Prædiken

Langfredag er en hård dag. Helst ville vi vel undvære den.

- Det er svært at rumme den ondskab som afsløres.

Og dog hører dagen med som een af 365 dage af vores virkelighed.

En dag som trækker sit blodige spor ned gennem historien.

Som er blevet gentaget siden tidernes morgen og sikkert også venter forude, hvis ikke Guds rige snart kommer og gør alting nyt og fuldkomment.

Det er historien om, at alle mod alle i et nu kan blive til alle mod een.  

 

Alle mod alle kender vi fra kriminalromanen.

Fortællingen bygger op om en sluttet kreds af mennesker i en familie, eller på en ø.

Alle kan mistænkes for mordet. – Alle ser den skyldige i hinanden. Der er frygt.

Der er kaos indtil det øjeblik, alle mistanker rettes mod den ene, som er den skyldige. Det er befrielsens øjeblik for alle øvrige. Alle mod alle er blevet til alle mod een. Og vi kan lægge bogen fra os med en viden om at sandheden kom for en dag. Det føles godt at være alle mod een. Han har selv været ude om det og må derfor tåle straffen.

 

Sandt er det nu ikke altid. Ønsket om at blive alle mod én kan blive så stærkt, at det overhaler kravet om sandhed og retfærdighed. – Det kalder man lynchning. Alle vender sig mod een for at blive befriet fra det kaos af gensidig mistænksomhed, som kan forpeste ethvert samfund. Så trangen til selv at blive frelst og fri kan føre til en andens fordærv og død. – Det, man kalder justitsmord.

 

Derfor skulle soldaten Akan og hans familie dø. Efter sejren over Jeriko tabte Josvas hær til den lille by Ej i den Palæstinensiske Højland. For at komme videre var man nødt til at placere ansvaret, og loddet faldt på Akan. Og lodtrækning om skylden var der, står der. Hele hæren samlede sig og stenede Akan og hele hans familie i forvisning om, at det var Guds vilje. De gjorde det i Guds navn.

Men i virkeligheden var det alle mod alle, der blev til alle mod een.

 

Sådan skulle Jonas også ende sine dage. Skibet kom ud i storm og høj søgang. Alle troede de, at deres sidste time var kommet. Nu ønskede de blot at finde den skyldige, og loddet faldt på Jonas, som de herefter smed over bord. – Alle mod alle blev til alle mod een.

 

Derfor skulle Job indrømme sin skyld og tage sin straf, Ødipus skulle dø, heksene brændes,  jøderne udryddes, Struense på hjul og stejle. osv. osv.

Det er ikke svært at følge det blodige spor gennem historie, hvor kaos er blevet til kosmos ved at alle mod alle blev forvandlet til alle mod een.

Det er så nemt for at er ansvaret placeret og alle andre er frelst og fri.

 

Sådan som vi også kender det i legenden om Sct. George og dragen.

Og dragen er det uhyre, som truer den lille by med kaos og som kræver en jomfru for at skåne byen. – Hvert år kræver den en ofring. 

Derfor er det godt at den tapre ridder Sct. George kommer og bekæmper dragen.

Men det er nok lettere sagt end gjort. – For dragen er ikke et eller andet fjernt og distanceret uhyre men et monster, som bor midt i blandt os og kan gribe os, så vi kun blive befriet ved at blive alle mod een. 

 

Den påske i Jerusalem var alle mod alle. Romere mod det jødiske selvstyre, Pilatus mod Herodes, Besatte mod besættere, samaritanere mod jøder, rige mod fattige, syge mod raske, syndere mod retfærdige, Galilæere mod Judæere, præster mod lægfolk, farisæere mod saddukæere, syndere mod retfærdige.

På kryds og tværs havde man noget på hinanden. Kaos lurede under overfladen den påske, hvor Jesus kom til Jerusalem. Da han så kom ridende ind til byen på et æsel og blev hyldet af store menneskemængder blev han tydelig, som noget særligt. Her var een ud over det almindelige og folk bakkede ham op i en rus af alle for een.

 

Dog ikke alle. Ypperstepræsterne og de skriftkloge frygtede for selvstyreordningen og åbent oprør. Farisæerne var anfægtede af Jesu lovforståelse. Levitterne og købmænd følte sig ramt på deres levevej ved ophævelsen af handelen med offerdyr. Og som i et splitsekund ændres hele billedet fra alle for een til alle mod een.

