Den kristne tro er en tro på kærligheden og den magt, som kærligheden har. Gud er kærlighed. Gud elsker verden så meget, at han har sendt os sin søn. Han skal blive til glæde for hele folket. Til fred for alle folk, der har Guds velbehag. Og det har alle folk. Det er bare ikke sikkert, at de ved det endnu. Derfor er Jesus kommet. Til fred og frelse for os alle. Med en kærlighed, som kan fordrive al frygt.  

Men selvom kærlighedens magt er stor, almægtig, er den ikke enerådende. Det ser man allerede i Juleevangeliet. Verdensherskeren i Rom, kejser Augustus ville tælle alverdens folk. Det var sikkert smart for ham selv og hans administration.  Men hensynsløst i forhold til almindelige mennesker, som blev udnyttet og undertrykt af romerne. Betlehems borgere kunne ikke klare mere. Kvoten for hvor mange man kunne tage imod var brugt op. - Der skulle bare ikke flere ind. - Og så blev det unge par afvist. Kongen i Jerusalem, som var kejserens statholder, var besat af sin magt og ønskede for enhver pris at bevare den.  

Der er to magter mod hinanden i evangeliet. Det er Gud overfor "Jerusalem". Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke, hører vi i dagens ikke særligt glædelige evangelium. Det er jo ikke kun Jerusalem. Det er enhver by. Stor eller lille. Ethvert samfund. Det er ikke kun København eller i Korsbæk. Det er også i det lille landsbysamfund. Jeg ved det, for jeg har selv været barn både i den lille by og i hovedstaden. Det er byens mennesker, der ikke ville. Det er den magt, der behersker vores samfund. En magt, som gang på gang fører til både mobning, forfølgelse og vold.  

Guds godhed og kærlighed er ikke enerådende. Penge, materielle goder, ønsket om lykke byder sig også til som goder, jeg kan få del i. Det kunne måske være godt nok, hvis ikke det var for begæret. - Det, at jeg vil ha´. Når så også misundelse jalousi og frygt for at miste blandes op i begæret, går det galt. Det som skulle være godt, bliver i stedet årsag til ondt.   De 10 bud er som skræddersyet til at holde os i ave. På den ene side skal vi holde os til Gud og elske ham af hele vort hjerte. På den anden side skal vi lade være med at begære alt det, som høre næsten til. Du må ikke begære, hverken hans hustru, folk eller fæ, eller noget der hører din næste til.  Derfor må du ikke stjæle eller slå ihjel, for at få fat i det, du begærer.    Loven er til for at holde os i ave. Ikke alene fortæller loven os, hvad vi skal og hvad vi ikke skal. Den truer også med straf, hvis vi alligevel gør det.      

Og det er ikke kun samfundet, som straffer de skyldige. Det gør Gud også, ifølge gudsopfattelsen i det gamle testamente.  

Jesus kom for at frelse os.
Han kom for at fri os fra det onde.
Han kom med tilgivelse.
Han lod nåde gå for ret og ville give frihed til fanger.
Han kom med kærlighed.  

Det kom til at koste. Da han indtog Jerusalem som Guds og Davids søn, svarede Jerusalem igen ved at anklage ham for blasfemi. Jerusalem samlede sig og krævede straf. Straf over ham som ville afskaffe straffen. Hævn over ham som ville afskaffe hævnen i Guds navn.  

