til den frihedskampen i Libyen, som er ved at blive nedkæmpet af diktatoren. Hvorfor ikke tage vold og magt i sin tjeneste? Jesus afviser tankegangen. Voldens magt tages altid af Fandens hånd. Den er destruktiv og ødelæggende, for den fører til mere vold og mere død. Voldens og dødens magt er stærk. Men Guds magt er anderledes. Det er den magt, vi kender som kærlighed. Og Jesus tror, at den er stærkere. Så Jesus kommer gennem sin ørkenvandring ved at holde fast ved troen på Gud og hans kærligheds magt. 

Jesus var i ørkenen i 40 dage. Helt alene. Der var hverken journalister eller filmfolk med, så de kunne fortælle den dokumentariske historie om Jesu fristelse. Så det må være Jesus selv, der har fortalt det. Det er hans egen beretning om sín personlige kamp for at komme gennem tvivl, desorientering og begær. Jesus blev ikke sparet for noget. - Men han bukkede ikke bunder. Han gav ikke efter for sine fristelser. Og netop derfor er der håb for os, når vi er på ørkenvandring. Det kan lade sig gøre. Det er vej frem. Man behøver ikke at havne i egoisme. Jesus kunne have valgt at gøre alting til egen fordel. Han kunne have valgt at stille sin egen sult før noget andet, og gøre undere for bevisets skyld for at blive troet og for at gennemtrumfe sin magt over alle andre. Men i stedet valgte han kærlighedens vej i tro på Gud som al godheds kilde. Og derfor er der håb Håb om at Guds rige er ved at komme.  

og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud fader søn og Helligånd. Du som var, er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.