Retssagen i det jødiske råd bliver gennemført med falske vidner.

Soldaterne håner og torturerer deres fange med en krone af torne.

Herodes håner Jesus med en kongekappe.

Folkemasserne kræver Barabbas fri men ønsker Jesus korsfæstet.

Intet kan standse folkets blodrus, heller ikke 50 piskeslag som en del af torturen.

Og til sidste underskriver Pilatus dødsdommen på et menneske, som han finder uskyldig på alle punkter.

 

Da Jesus er blevet korsfæstet sammen med de to røvere på Golgata som ligger lige udenfor byporten nær hovedlandevejen til havet, samler folket sig i en hån mod ham på et tidspunkt, hvor det intet koster. Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse.  Det er pøblen, som råber i kor mod den, som ikke kan svare igen.

De gør alt for at nyde friheden og frelsen ved at være alle mod een.

 

Disciplene er ikke meget bedre. – De gav Judas skylden. Han var en led karl. Han holdt for meget af penge. Han solgte sin ven for 30 sølvpenge. Han forrådte ham med et kys. Ingen tvivl om hans synd og hans vej til helvede.

Og dog ser vi antydningen af en helt anden historie. For da Jesus ved påskemåltidet fortæller de 12, - og de var der alle sammen, den ny pagt ved Jesu blod er indstiftet sammen med alle 12 – at en af dem vil forråde ham, så svarer de alle: Det er da vel ikke mig. Ingen af dem er sikre på sig selv. Ingen har noget at gøre sig retfærdig med. Alle er i vildrede med sig selv. – Og med Jesus. – Det er da vel ikke mig.

Men de lader ikke efterfølgende tvivlen komme den mistænkte til fordel.

Selv er Juda så fortvivlet over begivenhedernes udvikling, at han sandsynligvis gør en ende på sit liv. – Der er to forskellige beretninger om hans død. Enten hængte han sig eller også faldt han ned af en skrænt og slog sig ihjel.

Det betyder jo i virkeligheden, at de ikke vidste det.

De havde slet ikke tid til at tage sig af Judas.

For selv var de stukket af og flygtet bort fra Jesus gennem mørket.

 

Men senere, da historien om Jesus og disciplene blev nedskrevet, huskede man altid Judas for det værste han havde gjort, for Judas, det var ham, der forrådte ham. Og hvis det er ham der har skylden så er det jo ikke de andre. Så er de frelst og fri. Og det virker noget usmageligt og gentager på sin egen måde, at det er bedre at være alle mod een end alle mod alle.

 

Og således døde Jesus. Som den ene, der havde alle imod sig.

Forladt af mennesker. Forladt af Gud.

Prisgivet lidelsen, døden og intetheden.

Det er ikke til at rumme.  Ikke til at rumme denne ondskab som en del af os.

Men måske ligger heri kimen til noget helt andet.

Det som ikke er til at rumme for mennesker, der rummer Gud.

Gud rummer sin egen modsætning og er gået ind i ondskaben, døden og ingensomheden.

Gud er trængt ind i sin egen modsætning og har sprængt den, som helbredende medicin i en cancercelle. Han har sprængt ondskaben med godhed

Han har sprængt døden med liv.

Han har sprængt ensomheden med fællesskab

 

Den store offerkrævende drage har igen vist tænder og fortæret sit offer.

Hvalen, der slugte Jonas og spyttede ham op efter 3 dage, svømmede videre.

Men dragen, som måtte slippe Jesus efter 3 dage, var selv blevet dødsmærket.

For døden bliver dødsmærket, når den ikke bliver troet, troet at den er i stand til at knuse det levende i livet.

Oh var det ikke det, befalingsmanden udtalte, da Jesus døde.

- han var i sandhed en retfærdig mand.

- En sådan tro ødelægger hele forestillingen om dødens magt og dødens ret.

Og fortsættelsen følger påske morgen, hvor Gud oprejser Jesus fra de døde.

Jesus forvandlede alle mod en til at blive een for alle.

– Så er vejen åbnet til at vi kan blive alle for alle.

og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

/ sognepræst Johs Kühle