Stående ansigt til ansigt med denne modstand, sneg frygten sig ind over ham. Angsten for det som skulle ske, var ved at få fæste i ham, da han så sin død i øjnene. Da søgte han tilflugt og styrke i sin fars kærlighed. Det gav ham modet til at møde det onde med det gode. Det er i Jesu livskamp, vi kan forankre troen på, at kærligheden kan fordrive frygten. Med Jesu opstandelse fra de døde sejrer kærligheden over alle andre magter. Kærligheden vil liv i modsætning til andre kræfter, som vil død. Men kærligheden er ikke enerådende; ikke endnu,  

Selv efter påske er der to magter mod hinanden. Derom fortælles der med mange livshistorier og martyrberetninger. Den første, som måtte stå inde med sit liv for sin tro, var Stefanus.  Som Jesus blev han dømt for gudsbespottelse. Men denne gang blandede man ikke romerne ind i det. Man kunne selv både dømme og udføre dommen, idet man stenede Stefanus. Hans brøde var, at han troede på Jesu opstandelse og at han som i en vision så Jesus sidde ved Gud Faders højre hånd. Derfor måtte han dø. På grund af de andres tro på loven og den vrede straffende Gud. Da Gud ikke kunne være den tilgivende Gud, som Jesus havde forkyndt, måtte Stefanus´ forkyndelse regnes for blasfemi. Og følgelig blev han straffet med døden i Guds navn.  

At det måtte blive prisen vidste Stefanus sikkert godt. Men han holdt fast ved sin tro på trods af en sikkert velbegrundet frygt for straffen. Sådan gik det sikkert mange, som i de kommende 300 år blev forfulgt for deres tro. En af dem hedder ifølge traditionen Lucia. Måske går traditionen med at bære lys tilbage til en ung romersk pige, som hed Lucia.    

Hun var datter af en rig købmand, som i en ung alder var blevet kristen. Det var også i det 3. og 4 århundrede forbudt at være kristen. Man skulle tilbede kejseren i stedet for. Gjorde man det ikke, blev man straffet. Måske kom man i fængsel, Måske mistede man livet. Hvis naboerne opdagede, at man i hemmelighed var troende, kunne man blive nødt til at flygte. - Så var det bedst at gemme sig. Det var næsten som i krigens tid i Danmark, hvor nogen gik under jorden. Men Lucia ville gerne hjælpe de kristne, som var flygtet. Derfor gik hun hver nat ud med mad til dem, som havde gemt sig i katakomberne. For at kunne finde vej, satte hun lys om hovedet som pandelampe, for at kunne se.  

Det var naturligvis farligt. - Hvis hun blev opdaget. Og det blev hun også til sidst. Hun blev bedt om at tilbede kejserens billede. Men det ville hun ikke. Så det kom til at koste hende livet. For hun ville ikke sige nej til sin tro.  

Også i dag forfølges kristne for deres tros skyld. - Nogle bliver vel som Stefanus forfulgt for deres tro på Jesus som Guds søn. Andre bliver forfulgt som Lucia, fordi de nægter at bøje knæ for denne verdens herskere.  - Måske bliver man bedt om at bøje knæ for en anden religions hellige skrifter og religiøst fastlagte samfundssystem.  - Måske bliver man bedt om at bøje knæ for herskere, som har afskaffet al religion. Nazisme, maoisme, kommunisme har gjort mange forsøg på at knægte den kristne tro. - Men særlig godt er det ikke lykkedes. - Et af de steder i verden, hvor den kristne tro udbredes med størst hast i dag er i den Kinesiske Folkerepublik.  

Hvor har de kristne hentet al det mod fra?   Fra troen på Guds kærligheds almægtighed. Den kan fordrive al frygt og angst. Det er ikke en tro på egen kraft og styrke. Men det er en tro og et mod, som gives mennesker, som tvinges til at sætte alt på spil for deres tros skyld. Derom vidner mange i både fortid og nutid. Både Lucia, Stefanus. Det er den tro, som kom til verden med Jesus. Det er den tro, som det lille barn finder hos sin mor og far. Det er den tro hvormed et mennesker kan forbinde sig tillidsfuldt med sin elskede. Det er en tro, som ser sin næste i enhver. Det er den tro som genkender Guds billede, selv i sine fjender. Det er den tro, som både håber og elsker på trods af spot, vold og død. Det er vor Herres tro på kærligheden. Den overvinder al frygt. Og for den tro siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.